Annonce

24. juni 2014 - 17:11

Krydderiet på din kartoffelmos

Jeg var så heldig at få en fribillet af Kvinderådet til årets Nordisk Forum i Malmø, der løb af stablen 12. til 15. juni. New Action on Womens Rights var parolen, og forummet var arrangeret af organisationer i kvindebevægelsen i Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark.

Der var fokus på ligestilling og kvinders rettigheder indenfor flere områder, herunder: Women’s and Girls’ bodies – sexuality, reproductive rights and health, Women in the workplace – equal pay, education and career, Violence against women and girls, Asylum and migration, Political participation and development, Women in the workplace, equal pay, education and career og Gender mainstreaming and gender equality in organizations.

I første øjekast var jeg imponeret over den svenske tilgang til feminisme. Mens såkaldte liberalister og konservative i Danmark nærmest nægter at putte ordet feminisme i deres mund, var de fleste politiske partier med undtagelse af Sverigedemokraterne til stede. Den politiske bredde blev endnu tydeligere, da jeg faldt over boden ’Feminisme uden Socialisme’ – svenske ’liberalistiske feminister’, der havde behov for tydeligt at adskille sig fra de ’røde’ feminister.

Mens den partipolitiske bredde var lysende klar, var forummet i det store hele utrolig snæver. Det blev til fem oplæg for mit vedkommende og nogle interessante og knapt så interessante taler i den fælles arena, hvor prominente gæstetalere gav korte forelæsninger og brandtaler.

For mig personligt var den norsk/pakistanske feminist Fakhra Salimi uundværlig. To gange i debatter om asyl og migration fik hun understreget, at man ikke kunne tale om migration og asyl uden at anerkende, at de nordiske lande både biddrager til våbenproduktion og krige, der driver massevis af mennesker på flugt hver dag.

Hun mindede også publikum og panelet om, at den nordiske kvinde ikke kun var hvid og blond – og at det i øvrigt var utrolig problematisk, at kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, islandsk, finsk, svensk og norsk var stærkt underrepræsenteret på forummet.

En berettiget kritik som mange farvede feminister kan genkende. Det er dog utrolig tærende konstant at skulle tage ansvaret for at hjælpe ’velmenende’ hvide feminister af med deres skyklapper. Respekt til Salimi for det!

Nordisk Forum virkede som et ambitiøst projekt med mange gode intentioner men med sidstnævnte kritik, italesatte Salimi et af forummets største problemer – Manglende repræsentation og tilgængelighed. Vi kan starte med prisen. En billet kostede 800 kroner (!), hvilket i selv har en kæmpe ekskluderende effekt.

Det er også sørgeligt og på mange måder tragikomisk, at ville diskutere asyl og migration fra et kønsperspektiv og samtidig arrangere et forum, hvor nærmest ingen erfaringspersoner har råd til at deltage eller er inkluderet i den beslutnings- og organiseringsproces, der går forud for arrangementet.

Der var et fåtal af farvede kvinder til forummet, og de fleste af dem var inviterede som gæstetalere. En ellers fin gestus, men som Salimi udtrykte det:

”Vi bliver ikke inviteret til at organisere forummet eller tage del i beslutningsprocesserne. Vores rolle er bestemt på forhånd.”

Men sådan er det. Vi er de få, der bliver inviteret, så den fælles hvide samvittighed er ren. Vi bliver ikke inkluderet. Vi er det ekstra indslag. Vi er der for at belære majoriteten af hvide feminister om “etniske kvinders” kampe.

Vi er krydderiet på din kartoffelmos.

 

Annonce