Nedskæringer

Det er klart, at små nedskæringer er bedre end store nedskæringer og i en tid hvor nedskæringer i den offentlige sektor konstant er på dagsorden, virker EL’s parole ”Nej til den mindste forringelse og ja til den mindste forbedring” som et meget umuligt forhandlingsmandat. Problemet er snarere det, der går forud for forhandlingerne – eller burde gøre det.

Jeg er dødtræt af at mit parti (EL) uden videre medvirker til nedskæringerne. Her følger tre eksempler, som jeg synes ret tydeligt illustrerer bruddet med tidligere praksis:

1.) I foråret 2012 indgik EL en aftale med regeringen om en ny udligningsordning mellem kommunerne. Jeg er ret overbevist om at EL gik med alene fordi det udkast, som regeringen havde forhandlet sig frem til med de borgerlige partier, var slemt og værre end det, regeringen endte op med at lave sammen med EL. Det lykkedes mig i hvert fald ikke at forstå, hvorfor EL ellers var gået med til udligningen (jeg forsøgte, for jeg har skrevet speciale om udligningsordninger på universitetet). Især ikke på baggrund af at EL stemte imod en udligningsreform i 2006, som betød en meget større omfordeling fra rige til fattige kommuner. Problemet med udligningsreformer er, at når der er kommuner, som vinder, er der også kommuner, som taber. Dvs. halvdelen af kommunerne måtte skære et eller andet sted i 2013 og EL har nu medansvaret herfor.

2.) En måned senere stemte EL’s folketingsgruppe for kommuneaftalen, den aftale, der lagde meget stramme rammer for kommunernes økonomi i 2013. Under den borgerlige regering lød kampråbet ellers frejdigt fra EL’s folketingsgruppe og HB ”Kommunalt oprør” hvert år mellem maj/juni, hvor KL-aftalen blev vedtaget i Finansudvalgt, og oktober, hvor budgetterne blev vedtaget i kommunerne. Vi skulle ikke finde os i nedskæringer i den kommunale velfærd uanset om de blev dikteret oppefra eller ej. Nogle stillede oven i købet forslag om udmeldelse af KL, som jo viste sig ikke at være en interesseorganisation for kommunerne, når den medgik til så stramme økonomiske rammer. Der kan regnes og tolkes meget på kommuneaftalerne, men der er ikke uenighed om at rammerne var rigeligere indtil krisen i 2007/08. Vi (både S, SF og EL) argumenterede ikke mod nedskæringer men blot mod at væksten var lavere i den kommunale og amtslige sektor end i det private forbrug. Bl.a. brugtes billedet af alle de nye PC'er, som flyttede ind i børneværelserne, mens folkeskolerne måtte nøjes med nogle gamle PC’er, som eleverne måtte skiftes til at bruge.  

3.)  I september 2013 medvirkede EL i Hovedstadsregionen til budgettet for 2014 med 2 %’s besparelse på sygehusene og det samme skete året før. ”På sundhedsområdet er der forsat krav om vækst i produktiviteten på to procent. Det betyder, at regionen også i 2014 skal gennemføre flere undersøgelser og behandlinger på regionens hospitaler.” (citat fra aftalen i 2013)

”Hospitalerne skal øge deres aktivitet på undersøgelser og behandlinger med 3 %.” (citat fra pressemeddelelsen i 2012).

Da jeg i september måned efter seneste budgetforlig kritiserede, at EL i hovedstadsregionen stemmer for nedskæringer svarede ledelsen (bl.a): ”Princippet om at stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse er rigtig smukt, men også svært at navigere efter i den politiske hverdag.” …” Regionsrådets arbejde begrænses af et krav fra regeringen om årlige effektiviseringer på 2 procent. Skulle vi følge vores smukke princip, ville det betyde, at vi ikke kunne stemme for noget som helst i regionsrådet. Det ville så være meningsløst at sidde der. Men vi har faktisk en årsmødevedtagelse om, at vi deltager aktivt i det regionale politiske arbejde. Og vi synes også det giver mening at få så meget indflydelse som muligt på de beslutninger, som regionsrådet tager.”

Her fremgår det tydeligt, at der er sket et skred, for i såvel 2009, 2010 som i 2011 stemte EL’s-repræsentanter imod budgetforligene i Regionsrådet.

Politisk depression

Jeg stemte blankt til regionsvalget - ikke mindst efter EL-ledelsens oplysning om at man vil fortsætte med at stemme for nedskæringer, at det var en logisk konsekvens af at stille op til regionsrådet. Men jeg har meget svært ved at acceptere, at man ikke længere kan stemme på Enhedslisten uden samtidigt at blive gjort ansvarlig for at der bruges færre penge (dvs. færre timer) på sygehusene til at undersøge og behandle syge mennesker. Og det er ikke kun mig, der troede jeg boede i et meget rigt samfund, som burde have ressourcer til sygdomsforebyggelse og –helbredelse; Mange undersøgelser viser, at sundhedspolitik er det højest prioriterede politikområde blandt vælgerne. Ca. 1 mio. borgere har en privat sygeforsikring. Mon ikke det er fordi det offentlige system er blevet for dårligt, at ventetiderne er for lange til undersøgelser og behandling, el. lign.?

Skal mine partikammerater så sidde i regionsrådet og undskylde sig med at nedskæringerne kommer ”oppefra”? Ligesom bødler gennem tiden har påstået de var uden ansvar, at de blot fulgte ordrer? Nej, enhver er ansvarlig for sine egne handlinger - især politikere.

