Annonce

6. august 2016 - 11:30

Markedets magt

Markedets magt

Fra det tidspunkt vi står op om morgenen til vi går i seng, har vi haft kontakt med markedet op til flere gange i løbet af dagen. Selv når vi sover foregår det i en seng købt på markedet. Det er umuligt at leve uden at have kontakt med markedet. Vi køber både livsfornødenheder og alting derudover på markedet. For langt de fleste mennesker er markedet ikke blot en mulighed man kan vælge fra eller til, men derimod noget man er dybt afhængige af i sin hverdag.

 

Kapitalistiske samfund er netop enestående kendetegnet ved en stærk markeds-afhængighed. I mange samfund har der eksisteret en eller anden form for handel og i nogle har der endda eksisteret en udbredt grad af internationale markeder og handel. Men først i kapitalismen bliver langt de fleste mennesker helt afhængige af markedet. Markeds-afhængighed bliver det grundlæggende samfundsmæssige princip. Det rationale, samfundet er organiseret efter.

 

Det er derfor vigtigt at skelne mellem kapitalistiske markeder og den salgs handel, der har eksisteret før kapitalismen. I middelalderen blev der som eksempel opbygget vidtrækkende internationale handelsruter. Her købte handelsmænd bestemte produkter billigt ét sted og solgte dem dyrere et andet sted og var således i stand til at opbygge store formuer. Men samfundet var ikke generelt organiseret efter markedet som princip og langt de fleste mennesker, der levede på landet og producerede til sig selv og sine nærmeste (familie, landsbyen etc.), var ikke afhængige af markedet. Selv i de storbyer, der har eksisteret gennem historien, hvor vi kan finde befolkningsgrupper, der er tæt på at være helt markeds-afhængige, har markedet været begrænset af den måde, resten af samfundet har været organiseret på.

 

Hvad er så særligt ved kapitalisme? I kapitalismen er det, som Marx kaldte de umiddelbare producenter, dvs. de arbejdende lag i befolkningen, afhængige af at sælge ikke produkterne af deres arbejde men selve deres evne til at arbejde på et marked. I klassiske liberale fortællinger har man forestillet sig, at kapitalismen blev til fordi innovative småproducenter solgte deres overskydende produkter på et marked og efterhånden fik udkonkurreret de mindre effektive. I virkeligheden var en afgørende forudsætning for kapitalismens tilblivelse proletariseringen af store dele af befolkningen, dvs. at de umiddelbare producenter blev frataget deres adgang til de nødvendige midler (i særdeleshed jord) til deres egen selvopretholdelse. Nu kunne de ikke længere producere til sig selv og sine nærmeste i lokalsamfundet, men blev derimod afhængige af at sælge deres evne til at arbejde på et nationalt marked.

 

Det første egentlige nationale integrerede marked finder vi i England omkring år 1600. Forud var gået en lang proces, hvor småbønder var blevet drevet væk fra deres livsgrundlag og jorden var blev koncentreret på få adelige hænder. Disse store jordejere lejede jorden ud til storbønder, som konkurrerede med hinanden. Denne proces var langt fra færdig i 1600 og fortsatte med stadig større styrke de næste århundreder. Kapitalismens tidlige udvikling på landet i England i modsætning til resten af Europa fik stor betydning for landets tidlige økonomiske boom og for Englands udvikling til det første industrielle land.

 

I kapitalismen konkurrerer alle derfor med alle. De arbejdende lag i befolkningen konkurrerer internt med hinanden ligesom at de enkelte kapitalister konkurrerer med hinanden. Ligeledes foregår en konkurrence mellem disse grupper. Kapitalismen er et udpræget konkurrencesamfund fordi alle er afhængige af markedet.

 

Denne form for kapitalistiske konkurrencesamfund er et resultat af den måde produktionen foregår på i kapitalismen. Forsimplet sagt, så må lønarbejdere sælge deres arbejdskraft på et marked og kapitalister må købe denne arbejdskraft for at kunne producere produkter, som de må sælge på et marked i konkurrence med andre kapitalister. I modsætning til herskende klasser(1) i tidligere samfund nyder den i kapitalismen ikke godt af den udbytning, der finder sted i produktionen. Kapitalisten får ikke selv umiddelbart noget ud af at have tilegnet sig de produkter, som lønarbejderne producerer. Det er først når og hvis disse produkter bliver solgt på markedet og forvandlet til penge, at kapitalisten er nået i mål. Derefter starter hele processen forfra.

 

Formålet med produktionen i kapitalismen er derfor ikke at tilfredsstille bestemte samfundsmæssige og individuelle behov. Konkurrencen tvinger de enkelte producenter til at producere stadig mere effektivt til markedet for at kunne samle stadig flere penge. Tilfredsstillelsen af behov er ikke længere et formål i sig selv men derimod et rent middel til det egentlige formål: stadig flere penge.

 

Kapitalistiske markeder er derfor ikke nødvendigvis kendetegnet ved ”fri” konkurrence i gængs forstand. En vigtig del af kapitalismens udvikling har derimod været at stater og store virksomheder med politisk, militær og juridisk magt har tiltvunget sig adgang til nye markeder og større dele af eksisterende markeder. Nationalstaten og markedet er derfor ikke hinandens modsætninger, som det tit bliver fremstillet, men derimod hinandens forudsætninger.

 

Markedet kan desuden bestå af nok så demokratiserede virksomheder uden det ændrer grundlæggende på kapitalismen. Markedet i kapitalismen er nemlig ikke funderet i en personlig magt hos en bestemt gruppe, men udgør derimod en særlig upersonlig magt, som alle sociale grupper og klasser er underlagt, selvom det systematisk kommer kapitalistklassen til gode.

 

Det grundlæggende spørgsmål for en frigørende politik i kapitalismen er derfor, hvordan man skaber selvstændige institutioner og organisationer, der er i stand til at mindske og i sidste ende helt afskaffe markedets magt. Idet nationalstaten (og overnationale samarbejder mellem forskellige nationalstater) er en forudsætning for at kapitalismen og markedet overhovedet kan fungere, kan denne i sidste ende ikke udgøre nogen basis for sådanne selvstændige institutioner. Det er i dette lys vi kan betragte både den klassiske socialistiske arbejderbevægelse og muligheden for nye slags sociale kampe og bevægelser. Den socialistiske arbejderbevægelse formåede at opbygge institutioner og organisationer, der gav den tidlige arbejderklasse større magt og selvstændighed og skabte dermed mindre afhængighed af markedet, klassen af kapitalejere og nationalstaten. En frigørende politik må i dag stille sig præcist det samme grundlæggende spørgsmål.

 

For videre læsning om kapitalisme se:
http://baggrund.com/kapitalisme/

 

1) I de fleste samfund har der eksisteret forskellige sociale grupper og klasser. For det første en klasse af umiddelbare producenter, der har produceret til sig selv. For det andet en ”herskende” klasse, der med direkte magt har tvunget de umiddelbare producenter til også producere til dem, dvs. levere et merarbejde.  I kapitalismen foregår denne tilegnelse af de umiddelbare producenters merarbejde ikke hovedsageligt gennem direkte magt, men derimod gennem økonomisk magt. De umiddelbare producenter er af rent økonomiske grunde tvunget til at arbejde mere for den tilegnende klasse (i gængs sprog ”kapitalistklassen”).

Annonce