Antifascistisk analyse af en nationalkonservativ hjemmevideo

Onsdag d. 25. Januar deltog jeg i det månedlige venstreradikale stormøde i Folkets Hus. Mødet indeholdt blandt andet en paneldebat hvor der skulle gøres status på to års modstand imod de nationalkonservative PEGIDA der senere muterede og blev til For Frihed (herefter kaldt PEGIDA fordi det er lettere at sige). Modstanden imod dem har indeholdt stort set alle tænkelige og utænkelige protestformer fra fysiske blokader, deltagelse i deres demonstrationer og jublende overdøve deres taler,til løbesedler samt antiracistisk kridttegning på deres rute. Aktionsformer der er varierer fra at være mangfoldige, kreative, ulydige og militante. Bemærk at militant i dette tilfælde ikke er det samme som voldelig. På nær enkelte tilfælde hvor enkelte individer fra begge lejre har været involveret i voldelige episoder har modstanden imod PEGIDA ikke været voldelig fra langt størstedelen af deltagerne. Fræk, ulydig, larmende, generende og konfronterende ja. Men kun meget sjældent voldelig forstået som handlinger der kan gøre ondt på andre mennesker.

Tre kvarter før mødet skulle i gang dukkede der tre personer op med et tændt kamera. To af dem var kendte PEGIDA gængere. Den sidste var efter deres udsagn en ”livvagt” opfører sig lidt som professionel sikkerhed. Det var den nye nationalkonservative TV-medie ”Frihedens Stemme”. Eller TV-medie er måske så meget sagt da det i realiteten er en Youtube kanal de har tilmeldt pressenævnet.

Frihedens Stemme har efterfølgende offentliggjort deres optagelser på Youtube samt forklaret deres ambition. Det var at ”interviewe” deltagerne og spørge dem om hvad der menes med ”militans”. At det er normal kotyme i pressen at snakke med de interviewede først og DEREFTER informere dem om at man tænder kameraet var tilsyneladende ikke så væsentligt for Frihedens Stemme. I hvert fald kan man se af deres optagelse at kameraet var tændt under hele deres gåtur på Nørrebro.

Rasmus vil gerne være jødeforfulgt

Værten på Frihedens Stemme er advokaten (og diverse andre skiftende titler) Rasmus Paludan som på videoen er iklædt en Kalot. Det første der sker når han når frem til Folkets Hus er at en person af jødisk oprindelse og overbevisning tiltaler ham på hebraisk. Det forstår Rasmus Paludan ikke og han spørger i stedet forvirret om personen taler dansk eller ”english”. Personen har trods sin jødiske overbevisning ikke følt sig mere forfulgt i Folkets Hus (hvor han befinder sig ugentligt) end han gør i resten af Danmark. Jeg ved det fordi jeg selv snakkede med personen efterfølgende.

Rasmus Paludans er såvidt jeg ved ikke jøde. Hans formål med at bære Kalot lader til at være et forsøg på at provokere til en reaktion. Det har været populært blandt nationalkonservative at solidariserer sig med jøder så længe det kan bruges til at angribe muslimer. Ramus Paludan prøver altså at bevise at Nørrebro er et sted hvor jøder ikke kan gå i fred. En pointe der falder noget til jorden når den første han møder ved Folkets Hus er en person der nok er mere jøde end ham og ikke oplever nogen forfølgelse trods at han igennem en længere periode har haft fast gang i Folkets Hus.

Lokale vil ikke filmes

Det næste der sker på videoen er at nogle personer og beder Frihedens Stemme om at filme et andet sted. Rasmus Paludan står et stykke tid og taler med disse personer der aldrig kommer foran kameraet. Deres anmodning er meget høflig og pædagogisk og ham der taler mest lader til at være kommunikativt velfungerende. De har en accent der antyder de er en del af den etnisk mangfoldige ghettokultur nationalister dem i PEGIDA normalt prøver at ophøje til samfundets fjende nummer et. Personerne bliver aldrig en del af billedet og der intet der tyder på de deltager i den efterfølgende eskalering (beskrevet nedenfor). En af personerne siger dog på et tidspunkt (afskrevet) ”Hvis i filmer mig ødelægger jeg kameraet. Det siger jeg lige ud. Det skal I, i hvert fald ikke. Altså vi gør ikke noget. Det er ikke fordi jeg gør dig noget. Jeg kommer helt roligt. Jeg siger bare i skal ikke filme mig. Det vil jeg ikke ha.” Det hele bliver udtalt i et roligt tonefald.

