Alis rejse til systemets indre

Jeg vil her fortælle Jer en lille historie om en fantastisk mand og et vanviittigt system. Jeg havde kun kontakt med ham et par uger, men hans historie i løbet af disse uger er desværre skræmmende illustrative for det system, vi har opbygget omkring arbejdsmarked og beskæftigelse. Et system hvor kasser og rigide regler tvinger folk ud i absurde handlinger. I anledningen af Franz Kafkas nyligt overståede 130 års fødselsdag vil jeg her give Jer denne mands historie.

Jeg havde på et tidspunkt denne irakiske mand i jobsøgningsforløb hos mig – vi kalder ham Ali. Ali var en arbejdsom mand, som hele sit liv havde knoklet. Han havde forsørget sin familie i Irak, og efter de kom til Danmark, havde han arbejdet som specialarbejder. Ali var så uheldig, at han var blevet ramt af en arbejdsskade i Danmark. En arbejdsskade som betød, at han blev sygemeldt over et år med smerter i store dele af kroppen. Men Ali ville gerne være rask. Han ville gerne ud og arbejde og bidrage til samfundet og forsørge sin familie, så han meldte sig rask og røg på kontanthjælp.

Alis problem var – og det var HANS problem, fortalte hans sagsbehandler – at han faktisk ikke var rigtig rask. Han havde meget ondt fortsat, og hans læge havde fortalt Ali, at han max måtte arbejde fire timer om dagen. Og så skulle man jo tro, at Alis problemer var løst; lægens ord burde vel udløse en eller anden form for skånejob, flexjob eller hvad ved jeg? Men nej. Det var nemlig ikke nok, at Ali fortalte sin sagsbehandler, hvad lægen havde sagt. Sagsbehandleren skulle have en lægeerklæring og kunne ikke betale for den, da Ali jo var RASKmeldt. Og raske borgere kan ikke få betalt deres lægeerklæring, forstås. Lægen i sin tur ville ikke lave en lægeerklæring førend sagsbehandleren havde tilkendegivet, at kommunen ville betale – og det ville kommunen ikke. Og så var der Ali, som faktisk gerne ville betale for erklæringen, men som ikke kunne, fordi hans kontanthjælp allerede ikke rakte til husleje og brød til hans kone og børn.

Og hvad kunne man så råde Ali til? Jo, Ali måtte gå hjem og sygemelde sig. Og så måtte han sætte sig ned og vente på, at nogen reagerede. Sådan en sygemelding er nemlig ikke kærkommen i systemet, hvorfor systemet kunne blive nødt til at indhente en lægeerklæring – og betale for den. Når Ali blev sygemeldt, blev lægeerklæringen nemlig pludselig i systemets interesse, for man så jo gerne, at Ali kunne arbejde, og at en lægeerklæring kunne slå dette fast. Og midt i dette virvar sad Ali og fattede ingenting. Som han sagde til mig: ’Jamen jeg vil jo gerne arbejde, og jeg kan også arbejde – bare ikke mere end fire timer om dagen. Så jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal melde mig syg?’ Nej, det var jo et godt og fornuftigt spørgsmål, det måtte jeg give ham. Men jeg måtte så også fortælle, at systemet ikke er baseret på sund fornuft men på regler, kasser og procedurer, der åbenbart skal overholdes. Sund fornuft er for mennesker, ikke systemer.  Og således sygemeldte den venlige, arbejdssomme og samvittighedsfulde Ali sig og rykkede på den måde længere væk fra arbejdsmarked, integration og muligheden for et fuldt og deltagende liv som menneske og skatteyder.

Tillykke Danmark, Kafka ville have været stolt.