I de her dage bliver der skrevet en hel masse om problemer med tyverier, røverier og generelt om problemer med at drive butik i ghettoområder.
Det er noget, jeg ved en smule om. Jeg har fra 2003 til 2009 været butikschef og leder i "problembutikker" i det meste af København. Desuden har jeg ryddet op i/passet butikker i det meste af Storkøbenhavn. Med udgangspunkt i de erfaringer, mener jeg, at debatten, der kører pt., har nogle spøjse præmisser.
Først og fremmest, så er det ikke et nyt problem. Butikker i udsatte områder har altid haft problemer. Da jeg startede fuldtid i butik i 2003, var det i den eneste discountbutik i nærheden af Istedgade, og vi tog hundredevis af butikstyve om året (og det var dem vi rent faktisk fangede). Siden arbejdede jeg i en årrække i butikker i ghettoområder, og problemerne dengang, var de samme som i dag.
Dernæst så er der i disse dage, en del meningsdannere og politikere, der kritisere de butikker, der ansætter lokale. Det skulle angiveligt være et ”knæfald”. Men det har ikke en skid at gøre med knæfald, det har noget at gøre med, at når du skal håndtere et hårdt lokalområde, så er det smart med nogle, der nyder respekt i lokalområdet. Jeg har også samarbejdet med alt fra karatelærere og bandemedlemmer, over projektledere til religiøse ledere for at sikre ro. Det er simpelthen bare godt købmandskab. Købmanden er der ikke for at please en politisk dagsorden, han er der for at sælge varer.
Desuden er det ikke et specielt etnisk problem. Spørg 7-11 ved Christianshavns Torv hvad hudfarve dem, der chikanerede dem op igennem 90'erne og 00'erne, havde. Spørg i butikkerne i de tunge dele af Amager og flere andre steder. I områder med mange møgunger er det besværligt at drive butik. Det handler ikke om, at møgungerne er sorte, det handler om, at de er møgunger.
Dernæst, så er det, at Politiet sylter butikkerne heller ikke noget nyt, og skyldes ikke ond vilje. Jeg kender mange pansere fra min tid i butik, og de var altid super kede af det, når de ikke havde tid. Personligt har jeg, i private sammenhænge, råbt op overfor politikere om det i flere år. Men som udgangspunkt er de fleste på borgen fuldstændigt ligeglade med HK'eren på gulvet i butikken, ligesom de er ligeglade med panserens arbejdsvilkår. Det er kun, når de kan bruges i en politisk dagsorden, at dem på gulvet bliver interessante.Endelig, så er det tough shit at drive butik i hårde områder. Jeg har været i retten flere gange, end jeg kan tælle til, for at vidne imod overfaldmænd og butikstyve. Desuden har har jeg masser af ar fra boksekampe med alt fra narkomaner til bandemedlemmer, og sådan har det sgu været i mange år. Det er ikke nyt, at det er hårdt. Men det er nyt, at Borgen og meningsdannerdanmark kan bruge nogle af dem på gulvet i butikkerne i deres dagsorden og deres spil.
Derfor, kære meningsdannere og politikere.
Hvis I rent faktisk mener det seriøst at hjælpe butikkerne og panserne, så er her et par forslag.
Sæt flere ressourcer af til pansere, herunder flere ressourcer til overfaldsalarmer. At der kommer blå blink inden for minutter, når man trykker på knappen, giver sikkerhed.
Stop med at flytte ansvar fra Folketinget til butikkerne. Det er jer, der har ansvaret for ghettoerne, men det er HK'erne på gulvet, der løfter jeres opgave.Tag ansvar og støt dem, der arbejder i lortet, i stedet for at komme med latterlige symbolmeldinger i dagspressen.
Kig på strafferammerne. Det koster ofte under 1.000 kr. i bøde at blive taget for butikstyveri - det kunne sagtens være højere.
Og endeligt gør det nemmere at få pletterne væk fra straffeattesterne, så vi kan få møgungerne ud af miljøet, selvom de har lavet et par fejl.