Grækenland har valget mellem kamp eller kapitulation

Grækenland har valget mellem kamp eller kapitulation

Syriza regeringen forhandler i disse dage med EU. Syriza har valget mellem kamp og kapitulation og det ser ud til at Grækenlands regering er ved at lade sig afpresse til kapitulation.

Kapitulationen kan betyde at den græske regering opgiver at få nedskrevet gælden og at store privatiseringer vil blive sat i gang. Det vil betyde at den neoliberale kurs i Grækenland vil fortsætte – med øget fattigdom til følge.

Hvad Syriza håber at opnå er at EU fortsat vil udbetale penge til låns – som først og fremmest skal gå til at dække den gæld Grækenland allerede har. Man håber at få et beløb til overs til at bekæmpe fattigdom.

Et kernepunkt er privatiseringen af Piræus havn – og her har regeringen allerede givet sig og 14. maj sendt 67% af statens andel til salg. Tre firmaer er mulige købere, heriblandt det kinesiske Cosco og det danske Mærsk. Budene skal være inde i september. Måske er en privatisering af Grækenlands største havn ikke noget de fattige vil mærke i dag. Men på lang sigt vil det gøre det meget svært for Grækenland at føre en uafhængig økonomisk politik til gavn for sin befolkning. Det vil give Mærsk eller et kinesisk selskab mere magt end det græske folk over havnen.

Samtidig ser det ud til at den græske regering har opgivet at få nedskrevet gælden. Finansminister Varoufakis har 18. maj udtalt at regeringen accepteret at der ikke skal være noget ”haircut” dvs. nogen stor nedskrivning af gælden. I stedet vil han satse på omstrukturering af gælden, langsommere tilbagebetaling og at gælden skal betales ud fra Grækenlands vækst i økonomien.

EU fortsætter med at presse på for hævning af pensionsalderen, ”reform af arbejdsmarkedet”, ændring af skattesystemet med  en stigning af momsen.

EU har allerede med aftalen i februar fået ret til at bestemme hvilke politiske skridt den græske regering kan tage. Den slår sig i tøjret – fx ved i slutningen af april få vedtaget et forslag i parlamentet om at det græske stats-TV ERT skal genåbne.

I mellemtiden har Grækenland fortsat med at betale sin gæld. Ifølge regeringsleder Tsipras har man allerede betalt 8 milliarder Euro.

Det sendte en bølge af angst og protest igennem Grækenland, da regeringen beordrede alle statslige strukturer til at indsætte deres reserver i statsbanken. Derved vokser likviditeten i statsbanken – men kommuner, hospitaler og universiteter vil også få tømt deres konti, hvis staten går fallit.

Kompromis er ikke nogen realistisk mulighed

Den græske regering fortsætter med at arbejde for et kompromis med EU.

Tsipras og hans finansminister fortsætter med at udtale at de tror på en aftale med ”de europæiske partnere” og at den kommer snart. Den 19. maj udtaler han faktisk i en tale til græske arbejdsgiverne at forhandlingerne er inde i sin endelige fase. De græske regeringsledere og EU ledere udsender fælles udtalelser om at forhandlingerne går godt, selv om der stadig er uenighed. Men ud fra hvad vi allerede ved om forhandlingerne, så kan vi frygte, at der bliver ikke tale om et kompromis – men om kapitulation.

Mens regeringen på afgørende områder allerede har ladet sig presse så siger den at den ikke vil krydse ”de røde linjer” – hvilket betyder yderligere nedskæringer på løn og pensioner, for det allerede fattige græske befolkningsflertal.

Der kan derfor være god grund til at være bange for hvad en ny aftale vil indebære. Foreløbig er der intet der tyder på, at EU vil opgive sin neoliberale politik for Grækenland.

Den græske regerings politik har tre store svagheder.

For det første at mens den græske regering prøver at være den gode dreng i klassen og betale hvad EU og IMF har til gode, så kommer den til at stå svagere og svagere økonomisk.

Den anden er at der ikke er noget der tyder på at EU vil acceptere et kompromis. EU vil kun acceptere kapitulation hvor Syriza opgiver det program man er valgt på, måske med nogle enkelte små positive tiltag.

Den tredje store svaghed er at regeringens politik efterlader det græske folk som passiv tilskuer til et hemmeligt forhandlingsdrama. Befolkningen kan således vakle mellem angst og håb – og ikke vide hvad den kan og skal gøre.

