
Det er tidlig aften i Mytilini. Store færger glider langsomt ind og ud af havnen, med jævne mellemrum hører man deres dybe tuden. Folk sidder i små grupper på tæpper og papstykker med bagagen samlet omkring sig. De venter på at komme med færgen til Athen. For få dage siden kom de fleste til øen i gummibåde. Nu skal de på endnu en sørejse. Solen går ned, det bliver køligt. Folk hyller sig i tæpper og soveposer. Enkelte har slået telte op på havnen. Nogle har ventet her i flere døgn.
Ved ottetiden breder en uro sig gennem mængden. Folk kommer på benene, stimler sammen. En patrulje havnepoliti er dukket op. Med høje råb kommanderer de folk til at stille sig op i rækker. Det er blevet mørkt, lyskeglerne fra politiets lommelygter farer forvildet rundt. Færgen sejler først kl. 22, men allerede nu skal folk stå i kø. Politiet patruljere med stave mellem rækkerne. ”Get in line!”, gjalder aggresive råb mellem rækkerne.
Indsatslederen har trukket kniplen og slår ud efter folk, hvis de ikke står på tilstrækkeligt lige rækker. Processen må ikke blive dokumenteret: Folk, der tager billeder af hinanden med deres smartphones for at fordrive tiden, bliver beordret til at lægge telefonen væk. En journalist bliver truet og smidt ud af havneområdet, og tilfældige forbipasserende får at vide, at det er ”forbudt at gå tur på havnen” i aften.
Ved halv nitiden lægger færgen til kaj. Landgangsbroen bliver sænket, og folk får lov til at gå om bord i mindre grupper koordineret af havnepolitiet. Proceduren bliver styret stramt med høje råb og knipler. Folk forholder sig stadig fuldstændig roligt. To frivillige i refleksveste hjælper politiet med at oversætte deres ordrer til arabisk.
Lidt før afgang kommer større grupper af familier løbende. Det er taxaerne fra Kara Tepe, der er ankommet. De nyankomne bliver også beordret til at stille sig i kø, før de får lov at borde færgen.
Langt om længe glider færgen ud over det mørke hav med kurs mod Athen.
Et par telte står tilbage på havnen og vifter i vinden. Små grupper af mennesker er også blevet efterladt og ser langt efter færgen. Det er dem, der ikke har penge til billetten. Folk, der ikke kan betale de omkring 45€, har foreløbig ingen mulighed for at forlade Lesbos.
