Annonce

1. december 2014 - 10:28

Bolig

Flere huller i ligusterhækken - om den vigtigste grund til ulighed og polarisering og to løsninger. 

Indimellem skældte vi dem ud - døtrene. ”Den vokser aldrig sammen igen”, sagde vi om det store hul i hækken ind til naboen. ”Ikke hvis I bliver ved med at krydse gennem naboens have”. De legede med nogle jævnaldrende legekammerater et par haver væk og derfor havde de lavet et stort hul i hækken.

Det var dengang. Nu sker det ikke nær så tit at barnelatter høres inde bag hækkene, for antallet af børnefamilier er faldet i enfamiliers-husene. Nu bor der faktisk flest 60+ årige i husene og omvendt er antallet af børn steget i de etageboliger, der er mindre og ofte uden grønne arealer.

Siden den borgerlige regering kom til for 13 år siden har boligpolitikken sat mere fart på ulighed og polarisering. Desværre har venstrefløjen forholdt sig passivt til boligpolitikken.

Den progressive skat

Det mest ulighedsskabende tiltag kom fra den borgerlige regering i 2001 med store skattelettelser til boligejere. Ejendomsværdiskatten blev låst fast i kroner og ører og grundskylden (ejendomsskatten) måtte ikke stige mere end 7 % om året. Derved bortfaldt noget af den progressive beskatning, altså den slags skat, hvor man betaler en større andel af indkomsten, jo mere man tjener.

Alle betaler grundskyld, enten direkte som jordejere til kommunen, eller indirekte som del af huslejen. Men de, som ejer jord og bor på attraktive steder, betaler langt mere end de, som bor langt væk fra København og Århus, og mere end de, som bor oven på hinanden i lejligheder. Boligejere betaler desuden ejendomsværdiskat af både jord og hus, når de selv bor i boligen; jo større bolig og jo mere attraktiv beliggenhed, desto højere ejendomsværdiskat. Desuden har ejendomsværdiskatten et stærkt progressivt knæk, idet man betaler tre gange så meget for den del af ejendomsværdien, som overstiger godt 3 mio.. Flere boligejere ville være kommet op over det dyre knæk, hvis ikke skatten var blevet fastlåst i 2001.

Da ejerskab af bolig er mest hyppigt i de højeste indkomstintervaller, er boligskatterne progressive og derfor har skattestoppet øget uligheden. Utallige undersøgelser har vist hvordan skattelettelserne især har været til fordel for folk i hovedstaden og i Nordsjælland, de kommuner, som rummer flest med høje indkomster.

Også før det borgerlige skattestop havde politikerne begunstiget boligejerne. Mens lejere, der sætter penge i obligationer og aktier, betaler skat af afkastet, betaler boligejere mindre skat af de penge, de har købt ejendom for. Det har fået mange økonomer gennem mange år til at anbefale en højere ejendomsværdiskat.

Men den borgerlige regering valgte altså at gøre det stik modsatte ved at fastlåse skatten på ejendomsværdien.

Generationskonflikten

En anden form for ulighed, som politikerne har skabt på boligmarkedet, er mellem generationerne. Ældre boligejere får større støtte til at bo i egen bolig end børnefamilier, selvom en stor del af de ældre har masser af penge i deres pensionsordninger: Pensionister bliver tilgodeset med nedslag i ejendomsværdiskatten, hvis deres indkomst er lav, og alle får nedslag i ejendomsværdiskatten, hvis den er købt før 1998.

Desuden har pensionister mulighed for at udskyde betalingen af grundskyld til kommunen til de sælger deres bolig.