Efter valget i januar var der ellers store folkelige demonstrationer og aktivitet til støtte for regeringen i dens krav om nedskrivning af gælden og at Grækenland skal have mulighed for at bestemme selv.

Efter aftalen i februar er støtten til regeringen fortsat i meningsmålingerne – men nu er støtten passiv – og den græske regering fører ikke en politik for at mobilisere befolkningen til aktivitet.

Er der en anden vej?

Kan det overhovedet lade sig gøre, at føre en anden politik – eller er Syriza bare nød til at rette ind – som også de tidligere græske regeringer?

Det er et afgørende spørgsmål – også for Enhedslisten. Syriza er flagskibet i flåden af venstrefløjspartier i Europa – som er samlet i European Left og som også Enhedslisten er en del af.  Det er derfor afgørende for venstrefløjen i Europa om Syriza er i stand til at stille sig i spidsen for et opgør med den neoliberale politik, eller må kapitulere under presset fra EU og IMF.

Der er en stor diskussion på græsk venstrefløj og nogen af debattørerne kan man læse på engelsk i International Viewpoint.

Både indenfor og udenfor Syriza er der på venstrefløjen en stærk strømning som mener at man skal afvise at bøje sig for EU's krav – og det betyder at nægte at betale gælden og at forberede at forlade Euroen.

En af dem er Costas Lapavistas, der er økonom og sidder i parlamentet for Syriza. Hans udgangspunkt er, at det ikke er muligt for Grækenland at føre en anden politik end den EU dikterer inden for EU's institutionelle ramme og indenfor Euroen.

Syriza må derfor forberede sig selv om grækerne på at forlade Euroen og starte med at nægte at betale gælden. Han mener at den strategi under alle omstændigheder at søge et kompromis med EU systemet har fejlet – den fejlede i februar og den vil ikke kunne lade sig gøre.

Han mener også, at hvis Syriza regeringen forbereder et brud – og er klar til et brud med EU og Euroen – så er det muligt at dette kan blive forhandlet, ordnet og mindre kaotisk.

Men han mener at også et ikke forhandlet brud er bedre, end at bøje sig for EU's krav. I øvrigt har Lapavistas også en skarp generel kritisk af Euro projektet som han kalder en ”fejlslagen monetær union”, som han ikke mener kan overleve på lang sigt.

Hvis Grækenland stopper med at betale gælden og gør klar til at forlade Euroen, så vurderer Lapavistas at Grækenland har nogen gode kort på hånden.

Man vil genvinde handlefriheden over græsk økonomi.

Han vurderer at der er nogen gode kort på hånden – en fødevaresektor hvor Grækenland er selvforsynende – en god medicinindustri  – gode muligheder for turisme – og en stærk energi sektor.

Det vil være en vanskelig situation at bryde med EU's diktat, men på mange måder er situationen allerede vanskelig. Han argumenterer fx for at ja – det kan være nødvendigt at lave rationering af fødevarer – men det er der allerede – dem der har penge kan købe, men mange er så fattige at de ikke har nok mad.

Derimod vil rationering af fødevarer kunne føre til fødevare komiteer og sammenhold.

Han siger: ”En af de ting der har været karakteristisk for Grækenland og andre lande, der har gennemført krisepolitikken har været atomiseringen og individualiseringen af samfundet. Denne politik har et meget stærkt klasseelement, og et meget stærkt splittende element og den attitude de installerer i folk og lejrer i samfundet er ”Enhver klarer sit, og djævelen tager de sidste”. Samfundet må gøre vold på sig selv, for at vise solidaritet, som det har gjort men det har måttet gå imod den dominerende strøm, som er inspireret af krisepolitikken.

Men at forlade Euroen efter de linjer jeg har ridset op vil, tror jeg, skabe det modsatte resultat. Det vil skabe et livssyn som fra en redningsbåd. Et livssyn baseret på sammenhold, social sammenhængskraft og social solidaritet for at sikre at samfundet kommer igennem vanskelighederne. Det er selvfølgelig under forudsætning af at udgangen er ledet og organiseret af en venstreregering, som åbent ønsker at gennemføre udgangen i de arbejdende folks interesse og for de fattige i almindelighed. ”

Det er ved at være sidste udkald for Syriza: Hvis Syriza bøjer sig, vil det være umuligt at løse den sociale og økonomiske krise i Grækenland. Det vil demoralisere venstrefløjen – ikke bare i Grækenland – og resultatet kan hurtigt være at Syriza taber den støtte, som man indtil nu har bevaret. Det er på tide at vælge en anden vej.