Annonce

15. september 2015 - 13:10

Enhedslisten og genopbygning af den faglige venstrefløj

Splittelsen i arbejderklassen er en realitet, og den er blevet mere omfattende i takt med fagbevægelsens svækkelse medlemsmæssigt, ideologisk, politisk og fagligt. Falske modsætninger mellem forskellige faggrupper, mellem faglært og ufaglært og mellem private og offentlige ansatte, mellem lavtlønnede og højere lønnet, er blevet bevidste strategier for forbund og fagforeninger der ikke kan fremskaffe konkrete resultater til medlemmerne.

Lærerlockouten i 2013, er det seneste sørgelige eksempel på splittelse mellem offentlige ansattes fagforbund og mellem DLF og de private ansattes fagforbund. Der var tale om velovervejet benspænd. Tragikomisk lyder de offentlige ansattes fagforbund overenskomstsammenslutning navnet: Forhandlingsfællesskabet. Men der er ikke meget fællesskab fagforbundene imellem.

 

Fagchauvinismen har fået fornyet styrke.

I dag ses det tydeligt hos offentlige fagforbund med deres såkaldte ”professionstrategi”. Strategien får det værste frem i forbundene og deres fagforeninger, men også hos dele af deres medlemmer. Den fælles vilje til at løfte de lavtlønnende ufaglærte i den private og offentlige sektor har trange kår.  Der kan ikke skabes enighed om noget så simpelt, som at rejse fælles kroner krav til overenskomsterne (i stedet for procentkrav) og i fælleskab løfte de lavtlønnede og ufaglærte grupper.

Splittelsen er også blevet forstærket, fordi at den faglige venstrefløj aldrig har stået svagere. Der findes stort set ingen fagopposition, der kan og vil udfordre fagtoppen og opstille andre mere konstruktive alternativer.

Splittelsen i arbejderklassen er så omfattende, at politik for at genskabe enheden i arbejderklassen på mange måder må antage karakter af alliancepolitik (enhedsfront i nye klæder). Det handler først og fremmeste ikke om organisatoriske løsninger her og nu, men om at formulere fælles politiske projekter og politiske krav, der kan overvinde splittelsen i arbejderklassen.

Enhed i arbejderklassen opstår ikke nødvendigvis ud af spontan klassekamp og kollektiv handling. Netværk på tværs af landet, på tværs af faggrænser, på tværs af den private og offentlige sektor, opbygges i sammenhæng med en konkret kamp, f.eks. RyanAir, eller som led i en kampagne for samlende krav og politiske visioner, f.eks. kravet om 30 timers arbejdsuge med fuld personale og lønkompensation. Eller kampen for et massivt løft af landets lavtlønnede i den private og offentlige sektor.

 

 Enhedslistens opgaver i dag

I efteråret 2014 blev Fagligt Ansvar nedlagt. Tiden var løbet fra denne sammenslutning af progressive fagforeninger, som ville meget mere end forbundene, LO og FTF. Fagligt Ansvar startet som en reaktion på Fogh-regeringens dannelse 27.november 2001. Det startede som en succes, men endte sine dage som billede på fagbevægelsens og den faglige venstrefløjs politiske, ideologiske og faglige krise i det 21.århundrede. 

Der er ingen tvivl om at en vigtig opgav for Enhedslisten i dag er at genopbygge et landsdækkende netværk imellem arbejdspladser og fagforeninger.  Men man ikke opbygge et netværk, uden at der er styrke, selvtillid og aktiviteter ude på den enkelte arbejdsplads og i arbejderklassens generelt.  Det var også den realitet, der blev Fagligt Ansvar og andre landsdækkendes netværks død.

Enhedslistens er hverken Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) eller Venstresocialisterne. Enhedslisten har ikke de veletablerede netværk indenfor de vigtigste grupper i arbejderklassen, som særligt DKP havde. Enhedslisten har ikke den faglige, politiske og idelogiske muskelkraft, som DKP havde. Men modsat DKP og VS, så har Enhedslisten et langt bedre udgangspunkt, hvis det får fat som sit faglige arbejde. Enhedslisten ér den faglige venstrefløj. Der findes ingen andre aktører på scenen.