Ordningen blev ændret for et par år siden, da kommunernes tilgodehavende var kommet op på ca. 8 mia. kr. hos pensionister og de havde store udgifter til renter. Nu skal pensionister betale en almindelig markedsrente for den skat, de skylder kommunen. Stadigvæk er det dog en fordel for pensionister, som ellers ikke ville have råd til at blive boende og som ikke kan få nedsparingslån. Alt i alt - med mulighed for at udskyde ejendomsskatten (grundskylden), med nedslag i ejendomsværdiskatten, og fordi de ofte har meget små lån og ca. halvdelen har fået pæn stor privat pensionsopsparing - har pensionister ikke stort incitament til at flytte fra ejerboligen, ej heller når ægtefællen dør.

Det forklarer, hvorfor der bag ligusterhækkene oftest bor pensionistægtepar og enlige ældre og hvorfor der sjældnere laves huller i hækkene mellem husene.

Et politisk tabu

Ved sidste valg brugte socialdemokraterne parolen ”Nej til skattelettelser til de rige og ja til velfærd” og venstrefløjen talte i det hele taget meget om at begrænse uligheden. Som eksempel skulle de have kritiseret boligejernes skattestop, men nej, allerede i 2006 havde den daværende opposition opgivet at protestere over skattestoppet på boliger – bortset fra de radikale. Boligejere er en meget stærk interessegruppe, selvom de ikke er lige så velorganiseret som arbejderne. Men de er flere og de udgør et flertal af de stemmeberettigede.

En kynisk betragtning siger, at der ikke er grund til at tale lejernes sag, for de stemmer alligevel på venstrefløjen. I øvrigt er stemmeprocenten lav blandt lejere og ca. halvdelen af lejere stræber efter selv at blive boligejer, så de er ikke alle ivrige efter at beskatte boligejerne. Med andre ord: lejerne er politisk uinteressante, når man går efter at få flest mulige stemmer.

Endeligt er det en meget lille andel af folketingspolitikere og –kandidater, som selv er lejere og endnu færre, som bor oven på hinanden i de almene boliger, så de døjer naturligvis med at indleve sig i lejernes forhold. Af disse grunde er boligpolitik rykket langt ned på den politiske dagsorden, hvor den før var på højde med socialpolitikken.

Embedsmændene på området har ikke længere deres eget ministerium, de flytter rundt mellem skiftende ministerier og mindre betydningsfulde ministre. Utallige er de anbefalinger til boligområdet fra økonomer, velfærdskommissionen, skattekommission og senest Rangvid-udvalget, som er blevet afvist af politikerne. Boligpolitik er blevet et tabu.

De stærke boligejere

For tiden taler borgerlige politikere igen om de stakkels boligejere, fordi mange i hovedstaden og Nordsjælland stadig har udsigt til stigende grundskyld/ejendomsskat.

Problemet med den stigende grundskyld er imidlertid, at det er de borgerlige partiers skyld at den stiger. Så det kan være lidt risikabelt for dem at bringe det frem i valgkampen.

Forklaringen er, at det loft, de borgerlige partier lagde på grundskylden, stadigvæk indhentes. Grundejere har nydt godt af store skattelettelser siden 2001, men de bortfalder med årene. Det virker jo temmelig tåbeligt, når priserne ikke stiger, men det store flertal af partier har lovet hinanden ikke at pille ved boligskatterne før 2020, så jeg gætter på at grundskylden snarere vil blive et kommunalt emne, hvor man konkurrerer med nabokommunerne.

I Helsingør Kommune, hvor jeg bor, har det borgerlige flertal OG socialdemokraterne netop nedsat grundskylden med 5 % i forhold til året før. Det hedder sig det er for at tiltrække børnefamilier, men det er snarere til fordel for os, der ejer grunde i kommunen, herunder sommerhusejerne i Hornbæk. Skattelettelsen bliver nemlig kapitaliseret hos de nuværende ejere – køberne får ingen fordel af den. Forklaringen er, at salgspriserne fastsættes på markedet, hvor køberne ser på de samlede månedlige omkostninger.