I folketinget har Enhedslisten simpelthen været mere optaget af at behage den ”røde” regering end i at rådføre sig med de kommunalpolitiske interesserede medlemmer. Man indkaldte ikke det kommunalpolitiske udvalg da en ny udligningsreform kom på dagsorden og man spurgte ikke rundt i medlemsskaren om der var vilje til at protestere og kæmpe mod de stramme økonomiske rammer for kommunerne før man stemte for kommuneaftalen i finansudvalget i folketinget. Hvorfor? Er vi vidne til en ny centralistisk styreform, et brud med den flade struktur, og ”græsrodspartiet” - for at få ”resultater”? Skal kampene ikke længere baseres på bevægelserne og medlemmerne, men alene på forhandlingskompetence, taktik og spin? Nej, det vil jo betyde, at vi kun kan opnå resultater, der svarer til vores andel i parlamentet og at udviklingen i samfundet ikke bunder i diskussioner og røre blandt folk uden for murene, men bliver forbeholdt en politisk elite.

Konklusion

Regionerne er en fejlkonstruktion, de skal enten nedlægges eller selv bestemme deres økonomi. De er blevet til ekspeditionskontorer for statslige nedskæringer og der er ikke en offentlighed og medier, som svarer til deres geografiske udstrækning, så når der f.eks. nedlægges lokale hospitaler og folk protesterer lokalt, hører hverken regionsrådsmedlemmer eller almindelige mennesker om det i andre egne af regionen. 

Ved at stemme blankt kan man signalere at man gerne vil spørges, men ikke kan finde noget fornuftigt sted at sætte sit kryds, fordi alle partier tilslutter sig de statslige nedskæringer og lukker små sygehuse. Det var der andre end mig, der gjorde og skrev læserbreve om forinden. Fem % stemte blankt til regionsvalget i hovedstadsregionen, hvilket er relativt mange.

Også på lang sigt – på et eller andet tidspunkt stopper de 2 %’s nedskæringer vel trods alt – kan man spørge sig selv om regionerne har en berettigelse. For når de ikke kan udskrive skatter, kan de heller ikke lave samfundsøkonomiske prioriteringer, hvor de vejer borgernes private udgifter op med de regionale udgifter. F.eks. burde regionspolitikere før de lukkede Helsingør Hospital i foråret 2012 have beregnet borgernes ekstra udgifter og tidsforbrug ved at skulle tage taxa til skadestuen eller undersøgelser i Hillerød, hvor de før kunne nøjes med at tage til Helsingør og de burde regne på hvor mange borgere får forværret deres tilstand eller dør, fordi de skal køre længere i ambulance efter ulykker og pludselig sygdom. Jeg synes man med god ret kan spørge, hvilken funktion regionerne har som politiske instanser, når de ikke kan inddrage og prioritere borgernes hele situation. Hvad spørger man egentligt vælgerne om på valgdagen? Men den skjulte dagsorden i etableringen af regionerne under kommunalreformen var nok også at nedlægge regionerne efter et en årrække, hvor interessen hos borgerne og kandidaternes politiske ambitioner daler.

Hvis vi skal modgå denne udvikling og bevare et niveau mellem kommunerne og staten, skal regeringen og EL bruge sit flertal til at give regionerne ret til at udskrive skatter. De skal mindes om at både de radikale, socialdemokraterne, SF og EL stemte imod etableringen af regionerne i 2005 (da de var i mindretal), især fordi regionerne mistede den skatteudskrivningsret, som amterne havde. Og os uden for murene skal være villige til at køre kampagne på den lidt vanskelige parole – ”Vi vil betale skat til regionerne”.

Med hensyn til at begrænse nedskæringer i det hele taget og alle steder, synes jeg de aktivistiske muligheder skal undersøges før man indgår i forhandlinger. Hvis der er en latent vilje til at protestere og organisere bevægelser, vil en forhandling og en aftale være dræbende. Jeg oplevede det i juni-september, da nogle stykker af os søgte at få en 800 personers stor facebook-gruppe i Helsingør med titlen ”Giv os vores hospital tilbage” på gaden, og EL i regionsrådet samtidigt underskrev en aftale, hvor der stod at grundlaget for aftalen var en accept af lukning af Helsingør Hospital. Det fik mig til at klappe i og gå i politisk hi. Tilsvarende tror jeg ikke et parti både kan forhandle finanslov og indkalde til demonstration imod et finanslovsforslag. Det gør både forhandlerne utroværdige og demonstranterne uengagerede. Derfor mener jeg, man må samles om et forløb, hvor de folkelige protester og organiseringer undersøges først og der evt. forhandles bagefter – altså: Forslag – bevægelse – forhandling.

For hvis EL skrider direkte til forhandlinger når (over)borgmesteren præsenterer sit budgetforslag, regionsrådsformanden sit budgetforslag og finansministerens sin finanslov med nedskæringer, så svigtes deltagelsesdemokratiet, græsrødderne og mulighederne for oprør mod ”nødvendighedens politik”. 

Alternativet til ”nødvendighedens politik” er, at tage ansvar og spørge græsrødderne og det uorganiserede folk om de vil med ud ad en anden vej. At starte med at forhandle om størrelsen på nedskæringer er, at give op på forhånd.