Annonce

3. februar 2014 - 12:08

Heldagsskolereform: Synergieffekten, der ikke fandtes

Politik er fyldt med hurra- og plusord, som det er svært at sige noget imod. Hvem kan f.eks. være modstander af helhed i børns liv, inklusion, demokrati eller effektivitet? På udlændingeområdet førte den tidligere regering en ”fast og fair” politik, mens den nye fører en ”robust og retfærdig” politik. I virkelighedens verden er der ikke den store forskel, men det lyder rart og trygt.

Ord er ikke værdineutrale eller uden ideologisk betydning. Ikke desto mindre udgår en stor del af vores daglige, faglige og politiske kommunikation fra præmissen om, at ord er værdineutrale og entydige. Det betyder, at vi ender op i samtalerum, hvor vi snakker forbi hinanden og de bagvedliggende politiske og ideologiske intentioner bliver slørede. Problemet er, at de fleste ord er fler- og tvetydige. Men som ideologisk glidecreme, er det effektivt.

Et af de områder, som er mest inficeret af hurraord og skjulte dagsordener, er debatten om forholdet mellem fritid og skole.

Siden den første SFO så dagens lys i 1984, har den politiske og faglige retorik kredset omkring synergieffekten. Synergieffekt betyder, at helhedens samlede indsats er større end summen af de enkelte elementers indsats.

Spørgsmålet er, om der efter 30 år med SFO’er kan fremvises videnskabelige og forskningsbaserede resultater for den påståede synergieffekt. Hvis der var en synergieffekt at spore, så ville det betyde, at børns trivsel, læring, livsduelighed og faglighed var øget over hele linjen. Vi må dog desværre konstatere, at der fortsat findes en stor gruppe elever, der forlader folkeskolen med så ringe færdigheder, at de har meget svært ved at fortsætte i og gennemføre en ungdomsuddannelse. Dette på trods af den politiske og ideologiske fortælling om, at SFO’er skaber ”helhed” og ”synergieffekter” i børns liv.

Fordi skolen har fået fritidshjemmene under deres ledelse, foregår der en stadig frasortering af børn i folkeskolen og den sociale ulighed reproduceres fortsat. Fritidspædagogikken har altså ikke kunnet redde skolen fra sig selv, men er blevet en del af problemet. Fritidspædagogikken er blevet reduceret til et nyttigt redskab for ikke-pædagogikkens barbariske målsætninger.

Den politisk italesatte synergieffekt handler ikke om børn og unge, men om forandrings- og effektiviseringslogik udtænkt i Folketinget og KL. En logik som igen handler om at spare penge, om kvadratmeter og om at sikre en bestemt ideologisk konstruktions dominans: Konkurrencestatens servicering af markedet. 

Med skolereformens omdannelse af landets 1300 skoler til heldagskoler, er frihed, fritid, fritidspædagogik og fritidsinstitutioner både de jure og de facto død og bort. Børnearbejderne er blevet sendt tilbage til fabrikkerne, i dag hedder de blot heldagskoler.

Ingen kan som skrevet være imod helhed i børns liv. Men helhed er ikke lig med at være på den samme matrikel eller i de samme rum dag ud og dag ind. Helhed er ikke en strukturalistisk størrelse, men først og fremmest et spørgsmål om selvfornemmelse. Helhed i en humanistisk kontekst har åbenhed overfor andre rum som sit omdrejningspunkt. Fordi en righoldig kompetenceudvikling kræver mange rum.

 

Korstog mod reformpædagogikken

Skolereformen betyder at 40 års New Speak og ideologisk glidecreme om synergieffekt mellem leg og læring, er blevet til national sandhed. Hele tendensen til at postulere dikotomier i folkeskoledebatten fra særligt Christine Antorini og Niels Egelund, bunder i et kulturkonservativt og strukturalistisk læringssyn. Et decideret korstog mod reformpædagogikken.

Det har været en lang og sej kamp for de nyliberalistiske korsfarere. Alle progressive ideer om børns alsidige læring, leg og kulturfællesskaber har været jagtet siden Bertel Haarder første gang satte sig i undervisningsministeriet i 1982. Det blev dog under røde bannere, at den reformpædagogiske tradition, som arbejderbevægelsen havde kæmpet for igennem 150 år, blev lagt i graven.

I løbet af de seneste 20 år er den danske folkeskole gået fra at være et sted, der helst afstod fra enhver form for sammenligning mellem eleverne, til at der nu er nationale test og elevplaner og obligatorisk afgangseksamen. I dag taler vi igen om niveaudeling og øget brug af straf. Det er revolutionære forandringer fra helvede.

Forskningen viser bare, at de gør det modsatte. Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning fremlagde i 2011 en sammenskrivning af al tilgængelig forskning på området og konkluderede, at centralt udfærdigede og styrede test ødelægger de svage elevers motivation og lyst til at gå i skole. Underligt nok har dette klare udsagn fra forskningen ikke fået nogen af dem, der evig og altid forlanger, at vi skal 'gøre det, der virker', til at vende sig imod nationale test. Hvordan skal man kunne tage dem alvorligt længere?

Ønsker vi, at vores børn skal have en alsidig, og ikke kun akademisk udvikling, så skal vi adskille skole og fritid. Børn er ikke kun fremtidens voksne. Barndommen har en egen værdi. Vi gør vold på den viden og gør børn en bjørnetjeneste, når vi taler om fritid, læring og skole ud fra konkurrencestatens og Corydons termer.

Den 1.august 2014 starter en ny virkelighed for landets skoleelever, lærere og pædagogiske personale. Heldagskolens længere skoledage, vil forstærke reproduktionen af ulighed på køn, race, kultur og ikke mindst klasse. For heldagskolen betyder ikke kun længere arbejdsdage for børn, det betyder også længere arbejdsdage i Europas mest testtunge skole.

Det vil kræve en uddannelsespolitisk reformation af kontrarevolutionære dimensioner at rulle den nyliberale uddannelses-tsunami tilbage.

Om det sker, vil tiden vise, men jeg forbliver en stolt reformpædagogisk pædagog.

Annonce