Med lavere grundskyld kan køberne få råd til større lån hos kreditforeningen og/eller banken og sælgerne kan derfor presse priserne op. Ergo: det kommunen mister i skatteindtægter, ryger direkte ned i lommen hos sælgerne eller lagres som friværdi hos grundejerne. Til at modsvare skattelettelser, må kommunen finde besparelser på den kommunale service, så det er tvivlsomt om tilflytterne bliver skattedygtige børnefamilier, for de efterspørger gode forhold i daginstitutioner og skoler.

Det bliver nok snarere friske pensionister, der vil flytte til kommunen. Pensionister har nemlig en fordel mere; de må bo i deres sommerhus hele året, når de har ejet det i mindst 8 år. 

Polariseringen

Polariseringen er på langt sigt et større problem end den økonomiske ulighed mellem ejere og lejere og mellem generationerne.

For jo mere vi bliver skilt ad i henholdsvis velhaverghettoer og fattigghettoer, desto mere mister vi sammenhængningskraften i samfundet. Noget af polariseringen skyldes den økonomiske ulighed. Det gælder i villakvarterer og lejligheder ved havnefronten, hvor folk uden stor indkomst og formue ikke kan komme til at bo. En anden del af polariseringen skyldes gamle privilegier og vores ønske om at bo ved siden af nogle, som ligner os selv – efter devisen ”lige børn leger bedst”.

Det gælder for andelsboliger og de gamle udlejningsejendomme, hvor det ofte ikke er så dyrt at bo, men hvor der ikke er åben venteliste. Det betyder at folk, f.eks. ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, ikke kommer ind, fordi de ikke har arveret til en andelsbolig eller gode kontakter til dem, der udlejer de billige lejligheder. Den sidste del af polariseringen skyldes alene politikernes dumme love: kommunerne må kun anvise sine boligløse til lejligheder i den almene boligmasse, som i forvejen er befolket med de fattigste og dem uden kontakter.

Derfor vil de almene boliger have en klar overrepræsentation af folk med små indkomster og folk med mørk hud. Mange steder i så stærk koncentration, at politikerne har lavet en ”ghettolov”, som bl.a. giver mulighed for at folk i arbejde, pendlere og studerende kan springe over i køen til de almene boliger. Det kaldes ”fleksibel udlejning” og betyder konkret at folk på overførselsindkomst og folk af ikke-vestlig herkomst rykker ned på ventelisten. Loven er altså en ulempe for de, som i forvejen har få valgmuligheder. 

Med disse sorteringsmekanismer på boligmarkedet har vi fået et geografisk polariseret samfund. Vi bor ikke sammen med ”de andre” mere og får nok efterhånden svært ved at se hvorfor der skal være gratis offentlige ydelser til ”de andre”, dem vi ikke kender.

Ønsket om de billige boliger

I København vil bystyret gerne sikre at der er en vis andel billige boliger, så de såkaldte almindelige mennesker, sygeplejersken, skolelæreren og politimanden, og nogle skæve eksistenser også kan bo i byen. Billige boliger er der sådan set allerede i kraft af huslejereguleringen i de gamle udlejningsejendomme, men som sagt er der ingen åbne ventelister og ingen tegn på at de udlejes til de mest trængende.

Snarere tværtimod: Det Økonomiske Råd viste (forår, 2001), at folk med høje indkomster og høj uddannelse havde mest gavn af at huslejerne ikke fulgte markedet.

Ligeledes skaber billige boliger såkaldte indlåsningseffekter.

Skoleeksemplet er den rige enke, som bor i en stor herskabslejlighed, fordi det er for dyrt at flytte i en ny lejlighed, hvor der ikke er huslejeregulering. Omvendt snyder visse udlejere sig til en høj husleje og de blive ofte ikke stoppet, fordi mange lejere ikke kender noget til huslejeregulering eller de tør ikke protestere og de er i hvert fald ikke organiseret i Lejernes Landsorganisation. Det er sådan noget, der kan få en socialist som mig til at følge borgerlige økonomers anbefaling om at frisætte huslejerne. Naturligvis skal udlejerne beskattes med 100 % af huslejestigningerne og provenuet skal bruges på at hæve personfradraget og/eller overførselsindkomsterne.