Det interessante ved den bemærkning er at den falder umiddelbart efter at Rasmus Paludan selv har sagt at ”vi filmer ikke nogen der ikke vil filmes”. Det er altså svært at tolke bemærkningen som en trussel da Paludan altså lige har erklæret sig enig i det der skulle være formålet med trusslen.

Det er det eneste Frihedens Stemme oplever fra den kant. En trussel om materiel skade der nok ikke engang ville holde i retten og som med det samme bliver trukket i land og blødt op fra ham der ytrer den. Folkets hus og Park er et område der tidligere har været meget plaget af åbenlyst hashsalg, vold og kriminalitet. Jeg har selv oplevet trussler fra lokale der lavede hærværk i huset i 2009. Det er mit klare indtryk at stemningen omkring parken er meget bedre i dag! Hvis Frihedens Stemme prøver at bevise, at det er noget særligt galt ved netop Folekts Park, synes jeg det ville være relevant hvis de tænde et kamera og vadede ind i en Rockerborg eller gik rundt på Pusherstreet på Christiania og nægtede at slukke det. Folk der kender til kriminalitet eller området omkring folkets park vil nok snarere se videoen som et klart tegn på at området er i bedring!

Antifascister eskalerer

Imens Paludan snakker med jøder og høflige unge personer i området er der aktivitet ovre ved huset. Nogle personer hopper lidt ud og ind og der snakkes ophidset og peges i retning af kameraet. Disse kalder jeg i kommende afsnit for antifascister for nemheds skyld. En antifascist iført maskering kommer hen og beder dem om at skride fordi de er nogle ”fucking nazisvin”. Hurtigt bliver de tre fra frihedens stemme delvist omringet af de 5-8 antifascister. Tilråbende er spændte og fjendtlige. Det tyder på at der sker noget skubben da kameraet tilter og livvagten (hvis ansigt Frihedens Stemme har sløret i redigeringen) bevæger sig lidt hektisk rundt foran kameraet. De tre fra Frihedens Stemme fortrækker ned ad indkørslen og går over Stengade væk fra Folkets Park. Kort efter lyder det som om der smadrer en flaske bag dem. Livvagten kommanderer ”Så er det afsted” og de tre fra frihedens stemme løber imens nogen bag dem råber ”Løb for livet nazisvin!”

Undervejs lykkes det mindst en af forfølgerne at indhendte dem og der er lidt mere tumult ved kameraet. De tre fra Frihedens Stemme hopper dog ind i en bil og billedet går i sort.

Frihedens Fælde

Ovenstående er hvad jeg ser i videoen. Det er tydeligvis ikke hvad andre mennesker ser i videoen. Den nationalkonservative sfære på de sociale medier ser videoen som et bevis på at Nørrebro er usikkert for jøder og folk med uønskede holdninger. Frihedens stemme ser sig selv som politisk forfulgte når de udfører journalistisk arbejde. Flaskekast, voldsomme tilråb og et kamerahold der flygter igennem Nørrebros gader hjælper med til at understrege deres narrativ og den agressive jagt er klart hvad efterlader det største indtryk i videoen.

Hvis vi antager at Frihedens Stemme har en ambition om at fremstille antifascister og ”multikulturelle unge” som voldelige mennesker der gør Nørrebros gader usikre for Jøder og ”anderledes tænkende” (som de ynder at kalde sig selv) hjælper vidoen dem et godt stykke ad vejen. Videoen havde ikke været så interessant at se på hvis ikke der var action, jagt og en trussel om vold. Derfor må man sige at råbende antifascister der jagter Frihedens Stemme ud af Nørrebro alt andet lige hjælper dem med at producere den video de gerne vil have.

Rasmus Paludan lyver

I den forbindelse er det ret vigtigt at påpege at Rasmus Paludan lyver direkte når han påstår de ikke filmer uden samtykke. Den eneste måde han kan overholde det løfte er hvis kameret er slukket INDTIL der indhendtes samtykke fra de medvirkende. Videoen viser tydeligt at kameraet er tændt adskillige hundrede meter fra Folkets Hus og er tændt under hele forløbet. Dertil kommer at det er en rimelig antagelse at de antifascister der maskerer sig og jager dem væk ikke ønsker at blive filmet. Paludan og co. vil naturligvis påstå at det var journalistisk afgørende at offentliggøre billederne da de indeholdt vigtige informationer om de ”sande” tilstande på Nørrebro eller i Folkets Hus. En påstand der ikke tager højde for at det er en tilstand Frihedens Stemme selv gør alt hvad de kan for at fremprovokere. Politiet lader til at være enig i min vurdering eftersom de (ifølge Rasmus Paludan selv) vælger at give Frihedens Stemme et 12-timers påbud imod at komme i området nær Folkets Hus da han efter hændelsen vælger at politianmelde episoden.

