Hvilket slags parti?

Den seneste uge har været både begivenhedsrig og forvirrende. Torsdag valgte regeringen at privatisere Dong yderligere og dermed sælge ud af vores fælles ressourcer. Det er ikke første gang, at det neoliberale Socialdemokrati står i spidsen for privatiseringer, og det bliver formentlig ikke sidste gang. Et absurd forløb udspillede sig imidlertid i forbindelse med privatiseringen, hvor SF på én gang stemte imod Enhedslistens forslag om udskydelse af slaget af Dong (og skrev senere under på selve salget) og trak sig ud af regeringen. SF synes at være ramt af en fuldstændig nedsmeltning, hvor medlemmer fosser ud og ledende medlemmer træder tilbage. Nu står en S-R regering tilbage, og der er åbnet for et større samarbejde med ”oppositionen”.

Enhedslisten, der hele tiden har været imod salget af Dong, har særligt kritiseret salget til Goldman Sachs. Kritikken har udmøntet sig i et forslag i folketinget om, at udskyde salget, et forslag som kun Enhedslisten og DF stemte for. Samtidig blev der arrangeret protester i både København og Aarhus, hvor nogle tusinde mennesker gik på gaden. Protester Enhedslisten støttede op om, men som vel og mærke ikke var igangsat af partiet selv. Fokus for partiet har været på det parlamentariske spil. Samtidig med at man kritiserer salget og stiller forslag i folketinget, agerer man stadigvæk parlamentarisk grundlag for regeringen. Regeringen blev dannet, fordi den med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag ikke havde et flertal i mod sig. Sådan er det stadigvæk, men nu også med SF som støtteparti og ikke regeringsparti. Hvis Enhedslisten virkelig mener kritikken af regeringen alvorligt, burde partiet trække støtten. Som støtteparti har Enhedslisten stemt for op i mod flere neoliberale finanslove og samtidig holdt hånden under en regering, der har gennemført en række asociale reformer, der indskrænker befolkningens sociale rettigheder og øger uligheden og fattigdommen. Fokus for Enhedslisten er Christiansborg politikken, og hvordan man bedst agerer i det skuespil, der udspiller sig herinde. Man kunne med rette undre sig: hvis enkeltpersoner arrangerer protesterne og den udenomsparlamentariske aktivitet uden for Enhedslisten, hvad skal man så bruge partiet til?

Der er nogle langt mere grundlæggende ting på spil i det spørgsmål. Enhedslisten er lige nu i gang med at diskutere et kommende nyt principprogram. Det officielle forslag er af så ringe kvalitet, at det ikke kan bruges som grundlag for partiets ageren (se min kommentar hertil). I diskussionen mangler dog et element: hvad er det egentlig for et parti, Enhedslisten bør være? Partiet er i øjeblikket splittet mellem en teoretisk forestilling om et bredt pragmatisk socialistisk (eller keynesiansk) parti og den praktisk førte politik, der ikke adskiller sig væsentligt fra andre professionelle vælgerforeninger. Fokus er rettet mod Christiansborg, stemmemaksimering og kommunikation af opdelte ”politikområder”. Enhedslisten er måske en smule mere demokratisk organiseret, men agerer på samme måde, som andre vælgerforeninger. Der er ingen bevægelse bag partiet og al bevægelse bliver organiseret uden om partiet.

Vi bør tage en diskussion om, hvilket parti Enhedslisten bør være. Venstrefløjen har altid været i stand til at opfinde nye måder at organisere sig på. Det er desværre ikke tilfældet med den traditionelle partiorganiserede venstrefløj i dag. Vi bør tage ved lære af de globale protester, der har udspillet sig siden 2011 og blussede op igen i 2013. Her finder vi nye måder at eksperimentere med organisation og strategi. Ligeledes bør vi se tilbage på venstrefløjen og arbejderbevægelsens mange erfaringer og teoretiske diskussioner. Det er som om, at hele denne tradition er blevet glemt og at man samtidig ser bort fra begivenhederne ude i verden. I stedet vælger man at være en helt almindelig vælgerforening, ligesom alle de andre. Den måde vi alle i løbet af uddannelsessystemet er blevet indoktrineret til at forstå hvad et parti er. Hvis Enhedslisten skal være et parti, der kan skabe bevægelse i befolkningen imod den neoliberale form for kapitalisme og dermed skabe et reelt alternativ, så kræver det en grundlæggende diskussion af, hvilket slags parti Enhedslisten skal være.