Endnu bedre hvis kommunen eller almene boligforeninger opkøber de private udlejningsejendommene og indfører beboerdemokrati.

To politiske forslag 

1.) Ryk ved ejerforholdet

Der skal ske noget drastisk, ellers bliver uligheden og polariseringen kun værre. Strudse-strategien må opgives og boligpolitikken skal på dagsorden. Jeg foreslår, at en frivillig omdannelse af ejerboliger og andelsboliger til kommunale lejeboliger, så de åbner sig for folk uden stor kontantudbetaling og uden mulighed for at låne mange penge i kreditforening og/eller bank. Ligesom de borgerlige partier fik indført en mulighed for at lejere i almene boliger og andre kan købe en almen bolig, bør andre partier samle sig om at opkøbe ejerboliger fra beboere, som gerne vil købes ud og fortsætte som lejere eller flytte et andet sted hen. Det kan være en god løsning for boligejere, som døjer med at få fornyet lån, fordi salgspriser og vurderingen er faldet. Det kan også  være en god ide for boligejere, som bare ønsker at forlade denne kasinoøkonomi, hvor man ingen indflydelse har på om priserne går op eller ned.

Mange har slet ikke haft noget ønske om at være boligejer, men har været tvunget til at købe, fordi det var den eneste mulighed for at få en bolig hurtigt eller hus med have. Den fordeling, der er nu mellem ejer og lejer, er historisk betinget, den er ikke et resultat af et frit valg mellem ejerformer hos boligsøgende.

Kode-ordet ”frit valg” burde appellere også til borgerlige vælgere. Jeg taler ikke om at nationalisere boligmassen hen over hovedet på boligejere, men derimod om at give et tilbud til boligejerne og et påbud til kommunerne om at købe ejerboliger af beboere, som ønsker at sælge - til den objektive vurderingspris. Man opnår tre ting: 1.) Beboerne kan blive boende, hvis de betaler en omkostningsbestemt husleje. 2.) Flere boliger kommer ud af spekulationsmarkedet og vil ikke længere være objekt for ledig kapital med de op- og nedture, det giver. 3.) Kommunerne får en pulje af boliger, de kan anvise boligløse til, placeret som øer i villakvarterer og ejerlejlighedskomplekser, altså en langsom men sikker opblødning af den polarisering, vi har idag.

Det vil lave mange flere huller i ligusterhækken og skabe integration mellem forskellige indkomstgrupper - takket være den ligefremme kontakt, som børn er så gode til at skabe med andre. 

2.) Stop tilskuddet til boliger

For at skabe mere økonomiske lighed, skal boligskatterne genetableres og gælde alle – uanset alder. Grundskylden er snart oppe på 2001-niveauet igen over hele landet, men ejendomsværdiskatten skal også op på 2001-niveauet og højere endnu, så den svarer til skatten på obligationer og aktier. Der har to fordele: 1.) Boliger vil ikke længere være et mål for spekulationskapitalen, og derfor vil boligpriserne kun ændre sig i takt med udbud og efterspørgsel på boligmarkedet, altså når befolkningen flytter rundt og der bliver bygget nyt eller revet ned. 2.) Boligforbruget vil ikke blive presset op af statslige tilskud. Vi har verdens højeste boligstandard sammen med Sverige og der er ingen grund til at staten skal opmuntre os til at få et større boligforbrug. Pensionisterne må ud af de store boliger, hvis de ikke har råd til at betale den skat, andre boligejere betaler. Det er meget bedre, at staten i stedet støtter folk med små indkomster, og direkte – med overførselsindkomster og højere personfradrag; så kan de selv bestemme om pengene skal gå til bolig eller mad, m.v..

Disse forslag vil både give flere lige børn og flere huller i ligusterhækkene.

Annonce