Som efterspil kan det nævnes at den højreradikale udleveringscentral Uriasposten har gjort deres bedste for at offentliggøre navne på alle de har været i stand til at identificere på videoen. Uriasposten nøjes i den forbindelse ikke med at offentligøre navne på dem der deltager i noget ulovligt, men offentliggører simpelthen fulde navne på alle det er muligt for dem at identificere! Altså alle der er til stede. Det er ubehageligt at tænke på at havde jeg dukket kommet fem minutter tidligere til mødet var jeg helt sikkert også blevet hængt ud på Uriasposten med fuldt navn og billede UANSET om jeg havde gjort noget eller ej. Det er et nationalkonservativt kamera og deres optagelser vil blive brugt til at fremme en nationalkonservativ agenda. Oplysninger der ikke passer ind i den (f.eks. at de møder en jøde der tydeligvis ikke er forfulgt i starten af videoen) bliver ignoreret. Deres optagelser bliver i stedet brugt til at offentliggøre personoplysninger om deres politiske modstandere og stille dem i så dårligt lys som muligt.

Det antifascistiske dilemma

Når nationalkonservative dukker op med et rullende kamera til et vores offentlige møder stiller det altså alle tilstedeværende antifascister overfor for to valgmuligheder og ingen af dem er gode.

1: Man kan stoppe dem væk og bidrage til at skabe optagelser der passer ind i den historie de ønsker at fortælle.

2: Man kan lade dem blive og acceptere at de filmer alle deltagere til et politisk møde.

Jeg vil vove den påstand at vi som antifascister slet ikke har et valg i den situation. Det er simpelthen ikke en mulighed for os at være antifascister hvis vi accepterer at politiske modstandere laver komplet video-registrering af alle deltagere til et politisk møde. Rasmus Paludan lyver og filmer folk der ikke vil filmes. Dertil kommer at Frihedens Stemmes eneste produktion (udover optagelserne ved Folkets Hus) er et langt og fuldstændig ukritisk interview med Kim Møller fra Uriasposten. Samme person som næsten samtidig med at vidoen blev offentliggjort i onsdags offentliggør navne på alle han kan identificere. Folk hvis eneste forbrydelse er at være til stede der hvor Frihedens Stemme filmer. Jeg betragter det som ekstremt sandsynligt at Kim Møller uanset hvordan episoderne ved folkets hus havde forløbet ville få adgang til alt videomateriale fra besøget og at det ville blive brugt til politisk registrering af os. Jeg ville aldrig stole på Rasmus Paludan hvis han påstod det modsatte. Han er advokat og har allerede løjet på åbent kamera.

Vi har ret til at beskytte os selv når politiske modstandere registrererer os med henblik på offentlig forfølgelse. Derfor mener jeg vi er nød til at stoppe dem når de kommer med rullende kameraer på den måde de gjorde det i onsdags. Det er den eneste måde vi kan genskabe bare et minimum af modmagt til krænkende optagelser fra mennesker der ønsker at udstille og udslette os. Antifascisme er i den forbindelse helt bogstaveligt selvforsvar. Det er vigtere end hvorvidt vi skaber de videoer de gerne vil have. Det må være udgangspunktet for enhver diskussion om hvordan vi skal reagere. Den virkelighed vi åbner op for hvis vi lader dem filme os overalt de vil er alt for uhyggelig at tænke på. Vi har intet andet valg end at stoppe dem med de midler vi har til rådighed.

Antifascistisk strategi

Men det er altid værd at diskutere og overveje hvilke midler vi rent faktisk har til rådighed. Det er altid smart at være taktisk i sådanne situationer. Vi bør minimere hvor meget vi hjælper dem og hvor meget vi udsætter os selv og vores kammerater i processen.

Jeg kan umiddelbart se to muligheder for hvordan man mest effektivt kan slippe af med nationalkonservative med et kamera. Der findes sikkert flere, men det er de effektive jeg kan forestille mig. Ingen af mulighederne er perfekte, men i en sitaution hvor de dukker op uanmeldt med kameraer VIL i sin natur aldrig være perfekt. Det er også vigtigt at understrege jeg på ingen måde opfordrer til at begå nogle af de handlinger jeg beskriver i det følgende. Der er en fair chance for at nogle af de metoder jeg nævner vil være ulovlige efter dansk lov. Også selvom jeg foreslår dem for at stoppe en langt være forbrydelse. Jeg beskriver dem udelukkende så de mennesker der alligevel vil skride til handling for at stoppe nationalkonservative optagelser kan få noget at tænke over og gøre så lidt skade på dem selv og andre i processen. Du vil altid selv være ansvarlig for dine handlinger og det betaler sig altid at tænke dig om selvom du står i en dårlig situation du ikke selv har skabt!

