Migration, røveri og historiefortælling

I de sidste tider har ”debatten om flygtninge og indvandrere” fyldt meget i danske medier. Først da det åbenbart som et lyn fra en klar himmel gik op for stort set samtlige medier, at folk drager over Middelhavet med kurs mod Europa – og at mange af disse endda lider en krank skæbne i forsøget på at lave denne overfart. Dernæst dukkede ”debatten” op igen, da nogle beundringsværdigt udholdende mennesker havde krydset hele eller det meste af Europa og nåede til Rødby, Padborg og Kruså.

Min syrlige tone om lynet fra den klare himmel skyldes nok, at mennesker har forsøgt at krydse Middelhavet – og en lang række landområder – i lange tider, ja så lange tider endda at den ubehjælpelige mastodont EU har fået oprettet et såkaldt grænseagentur, FRONTEX, til som man siger på bureaukratisk ”at håndtere” disse overfarter.

Til ”at håndtere” spørgsmålene om, hvorfor disse strømme tiltager med det stigende antal konflikter i Mellemøsten, Afrika og Centralasien, har et overvældende flertal af danske medier primært kunne bruge det efterhånden kendte værktøj ”copy-paste” fra Ritzau/Reuters og mikrofonholderi for karrierepolitikere, militæragenturer og ukritiske meningsmålinger.

FRONTEX

Er et agentur, der har fået mange fjer i hatten over ”håndteringen” af ”flygtninge- og indvandringssituationen” i Europa. Det er i stor stil lykkedes de danske medier at nedprioritere den kritiske dækning af både migranters bevæggrunde og FRONTEX-væsenets natur i ligeså lange tider.

Væsenets opgaver er primært, 1) at overvåge EUs grænser for at fjerne ikke-EU borgere og 2) udføre fælles udvisninger af grupper af migranter fra flere EU-lande. Til at udføre dette arbejde havde FRONTEX i 2010 et budget omkring 90 mio euros, 26 helikoptere, 22 fly og 113 både. Året forinden beskrev agenturet sig selv som ”hjørnestenen i det europæiske koncept om integreret grænsekontrol”.

Migreurop, et europæisk netværk, der arbejder kritisk med EU migrations- og grænsepolitik, har ligesom en række andre grupper samlet dokumentation for, at FRONTEX laver individuelle aftaler med ikke-EU lande om hjemsendelse uden at skele til dettes land interne politiske, sociale og økonomiske forhold eller forhold til menneskerettighederne, ligesom gruppen har samlet dokumentation fra migranter, der har oplevet verbale, mentale og fysiske overgreb fra FRONTEX personel.

Siden opgørelsen i 2010 er FRONTEX vokset, ligesom dets rammer for aktiviteter er ekspanderet voldsomt. Den finansielle støtte fra EU medlemslande er vokset, ligesom dets evne til og brug af ”egne, uafhængige” (læs: udenfor demokratisk kontrol) hold med fly til at udvise migranter og sågar til at operere i ikke-EU lande for at stoppe migranter, før de overhovedet når EUs grænser.

EUs og medlemslandenes relation til migration varetages altså i stadig højere grad af et agentur, der laver aftaler med individuelle stater udenom menneskerettighedskonventioner, påtager sig retten til at afvise migranter uden hensyntagen til deres historie, status og fremtidige skæbner og opererer som en mellemstatslig militærstyrke...

.. Mens de danske medier udmærker sig ved ukritisk at gengive dette agenturs holdninger, som var det en neutral undersøgelsesgruppe – som f.eks Politikens ”FRONTEX: Mange asylansøgere søger mod lande med attraktive velfærdsydelser” (28.04.15).

Hvorfor migrere?

Dette er ikke en stor, altomfavnende redegørelse for menneskers motivation for at bevæge sig mellem områder, men primært en påpegelse af den manglende UNDERSØGENDE journalistik omkring emnet.

Således præsenteres en af de store grunde til migration ofte som krig og ufred rundt omkring i Afrika, Mellemøsten og Centralasien. Dette er jeg helt enig i.

Det, der virkeligt er beskæmmende ved mediedækningen, er, at det ikke undersøges tilbundsgående, hvad der er ophavet til konflikter, der sender folk på flugt. De nødvendige undersøgelser og spørgsmål og mod til at være en del af at katalysere en folkelig opinion for demokrati, fred og selvbestemmelse prioriteres ikke...

Når irakere flygter fra et land, der først har lidt under en brutal diktator med en uhyggelig trang til giftgas og storhedsvanvid, for derefter at blive ”reddet” af en international ”koalition af de villige” (til at sikre ny olie) og derved få sin fysiske, sociale og økonomiske infrastruktur lagt i ruiner og få indsat en sekterisk, egenrådig majonet af en premier, der med amerikanske våben kan lede landet mod randen af kaos på et helt nyt niveau.

Når folk fra det vestlige Sahara i årtier kæmper mod en af disse villige koalitionspartnere og allierede, Hussein af Marokko, for at få deres frihed, ret til selvbestemmelse og mulighed for at skabe eget overlevelsesgrundlag og i stedet skubbes videre ud i ørkenen, mens deres land bliver rullet.

