Gæsteblog: Et forslag til strudse-program

Dette indlæg er skrevet af Jørgen Lund og er en omarbejdet artikel fra Socialistisk Arbejderavis, nr. 336, februar 2014.

 Hovedforslaget til Enhedslistens nye principprogram er kommet fra en skrivegruppe nedsat af Hovedbestyrelsen, som har fremlagt et forslag, der netop på alt for mange punkter bryder helt og aldeles med de revolutionære formuleringer i 2003-programmet: Kapitalisme og socialisme i det 21. århundrede. 

Som især i afsnittet om "Revolutionens nødvendighed"
”Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække. 

Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. Og det er en dyrekøbt historisk erfaring, at den samfundsklasse, der sidder på kapitalmagten, ikke godvilligt tillader sådanne brud. Heller ikke selv om et befolkningsflertal står bag ønsket om en samfundsforandring. Den herskende klasse vil bruge alle midler, fra økonomisk sabotage til voldelig undertrykkelse, for at forhindre en sådan udvikling. 
Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution - i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag. 

Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre (arbejderovertagelse af de større virksomheder, demokratisk kontrolleret samfundseje af bank- og kreditvæsen), men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede. Et socialistisk samfund kan ikke bare »overtage« den nuværende stat - heller ikke i en reformeret, demokratiseret udgave -som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund…”  (side 30 i trykte udgave).

Sådanne opfattelser skal nu ikke bare ajourføres eller gøres forståelige eller støves af, dem skal der løbes fra.

Det er det stadig gældende 2003-program, som partiets ansatte talspersoner, med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen siden valgkampen i 2011, undlod at forsvare og forklare, men bortforklarede med at programmets vigtige formuleringer var støvede og forældede. Det drejede sig netop om helt centrale formuleringer om Enhedslistens mål som det kommunistiske/klasseløse samfund og om opløsningen af politiet og militæret til fordel for nye folkemagtsorganer under socialismen.

Bortset fra disse selvfølgeligheder i et socialistisk partis program indeholder 2003-programmet også den afgørende sætning om, at ”Enhedslisten ikke har illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække.” 

Alle disse formuleringer nu pist-væk og helt forsvundet fra programforslaget. Et forslag som trækker socialisters argumentation 160 år tilbage, til tiden før Karl Marx og den ideologi arbejderbevægelsen byggede på fra midten af forrige århundrede og frem.

Karl Marx kaldte dét kommunistisk (fx det Kommunistiske Manifest fra 1848. se forklaringen i forord til den tyske udgave 1890) - selvfølgelig ikke for at hylde de såkaldte kommunistiske lande, der først fik deres blodige og arbejderfjendske gang på jorden trekvart århundrede senere - men for at lægge afstand fra samtidens socialister. Disse var fælles om en idealistisk opfattelse af kapitalismen, i modsætning til Marx, der lagde vægt på en teoretisk opfattelse af samfundssystemet, og ikke mindst, hvorfor modstanden mod kapitalismen måtte være ud fra arbejdernes klassekamp, og ikke ikke fordi velmenendes enkeltpersoner havde gode ideer til alternativer.

Programforslaget er et 160 års tilbageskridt, - tilbage til den moralske kritik af kapitalismen. Fordi programforslagets grundlag for kamp for samfundsændringer er ikke de sociale og økonomiske kampe der gølger af modsætninger til de der ejer/bestemmer over produktionsmidlerne og staten, men grundlaget i programforslaget er kritik af manglende demokrati.

Den historiske tradition og inspiration er også faldet ud - kun en mangelfuld velfærdsstat er den historiske arbejderbevægelses frugt. 

Selv SF skriver åbent i deres principprogram fra 2012, at de er inspireret af ”en udogmatisk marxistisk samfundsforståelse” i kamp for demokratisk socialisme. SFs principprogram lancerer et årstid før det blev  Enhedslistens kampagneslogan og buzz-word, termen ”fællesskaber”, som hos SF som identisk med socialisme, og det nævnes 7 gange så ofte som socialisme i deres programmet. Desværre har Enhedslistens programforslag  ladet sig mere inspirere af SFs besværgelser om den gamle socialdemokratiske parole om demokratisk socialisme (1), end af SFs påståede marxistiske inspiration. (2)

I programforslag fra Enhedslistens skrivegruppe er kapitalismen forklaret som først og fremmest udemokratisk, som en forhindring for folkestyre. Og udbytning er kun forklaret som noget der foregår globalt, i ulige internationale handelsforhold.  Men kapitalismen bygger på en udbytning af lønarbejderne, både nationalt og globalt. Dét er også den vigtigste grund til at arbejderklassen er den sociale klasse, der har interesse og mulighed for at lave en socialistisk omvæltning af kapitalismen. Programforslagets mobilisering for samfundsændring er ønsket om mere og mere demokrati, med det demokratiske argument som drivkraft.

