Skepsis
Da Uffe Elbæk sidst i november ved en pressekonference annoncerede dannelsen af et nyt politik parti, var der ikke mange kommentatorer og politiske eksperter, der spåede partiet mange chancer for slå igennem: Der var ikke plads til endnu et midterparti. Det manglede nogle klare mærkesager. Vælgersegmentet for en bæredygtig omstilling var for lille til et politisk parti. Bemærkninger som hver for sig havde en god pointe.
Håb
Nogle træk ved Elbæks udspil og hele den politiske situation kunne imidlertid pege i en anden retning: At der faktisk er gode muligheder for et politisk nybrud, omend ikke så eksplosivt som det skete med Ny Alliance, men som et stille og roligt voksende nybrud. Utilfredsheden med de bestående partier er stor, og håbet om et alternativ kan også vise sig at være stor.
Hvor er det de etablerede politiske partier svigter? Og hvor kunne Alternativet finde en ny plads i dansk politik?
Enhedslisten – et venstresocialdemokratisk parti?
Forløbet omkring finanslovforhandlingerne tegner et tydeligt billede af grundstrukturen i dansk politik. Der eksisterer et tungt socialdemokratisk- borgerligt centrum, der udfordres ganske spagt af en venstresocialdemokratisk Enhedsliste. Enhedslisten valgte at markere sin opposition til det tunge centrum ved en 5 år gammel socialdemokratisk mærkesag – en ret til bad for de ældre!
Hvor er alternativet?
Mange må have undret sig. Hvor er alternativerne i dansk politik? Dem, der kunne og burde markere sig som et alternativ, vælger bevidst at bevæge sig inden for den herskende politiske diskurs. Man vælger ikke et symbol på en bæredygtig omstilling (der peger fremad) eller et symbol på finanskrisen (der peger tilbage) at markere sig på. Hvorfor benyttede Enhedslisten ikke netop de spændte finanslovsforhandlinger, hvor man kan få hele nationen i tale i forbindelse med et lille men symbolsk vigtig miljøpolitisk gennembrud til at fremlægge partiets langsigtede vision for en bæredygtig omstilling?
Det viser, at Enhedslisten ikke gør bæredygtig omstilling til et centralt punkt i deres politik og mangler historisk perspektiv i deres daglige politik.
Enhedslisten – det mest grønne parti?
Men - vil kendere af Enhedslistens miljøpolitik indvende - der findes ikke noget politisk parti, som har gjort sig så konkrete overvejelser omkring bæredygtig omstilling, som Enhedslisten har. Det har de nok ret i. Problemet er blot, at det ikke fylder særlig meget i partiets politik i folketinget. Hvornår har man i folketinget og medierne hørt Enhedslisten tale dunder imod den økonomiske vækst og klart fremstillet en anden ligevægtsøkonomisk økonomiforståelse? Det sker vist kun i Enhedslistens miljøudvalg og kommer ikke til offentlighedens kendskab.
Elbæks store fortælling
En af de ting, der var bemærkelsesværdig i Uffe Elbæks præsentation af Alternativet var netop det historiske perspektiv. Han sagde, at han så partiet ind i en større historisk fortælling med rødder i andelsbevægelsen, kooperationsbevægelsen og højskolebevægelsen, og at det skulle bruges aktivt i partiets politikformulering.
Aukens store fortælling
Elbæks fortælling minder om den vision og lange historiske fortælling som Sven Auken fremlagde som miljø- og energiminister i 1995 (Natur- og Miljøpolitisk redegørelse), hvor han talte om, at verdenssamfundet stod midt i en økologisk krise. I stedet for at dukke sig og vente, mente han, at vi måtte gå offensivt fremad med vidtskuende reformer. Han henviste til de værdifulde historiske erfaringer og traditioner for reaktionsmønstre i krisesituationer i Danmarks historie. Vi var også i en dyb og alvorlig krise i 1814, i 1880’erne og igen i 1930’erne. Efter Aukens mening skulle vi gå i spidsen i Europa og verden, fordi vi har en række bedre forudsætninger for at eksperimentere med nye livsformer end andre lande har: Vi er et lille, meget homogent land med et højt uddannelsesniveau, udbygget erhvervsstruktur og organisationsformer samt tradition for folkeoplysning.
Auken fik som bekendt ikke Socialdemokratiet og de Radikale med på sin vision. Men nu gentager Elbæk den, og vil måske få større muligheder for at udfolde og konkretisere den.
Selvom Alternativet ikke har lagt ud med et færdigt princip- og arbejdsprogram – har de alligevel forsøgt at tegne nogle linjer i den politik de opfordre nye medlemmer til at være med til at formulere det næste halve år, hvor man planlægger at kunne fremlægge et færdigt program på det næste Folkemøde på Bornholm i juni 2014.
Tre kriser
I de papirer Alternativet har udsendt, skitserer man sit syn på samfundet ved at tale om tre kriser: 1. En empati-krise – solidaritetskrise. 2. En systemkrise – stat og marked kvæler det civile samfund, som har behov for styrkelse. 3. Miljø og klimakrisen, hvor der er behov for et opgør med den økonomiske vækst og udvikling af bæredygtig omstilling med skabelsen af en helt ny ligevægtsøkonomi. Ellers er det bemærkelsesværdigt, at der lægges vægt på at hele den bæredygtige omstillingsproces skal ske igennem lysten til iværksættelse og nye eksperimenter fra neden.
Behov for et tre-ledet program
Jeg tror, at hvis det nye parti skal opnå succes, må det fremlægge et klart treleddet program (som ingen andre partier har): 1. Noget om partiets værdigrundlag og de langsigtede visioner for individ, samfund og verdenssamfund, der skal være mere klare end det første udspil. 2. Et program for et mellemlangt sigt (en 10-20 års periode) – hvilke strukturreformer man vil arbejde for og forsøge at få indflydelse på. 3. Et helt kort sigt (en 4 årig valgperiode), hvilke 4-6 punkter man vil arbejde med og fremsætte mere konkrete reformforslag for.
Et bud på prioriteringer
Et bud på de fire til seks områder, hvor jeg tror partiet kunne markere sig og binde sin politik sammen på en ny måde kunne være: 1. Økologiske lokalsamfundseksperimenter. 2. Udvikling af nye virksomhedsformer blandt andet socialøkonomiske virksomheder. 3. Demokratisering af EU med eksperimenter fra neden. 4. Demokratisering af den finansielle sektor. 5. Indførelse af en ubetinget basisindkomst.
Det sidste punkt kunne blive central, dels fordi det klart ville adskille partiet fra de andre partier, men også fordi dette spørgsmål netop kunne være et centralt omdrejningspunkt for realiseringen af de andre politikområder.