Når jeg ser et regnbueflag smælde

[13.08.2006] I dag er det atter tid til den årlige Copenhagen Pride-parade, hvor københavnerne får lejlighed til at heppe på Den Rullende Homozoo. Ønsker man at deltage, kan man (hvis man er pæn nok og/eller har penge nok) endda købe sig til en plads på en af blokvognene og således højt til vejrs lade sig tiljuble, mens eventuelle bebumsede fattiglus naturligvis er velkomne til at rette sig ind i røven af optoget. Pride-lørdag (der vel snart er blevet så assimileret, at den bliver fortrykt i Mayland-kalenderen) er den begivenhed, hvor hele Danmark kan ånde lettet op og fejre sin normalitet.
 
I år skulle der så være ekstra grund til jubel, da homoseksualitet fejrer 25-års-jubilæum med normaliteten: Siden 1981 har denne seksuelle orientering nemlig ikke figureret på Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme. Desværre er det ikke alle ukonventionelle måder at gøre køn og seksualitet på, som Sundhedsstyrelsen har tilsmilet.
 
Er det mon et tilfælde, at transseksualitet officielt stadig betragtes som en psykisk lidelse? Og hvor let er det at kritisere de strukturer, der privilegerer heteroseksuel kernefamilie og monogami, hvis man i mødet med det offentlige behandlersystem må bekende sig til en diagnose for overhovedet at blive genkendt og taget alvorligt?
 
Konventionernes varme favntag er ikke gratis. For at kunne fejre indlemmelsen i Det Normale Fællesskab er det nemlig nødvendigt, at andre fortsat befinder sig uden for dette fællesskab. 

Normalisering er en nådegave, det ikke er alle beskåret at give endsige modtage. Pride-flyerens omslag viser da også tydeligt, at det er ganske bestemte præmisser, ”vi homoseksuelle” er blevet normale på: Er din hud hvid og dit udseende ’almindeligt’ (det vil sige uden piercinger, tatoveringer, dreadlocks eller ukonventionelle kønsudtryk), kan du få …
 
Kategoriseringer er aldrig uskyldige; de skal noget. I en queer-optik undertrykkes homoseksualiteten således heller ikke gennem heteroseksualiteten. Tværtimod er heteroseksualitet dybt afhængig af homoseksualitet som sin eksistensbetingelse, ligesom begreberne ”mand” og ”kvinde” heller ikke giver mening, hvis de ikke netop defineres i forhold til hinanden. Det er derfor en illusion, at vi kan skabe forandring ved at opvurdere den ene halvdel af et modsætningspar, når en iboende definition på fx både ”kvinde” og ”homoseksuel” er, at de netop er strukturelt underordnet den anden halvdel. 

Når homoseksuelle nu er blevet åh-så-normale, er det således værd at tænke over, hvem de er normale i forhold til. Hvem er de assimilerede homo’ers Andre? Jeg kan godt få armene ned.