Programforslaget er et radikalt reformprogram, der ikke taler om revolution som en omvæltning af kapitalismen, - som begivenhed der skal finde sted, Og som lukker øjnene for hvilke sociale kræfter, der skal stå for at gennemføre programmets definition af revolution: Når flertallet tager magten i samfundet. En strudsemetode at komme med bud på, hvad ”flertallet” består af. Hovedet ned i sandet og tys-tys om hvilke sociale klasser og deres forhold, der kan være og hvordan der kan blive et sådant flertal. Altså med mindre man kun vil tælle flertallet ved parlamentariske valgprocesser, før og efter ethvert radikalt reformskridt. Revolutioner har haft det med at være ulovlige, men her kan Danmark åbenbart blive et eksempel på den første lovlige samfundsomvæltning, godkendt på forhånd af politivedtægt og af en forudgående grundlovsændring.

Strudsen må være idealet for skrivegruppens opfattelse af, at flertallet kan tage magten – på den ene eller anden måde – uden at det herskende mindretal af kapitalister, statsapparat med politi, domstole og militær, de ledende lag i staten, myndighederne og finanssektoren osv. bare vil se passivt på en sådan udvikling uden brug af kapitalflugt, politisk og økonomisk uro og sabotage og i sidste ende blodig kontrarevolution. Garantien herimod er programforslaget helt tavst om. Måske håber man, at journalister og vælger vil undlade at spørge ind til det. Eller håber man at kunne svare, at ”det står der ikke noget om i vores program”. Man forestiller sig vel ikke, at garantierne for demokratisk vilje bare skal gentages og gentages, så vil den parlamentariske vej til socialismen være åben.

Andre er bedre forberedte, se fx denne (måske satiriske?) jule-artikel i internetmagasinet 180 grader: ”Sådan knækker vi demokratisk socialisme- helt lovligt!” 

Altså: den eneste garanti – selvforsvaret - mod denne udvikling er, ikke at ulovligøre borgerlige kontrarevolutionære aktiviteter. Det er at gøre den samlede sociale bevægelse for forandring, så demokratisk, bred og radikal som muligt. Det gælder de sociale bevægelser, samfundets masseorganisationer, arbejderbevægelsens organisationer, venstrefløjens partier - og dertil kommer den afgørende splittelse og opbakning fra de kræfter, der i dag er loyale over for systemet – som politi, militær, retsvæsen. Splittelsen dét er garantien for at det borgerlige statsapparat og kapitalistiske system kan væltes så fredeligt som muligt og er afgørende for at nyt system etableres og stabiliseres.

Ingen har krystalkuglen til at kunne forudse fremtiden – men måske behøver vi også bare en kikkert og et spejl. En kikkert for at se hvad der sker andre steder i verden i dag, februar 2014 med social og politisk oprør en håndfuld steder kloden over, Bosnien, Bangkok, Ukraine, Venezuela, så forskellige de er i mål og indhold, har de hver for sig en lektie til socialister, der ønsker revolution. Et spejl er der også brug for, hvad der har været før, et forstørrelsesglas for at se detaljeret og kunne analysere hidtidige revolutionssituationer.

Vi ved i dag ikke, hvad der kan komme til at forårsage en skærpet politisk og økonomisk kamp mellem klasserne. Det kan være teknologisk sammenbrud, klima- eller miljøkatastrofe, akut resursekrise, økonomisk kollaps, regionale konflikter eller lignende – men det vil være en krise i samfundet, som giver de revolutionære socialister en chance, forudsat at de ikke drømmer om stille og fredelig demokratisering af kapitalismens økonomiske og politiske system.

Noter: 

(1) Se artiklen ”Socialisme” i Den Store Danske Encyclopædi, hvor der direkte står   ”demokratiske socialisme (se socialdemokrati).”  Der er trængsel på midten af dansk politik, som man siger. Der er åbenbart også trængsel på den demokratiske socialismes holdeplads

(2) Se SF principprogram, side 2: "Udgangspunktet er for SF en decentralistisk og demokratisk socialisme, som er inspireret af en udogmatisk marxistisk samfundsforståelse." 

Jørgen Lund er medlem af Internationale Socialister og af Enhedslisten, Amager Vest.