Strategi 1: At mobbe dem ud

En strategi kan være at mobbe dem væk. Det vil sige at gøre ting der er så irriterende eller ubehagelige at de bliver nød til at opgive deres filmning. Disse kunne være:

-          At holde bannere, stof eller plastik op foran kameraet.

-          At stå i vejen med ryggen til eller blokere deres vej eventuelt iført kreativ maskering.

-          At hælde koldt vand over dem eller gøre andet der er ubehagelige men ufarligt

Disse metoder kan sætte en effektiv stopper for optagelser som dem vi så i onsdags. Nogle af metoderne er måske stadig ulovlige, men de er som minimum mindre ulovlige end f.eks. flaskekast.

Strategi 2: At gå efter kameraet

En anden og mere direkte måde at stoppe optagelserne er naturligvis at uskadeliggøre kameraet. Bemærk at dette automatisk vil føre til en tumult-agtig situation eller en fysisk konfrontation hvis Frihedens Stemme gør modstand. Det KAN gøres uden vold men det er meget svært at gøre uden tumult der vil se voldeligt ud på de optagelser der laves. Juridisk er det i den forbindelse værd at bemærke at det er ulovligt at tage et kamera fra nogen og ødelægge det. Det er dog langt mere ulovligt at true nogen til at give dig deres kamera. Det er forskellen mellem tyveri/hærværk og røveri rent juridisk hvoraf sidstnævne fører til betydelige fængselsdomme hvis man bliver taget. Uanset hvordan det gøres er det selvsagt en fordel at være ret sikker på at kunne lykkes før man gør forsøget.

Undgå volden

I begge strategiske scenarier jeg beskriver bør man altid gå så langt man kan for at undgå undgå vold. Bemærk at jeg ikke betragter hærværk, vandballonner, æg og lignende som vold selvom Frihedens Stemme utvivlsomt er uenig. Har i et tidligere blog-indlæg defineret vold som handlinger der virker ved smerte eller fysisk personskade og den slags bør man aldrig gøre så længe der overhovedet er andre muligheder. Og det gælder egentlig i alle situationer i livet.

Den nye bølge af nationalkonservative som PEGIDA og Frihedens Stemme arbejder ivrigt for en ekstremt voldelig politik ja. De forsvarer ivrigt forbrydelser mod menneskeheden såsom etnisk og religiøs udrensning ja. Men de er faktisk kun meget sjældent voldelige selv og derfor er stort set al voldsanvendelse imod dem unødvendig. Man sagtens håndtere dem uden uden at være voldelig så længe man bare er lidt flere end dem.

Derfor er der stort set aldrig situationer hvor det etisk eller taktisk kan forsvares slå, sparke eller kaste hårde ting efter dem. Det gør kun deres video bedre og øger chancen for juridiske repressalier. Jeg kan godt forstå at man har lyst til det og jeg har svært ved at have personligt ondt af dem så længe de ikke kommer til skade. De arbejder trods alt for at gentage historiens værste forbrydelser imod menneskeheden. Men hvor usympatisk andre mennesker er skal IKKE afgøre hvorvidt det er i orden at bruge vold imod dem. Volden skal være strategisk og nødvendig og det er den sjældent når det gælder den nye bølge højreradikale.

Sidste ord

Det er ingen af de strategier jeg har foreslået der er risikofrie eller skal tages let på. Selvom vi ikke begår vold direkte er det aldrig sjovt at skulle være fysisk eller ubehagelig ved andre mennesker. Jeg ville ønske vi levede i en verden hvor det ikke var nødvendigt. Men når den nye bølge af højreradikale lægger op til åbenlys politisk forfølgelse af vores bevægelse er vi truet på vores eksistens. En verden hvor de ikke bliver stoppet er langt værre end de ubehageligheder der skal til for at stoppe dem.

Heldigvis var det møde de forsøgte at gøre ubehageligt rigtig konstruktivt og inspirerende med mange mennesker. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidste har hørt så mange konstruktive indlæg og set så god en blanding af nye og gamle ansigter. At være antifascist er måske i virkeligheden at tage et valg om at være politisk forfulgt så andre minoriteter slipper for at være det. Antifascister har historisk set været forfulgte lige så længe der har fundtes fascisme. Vi er her stadig. Vi skal nok tilpasse os og overleve denne nye form for forfølgelse også!

Kampen fortsætter!