Når afghanere flygter fra et land, hvor en anden – om end uhyggeligt lignende – ”koalition af villige” først støttede og finansierede en skønsom blanding af stammeledere med storhedsvanvid til at bekæmpe et imperium, der gemte sig selv og sine egen storhedsvanvid bag ”hammer og segl”-prædikat og invaderede landet, for derefter at udråbe selvsamme stammer til den nye fjende og bekæmpe dem og indsætte en ny majonet, der ikke modsætter sig, at naturressourcer fra olie til mineraler røves.

Når ægyptere flygter fra et land, hvor de har rejst sig mod en vestlig darling af en diktator og tvunget ham ud, blot for at se en anden vestligt sanktioneret diktator blive rullet ind på podiet efter voldsom tumult og drab, sålænge den nye darling ikke ændrer for meget ved, hvad den gamle darling havde sat op for sine vestlige venner.

Når syrere bliver klemt mellem hårde negle fra Saud-familien (endnu en villig koalitionspartner), Assad-regimet og uhyggelige, forvildede og forblændede unge mænd uden anden fremtid end desperat tro på en hellig historie forvrænget og misbrugt af magtmænd – som det jo desværre oftest sker med disse hellige historier.

Så bliver der ikke spurgt spørgsmål, om de vestlige magter og deres allierede mon har andre interesser end blot at ”udbrede demokrati og menneskerettigheder”. Ingen spørgsmål om, hvorfor netop lande med så mange naturressourcer får så meget ”særlig opmærksomhed” om deres menneskerettigheder og styreformer.

Ingen opråb om, at angrebskrige forklædt som ”humanitær intervention” siden Vietnam (og før) aldrig har medført bedre levevilkår og større folkelig selvbestemmelse.

Og absolut ingen skrig om vestligt hykleri og egeninteresser plejet for europæiske skattebetaleres penge med lukrative kontrakter til vestlige firmaer, der ikke mener, at man kan vride europæiske betalere for nok penge og derfor med rovdyrøjne retter blikket mod resten af verden – igen, igen!

Ulighed som skaberkraft

Uhjælpeligt sammenspundet med krig, stats- og stammeledere med storhedsvanvid og ressourcer er den globale ulighed. En økonomisk og social ulighed, der manifesterer sig både fra lokalt til internationalt plan og drives af et økonomisk system, vi kalder kapitalisme.

I de seneste årtier er ejerskabet over jordens ressourcer, ligefra land, mineraler og fossil energi til bygninger, produktionsmidler og byer blevet stadigt mere koncentreret på stadigt færre mennesker og virksomheder.

Alene de rigeste 85 personer i verden ejer ligeså meget som de 3,5 milliarder fattigste – eller sagt på en anden måde de rigeste 85 personer ejer ligeså meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning tilsammen.

Det økonomiske system og dets fortalere, der opererer efter en modus operandi om ulighed som en dynamisk og skabende kraft, har ret på deres egen facon.

Ulighed skaber meget – omend kun negativt – og sætter mange dynamikker igang.

Blandt disse dynamikker kan nævnes jordtyveri, tvangsforflyttelse af befolkninger, regnskovsrydning, overfiskning, ressourceudvinding og uhyggeligt meget mere..

Blandt disse skabninger af ulighed kan nævnes krige, rovdrift, klimaforandringer, migrationsstrømme og uhyggeligt meget mere.

EU, dets medlemslande, USA og institutioner født ud af den vestlige verden har – om ikke alene – en overvældende skaberkraft af utallige dynamikker, der meget direkte forstærker uligheden:

Illegitime lån til desperate nationer, unfair handelsvilkår indenfor snart sagt alle områder af vores livsverden – hvem sagde frihandelsaftale? – og kapitalflugt røver hvert sekund verdens fattigste for 14 gange så store værdier, som der gives i ulandsbistand.

14 gange! Og det er endda kun fra opgørelser over juridisk ”lovlige” aktiviteter, mens alt den lyssky handel og udnyttelse bare tæller heroveni.

Historiens cirkulære gang?

Som de gamle imperialmagter gjorde det på sejlskibe og ekspiditioner udover verdens forestillede kant, mens deres hjemlige medier fortalte om verdensfarernes store bedrifter for nationen, gentager historien sig foran vores øjne:

Ressourcer og muligheder frarøves mennesker og hele regioner enten gennem handelssystemer og økonomisk sværdføring eller gennem drone-bomber og ”humanitær intervention”, mens historierne fortælles om ulandsbistand, danske ”ulandssucceser” og den stærkt nødvendig udbredelse af demokrati.

Når de danske, såvel som mange udenlandske medier, aktivt fravælger at lave dybdeborende og magtkritisk journalistik, ender vi med forsimplede, fordummende og chauvinistiske ”forklaringer” på, hvorfor så mange mennesker trodser Inger Støjbergs forløjne annoncer, trodser FRONTEX og andre farer og hvad der må siges at virke som en uoverstigelig lang rejse for at komme til dér, hvor verdens rigdomme stjæles hen – Europa!

Kilder (bl.a.):

Migreuop.org

AFRIKA KONTAKT

Corporate Watch