SF (Socialistisk Folkeparti) har aldrig spillet en nævneværdig rolle og de sidste 15 år er SF’s faglige arbejde, ikke værd at skrive hjem om. SF kommer aldrig til at spille en rolle igen. Så meget står og falder på om Enhedslisten kan leve op til sit enorme ansvar og mulighed.

Så hvad må der gøres? For mig at se er problemerne omkring opbygningen af et nationalt arbejdsplads- og tillidsrepræsentantnetværk et spørgsmål for fremtiden, når de grundlæggende tillidsrepræsentantnetværk er blevet fornyet, styrket og udvidet igennem kollektiv handling.

Erfaringerne fra den danske arbejderhistorie viser entydigt, at landsdækkende arbejdsplads- og tillidsrepræsentantnetværk kun kan opbygges på initiativer fra revolutionære socialister.  De aktuelle programmer for disse bevægelser vil for det meste vær rene fagpolitiske krav. Men ikke desto mindre: For at få succes, må sådanne bevægelser være i stand til at forene arbejderne bag disse krav, på tværs af deres politiske overbevisning.

Lederskabet af disse bevægelser, må komme fra de revolutionære socialisters rækker. Kun revolutionære socialister kan levere en krystalklar opposition til arbejdsgiverne og den nødvendige grad af uafhængighed fra staten og fagbureaukratiet.  

Enhedslistens opgave bliver at skabe grundlaget for at dette kan ske. For mig at se, består denne opgave i nedestående. Det er ikke tale om revolutionerende bud eller forslag. Men nødvendige bud og forslag. Det er gamle tricks i ny kontekst.

 

1.Genopbyd arbejdspladsorganiseringen

Grundlaget for alt effektivt fagforeningsarbejde ligger på den enkelte arbejdsplads. Tillidsrepræsentantorganisationerne var stærkest i 50’erne og 60’erne, fordi alle fagforeningsorganiserede arbejdere inden for forskellige fagområder havde selvtilliden, styrken og solidariteten til at handle fælles. Det var på dette fundament, at tillidsrepræsentantorganisationernes styrke hvilede.

En af de vigtigste opgaver for socialister er derfor, hvor end de arbejder, at tage initiativ til dannelse af faglige klubber på deres arbejdspladser, hvis de ikke eksisterer, for på den måde at lægge grunden for øget selvtillid blandt deres kolleger og styrke tillidsrepræsentantnetværkerne.

Ingen spørgsmål er for små for opbygningen af faglig selvtillid på arbejdspladserne. Uanset om det er farven på toiletpapiret eller frugten i kantinen.

 

2.Styrk Solidariteten

Socialister skal hele tiden styrke arbejderklassens tradition for solidaritet igennem f.eks. pengeindsamlinger til strejkende arbejdere. Ved at organisere arbejdsplads- og fagforeningsbesøg for strejkende arbejdere kan socialister være med til at genetablere og udbygge solidariteten imellem forskellige faggrupper som dermed kan få en indflydelse på den enkelte kamp.

Kampen mod Ryan Air er et lyspunkt og et klokkeklart eksempel på at gamle tricks i nye klæder, er vej frem.

Solidaritet er ikke kun et spørgsmål om at støtte faglige kampe, bredere politiske spørgsmål er også nødvendige for at udvikle den solidariske tradition i arbejderbevægelsen. Spørgsmål som kampen mod racisme, Islamofobi og fascisme kan være med til at bryde enkelte faggruppers følelse af isolation og kan få dem til at se, at deres kamp også er andres kamp. 

Socialister må i dag være med til at rejse ethvert spørgsmål om solidaritet på deres arbejdsplads og fagforening. Det hjælper gevaldigt hvis man også har opbakning og støtte i Enhedslisten.

