Annonce

27. november 2013 - 15:53

Feminismens ”forlovelse” med lønarbejdet og de tabte visioner

 

Neoliberalismen og individualismen har sejret

Et interview med den amerikanske feministiske filosof Nancy Fraser i Information (25.10.2013) har sat gang i en interessant og nødvendig debat blandt yngre femnister. Frasers budskab var, neoliberalismen og individualismen havde sejret samtidig med at solidariteten var smuldret, og at feminismen havde haft et ideologisk medansvar for denne udvikling.

Den feministiske bølges ambivalens

Fraser mener, at set i bakspejlet har de sidste 40 års udvikling været ambivalent set fra en feministisk synsvinkel. På den ene side har det været en fordel, at det tidligere familielønsystem, hvor familieformen med en forsørger-husmor-familie er blevet afløst af dobbelt-forsøger modellen, hvor alle kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet og blevet med-forsørgere. Det har givet både kvinder og mænd meget større individuel valgfrihed og samtidig givet kvinderne muligheder for karrieremuligheder på arbejdsmarkedet. På den anden side havde feminismen i den periode i stigende grad fokuseret på en lang række-økonomiske uretfærdigheder, som vold i hjemmet, seksuelle overgreb og reproduktiv undertrykkelse og underprioriteret de økonomiske uretfærdigheder og kritikken af kapitalismen. Med et kort udtryk fokus på identitetspolitikken havde fjernet interessen for kampen for økonomisk retfærdighed.

Reaktioner fra venstre og højre

Frasers signalement af feminismens aktuelle status har fremkaldt en række interessante rektioner. Et indspark fra socialistisk hold har været, at det er nødvendigt at generobre visionerne for en socialt solidarisk femisme ved at skabe nye solidariske fælleskaber (”Lad os skabe nye feministiske fællesskaber” Information 10.11.). Et andet synspunkt fra mere traditionelt borgerligt hold har været, at man må opprioritere forældrenes omsorg for børnene ved at lade pengene til børnepasning følge barnet (”Er der nogen hjemme?” Information 15.11.).

Behovet for mere civilsamfund og forældres omsorg for småbørn

Begge reaktioner peger på nogle reelle problemer. Indsparket fra venstre peger på behovet for en opprioritering af det civile samfund i et stadig mere markeds- og statsliggjort samfund, og indlægget fra højre peger i delvis samme retning. Kvindernes stærke integration på arbejdsmarkedet samtidig med den stærke fokusering på daginstitutionerne har betydet at forældres omsorg for deres børn i de første år er blevet overset og derfor nedprioriteret.

Forsat kønsmæssig uretfærdighed

Mere generelt må man konkludere, at på trods af store ligestillingsmæssige fremskridt lever vi fortsat i et samfund med fundamentale modsætninger mellem arbejds- og familieliv og hvor kvindernes løn er lavere end mænds på tilsvarende niveauer. Samtidig er kvindernes placering i jobhierarkiet dårligere end mænds og samfundsmæssigt har de mindre magt og indflydelse end mænd.

Hvordan forene lighed og forskellighed?

Mænd og kvinder er på en og samme tid både lige og forskellige. Hvorledes kan der skabes større lighed, samtidig med at man anerkender og respekterer forskelligheden?

Wollstonecrafts dilemma

Det synes som om, kvindebevægelsen stadig befinder sig i det klassiske Wollstonecrafts dilemma (Mary Wollstonecraft (1759-1797) – en af den moderne feminismes pionerer).

I det moderne samfund formuleres dilemmaet ofte således: Hvis man følger lighedsvejen vil kvindebevægelsen have en tilbøjelighed til at tilslutte sig den dominerende mandlige norm om lønarbejde. Hvis man følger forskellighedsvejen ved at prioritere det kvindelige omsorgsarbejde i forhold til lønarbejdet vil man fortsat blive marginaliseret i forhold til mændene på arbejdsmarkedet.

Venstre prioriterer ligheden, højre prioriterer forskelligheden

Venstresiden af kvindebevægelsen har prioriteret lighedsvejen og lønarbejdet og taler nu vagt om at opprioritere nye feministiske fælleskaber, uden at angive mere præcist, hvorledes de skulle kunne opstå i et civilt samfund, som klemmes stadig mere at en øget markeds- og statsliggørelse.

Højresiden har prioriteret forskellighedsvejen og vil nu have opprioriteret det ”kvindelig” omsorgsarbejde ved at lave specielle tilskud til dette. Men begge sider bliver ”tabere” – venstre kommer til at svigte omsorgen, og højre kommer til at svigte ligheden.

Vil det så sige, at lighed og forskellighed ikke kan forenes på en bedre måde?

En ubetinget basisindkomst, der forener lighed og forskellighed

Nej! Der findes et tredje standpunkt, nemlig en borgerløns-(eller basisindkomst)-ordning. Den vil faktisk kunne tilgodese både ligheden og forskelligheden. Med en ubetinget basisindkomst vil alle (ikke blot kvinderne) få ikke blot en øget frihed til lønarbejde (træde ind på arbejdsmarkedet), men også en frihed til at træde ud af arbejdsmarkedet, når de ønsker det (til omsorgsarbejde eller uddannelse).

I forhold til højre sidens forslag om tilskud til pasning af egne børn, vil en basisindkomst være et langt bedre redskab, idet det vil kunne dække mange andre behov for omsorgsopgave i familier og lokalsamfund, fordi det er universelt. Og i forhold til venstresiden vil en basisindkomst netop skabe en ny type af økonomisk uafhængighed, der vil kunne skabe grundlag for de feministiske fællesskaber der efterlyses.

Derudover vil en universel basisindkomst, betyde en anerkendelse af alt det samfundsnødvendige ubetalte arbejde, faktisk øge incitamentet til at tage et deltidslønarbejde og give mulighed for en mere ligelig fordeling af arbejdet i familierne.

Feministers angst for basisindkomst

Mange danske feministiske akademikere har ignoreret basisindkomstideen, fordi de har været bange for, at den vil svække ligestillingen på arbejdsmarkedet.  Det kan heller ikke afvises, men udenlandske undersøgelser viser, at en sådan ordning vil have forskellig virkning alt efter, hvor kvinder befinder sig på arbejdsmarkedet og i lønhierarkiet. Kvinder med den svageste tilknytning vil have størst fordel, mens de højtlønnede kvinder på arbejdsmarkedet vil have de mindste fordele, effekterne for mellemgrupperne vil derimod være ambivalente, afhængige af ens værdiprioriteringer.

Er en ny generation på vej?

Måske er en ny generation af feminister på vej, der er mere åbne for nye (gamle) ideer?

 

Annonce