Annonce

4. juli 2014 - 13:44

Det er den manglende moske, der radikaliserer

Så er moskeen på Rovsingegade blevet bygget, indviet og er nu i brug. Utrolig god timing med Ramadanen i denne måned, hvor der er allermest brug for en moske, muslimer kan mødes i. En moske man kan bede sine bønner i - inklusiv de særlige Ramadan bønner, der kendes som Tarawih, og som består af 20 ra'kat, mange helst vil bede i forsamling.

Men hvad kan muslimerne i Danmark, København, Nørrebro så ellers bruge denne moske til? Og hvilken mentalitet er det, kritikerne af moskeen mener, denne institution vil reproducere og dyrke?

Nogle frygter, der vil blive dyrket en wahabi-light form for Islam á la Saudi-Arabien. Andre mener, at der med financieringen på 150 millioner kroner fra Qatar uvilkårligt medfølger politiske og teologiske forpligtigelser for menigheden og moske-gængerne.

En eksplosiv blanding, der fører til øget radikalisering og home-grown terror-turisme til steder som Somalia, Syrien og Palæstina.

Jeg kunne ikke være mere uenig..

Radikaliseringen af unge muslimske mænd og kvinder i Vesten bliver ikke styrket af et rum, hvor troende mennesker kan tilbede deres Gud.

Radikalisering bliver styrket af manglende selvværd i sin identitet og selvbillede. Mennesker bliver radikaliseret af marginalisering, stigmatisering, selvhad, frustration og afmagt.

Det faktum, at vores forældre, søskende, landsfæller og religionsfæller i årtier har været nødsaget til at bede i mørke kældre og forfaldne klasselokaler, i aulaer uden afskærmning, uden det fællesskab, der er vigtigt for alle mennesker – om man er religiøs eller ej.

Jeg er ikke selv praktiserende muslim. Jeg beder ikke fem gange om dagen. Jeg faster gennemsnitligt kun 5 dage om året og mine ’syndeliste’ er alenlang. Men mine erfaringer og mit møde med muslimer, koranlæsning og mine egne troende forældre har næsten kun været positiv.

Mange af de uenigheder jeg har haft med min mor og hendes somaliske veninder og nærmiljø, hvad angår kultur, traditioner og social kontrol bunder for mig at se mere i en somalisk selvforståelse end en muslimsk identitet.

Jeg har heldigvis haft forældre, der fik mig ind på en Koranskole, hvor man ikke kun reciterede blindt men oversatte og fortolkede i fællesskab. En uvurderlig gave. Muligheden for at læse, forstå, fortolke, fordøje, være uenig, tage et opgør eller bare skride fra det hele er enhver troendes ret.

Den mulighed opstår ikke, hvis man kun må dyrke sin religion i en kælder.

Reformer, kritiske strømninger, islamisk og kristen mystik samt pacifisme og kvindekamp er i religiøse sammenhænge ofte opstået som et opgør med den institutionelle ensretning og patent på Gud.

Jeg siger ikke, at moskeen på Rovsingegade bliver en institution lig den romersk-katolske kirke med dens massakrer og forfølgelser af kættere og afvigere, eller at den bliver en salafistisk institution, der prædiker død over de vantro og vil have Córdoba, Andalusien tilbage i muslimske hænder.

Jeg har mere tillid til vores samfund og endnu mere til moskeens besøgende.  

Mit argument er snarere, at man skal huske på, at Søren Kierkegaard gjorde oprør mod den småborgerlige, åndeløse folkekirke. Mohammed Iqbal mod det religiøse hykleri.

Abida Parveen og Nusrat Fateh Ali Khan sang om analfabetiske imamer og religiøs snæversynethed.

Sufismen og den kristne mystik var blandt andet et opgør mod timelighed, flygtighed og dyrkelsen af det overfladiske ydre og pengefikserede institutioner.

Disse strømninger opstod ikke som et opgør med en mørk kælder. Så lad folk dyrke deres religion i det åbne – med respekt for sig selv og deres omgivelser. Det styrker både gennemsigtigheden og muligheden for dialektik og diskussion.

Alt andet er netop åndsvagt..

 

Annonce