 

3. Med og Imod fagbureaukratiet

Fagforeningerne er arbejderklassens bolværk imod den kapitalistiske udbytning. Det har altid stået centralt i den marxistiske tradition, at socialister skulle være aktive i deres respektive fagforeninger og slås side om side med deres kolleger. På denne måde har socialister været i stand til at vise i praksis, at revolutionære ideer tilbyder den bedste vej til at opnå arbejderklassens mål.

Det er næsten en uundgåelig konsekvens af de fleste socialisters faglige aktiviteter, at de før eller siden bliver valgt som tillidsrepræsentanter eller til andre positioner i fagbevægelsen.

Den afgørende begrundelse for at stille op til en tillidspost i fagbevægelsen bør altid være hensynet til styrkelse af aktivitetsniveauet for de medlemmer, man repræsenterer. Men det er og bliver aldrig et mål i sig slev og kan aldrig erstatte arbejderklassens egne aktiviteter.

Enhedslisten har i dag faglige kammerater i hele fagbevægelsens fødekæde og på alle niveauer af fagbureakratiet.  Men der henstår en vigtig diskussion internt og eksternt i Enhedslisten om vores syn på fagbureakratiets rolle, opgave og funktion, - herunder vores egne kammerater, så der ikke opstår en modsætning mellem Enhedslistens fagligt aktive medlemmer og tillidsrepræsentanter i top og bund. 

For i situationer hvor fagbureaukratiet har initiativet, skal socialister vælge en meget forsigtig indfaldsvinkel. Socialister skal konstant presse fagbureakratiet til at tage initiativ til faglige aktiviteter, aktioner og støtte de konflikter, som foregår. Samtidig må socialister altid advare kollegerne imod at stole på fagbureakratiet, uanset partifarve, og af al magt medvirke til at udvikle evnen og selvtilliden hos sine kolleger til at handle uafhængigt af fagbureakratiet. 

Socialister er altid imod fagbureakratiet, når disse står imellem strejke, kollektiv handling og sejr.

 

4.Nødvendigheden af socialistisk politik 

Klar strategisk retning er ikke nok. Klare socialistiske visioner er også nødvendige. Hvis vi seriøst vil et radikalt socialistisk alternativ, skal vi kunne tale om det. Vi skal kunne beskrive, hvad vi går ind for, ikke kun hvad vi er imod.

Fagforeningsarbejde, - lige meget hvor millitant og kontrolleret fra neden af medlemmerne, - er ikke nok til at opnå arbejderklassens mål: lønsystemets afskaffelse. Altså skal arbejderklassen holde op med at være arbejdere.

Erfaringerne fra de sidste 50 år viser, at selv de bedste tillidsrepræsentantorganisationer er sårbare over for svingningerne i den kapitalistiske økonomi og klassekamp. Så længe kapitalismen eksisterer, vil arbejderklassen højst kunne begrænse den kapitalistiske udbytning, ikke afskaffe den.

Kun en socialistisk revolution, hvor arbejderklassen tager magten væk fra den kapitalistiske klasse og begynder at genopbygge samfundet på basis af deres egne demokratiske masseorganisationer, tilbyder en udvej på det Sisyfos-arbejde, som har været arbejderbevægelsens skæbne under kapitalismen. Et skridt frem og altid to tilbage, - og nogen gange tre eller fire.

Men at nå så langt kræver politisk organisation. Enhedslisten er sådan et parti. Men Enhedslisten mangler det som DKP gjorde imellem 30’erne og til midten af 70’erne, - nemlig et politisk organiseret netværk af militante arbejdere i forskellige fagforeninger, den offentlige og private sektor, som kan læse og handle i den givne klassekampssituation.

Enhedslistens faglige arbejde har udviklet sig i positiv retning siden sin fødsel i 1989. Særligt de sidste to år er der så småt ved at komme form, indhold og retning. Men der er lang vej til endnu. Det kræver at medlemmerne af Enhedslisten vil prioritere dette grundlæggende opbygningsarbejde, - ikke kun i ord men i handling.

 

Annonce