Kara Tepe

Få minutters kørsel sydøst for Moria ligger lejren Kara Tepe, Lesbos’ andet registreringscenter. Ved indkørslen bliver man mødt af farvestrålende lysreklamer og larmende generatorer fra samme slags madboder, der holder til uden for Moria, og som sælger dårlig mad til overpris. Men her hører den umiddelbare lighed også op. Her er ingen dobbeltrækker af høje pigtrådshegn som i Moria. Frem for alt er her ikke, som ved Moria, en flaskehals af mennesker i en interimistisk teltlejr uden for selve lejren, der venter på at komme ind og blive registreret – oftest i dagevis. Derfor er her heller ikke helt samme anspændte atmosfære.

Ikke desto mindre er Kara Tepe et indhegnet område. Selv om det officielt er “åben” lejr, som folk kan gå ind og ud af som de vil, er arkitekturen umiskendeligt fængselslignende. Det gælder både for Moria og Kara Tepe. Ifølge myndighedene er lejrene åbne, men deres struktur og drift ligner til forveksling detetiontionslejrens - i en sådan grad, at mange tror, lejrene er lukkede og ikke ved, de i princippet har lov til at forlade området.

Men i sidste ende er det ikke så meget hegnene som det er registreringen, der holder folk fanget. Følger man ikke den officielle registreringsprocedure gennem Lesbos’ labyrint af lejre, får man ganske enkelt ikke lov at rejse videre. For folk uden de rigtige dokumenter er Lesbos én stor detentionslejr.

Kara Tepe rummer lige nu omkring 500 mennesker. Lejren har kapacitet til 2000 mennesker og kan derfor huse alle nuværende beboere i de ca. 12 m2 store barakker, der er opført i rækker mellem oliventræer bag et lavt trådhegn. Barakkerne er umøblerede og uden faciliteter. Denne aften er stemningen rolig og afdæmpet. Enkelte børn løber og leger mellem strukturerne.

  Det er noget nyt, at registrering nu også foregår i Kara Tepe. Tidligere foregik al registrering på Lesbos i Moria. Men for nylig blev det muligt også i Kara Tepe at få udstedt de ”hvide papirer”, der officielt giver folk ret til at opholde sig i Grækenland. Man skal altså vente på tilladelse til at blive i landet, inden man kan få lov til at rejse ud -  selv om langt de fleste bare gerne vil videre så hurtigt som muligt. Papirerne angiver samtidig fristen for, hvor længe man kan blive i landet. For syrere er fristen som regel seks måneder, for alle andre én måned.

Kara Tepe er forbeholdt syriske familier, kvinder og uledsagede børn samt enkelte enlige mænd. De fleste enlige, syriske mænd bliver sendt til Moria sammen med afghanere, irakere og alle andre nationaliteter. Tidligere var Kara Tepe både for syrere, irakere og palæstinensere.

Sandsynligvis vil Kara Tepe også snart blive et hotspot i lighed med Moria. Det vides endnu ikke med sikkerhed, og man ved heller ikke, hvad det vil indebære. Sandsynligvis vil det betyder, at et hold Frontex-medarbejdere vil være til stede og varetage registreringen. Stavros, lejrens kommunalt ansatte bestyrer, hævder ikke at vide noget om fremtidsplaner om hotspot i Moria, selv om han anser det for sandsynligt. For tiden ændres lejrenes procedurer ofte fra dag til dag - ligesom situationerne ved EU’s grænser generelt - uden at Stavros eller andre medarbejdere informeres på forhånd, fortæller han. Det lader til at kendetegne både Kara Tepe og Moria: Personale og frivillige får konstant nye ordrer dikteret oppefra, hvad der gør driften af lejrene forvirret og selvmodsigende. Først og fremmest skaber det selvfølgelig usikkerhed for de indkvarterede i lejren. Manglende information er generelt et af de største problemer. Men manglende information kombineret med konstant skiftende procedurer, uigennemsigtiged og uforudsigelighed gør det så godt som umuligt for folk at kende deres rettigheder og tage oplyste beslutninger.

Kara Tepe er opdelt i et beboelsesområde og et registreringsområde. Begge områder er indhegnede; registreringsområdet er desuden aflåst om natten. Her holder politiet, der foretager registreringen, til i telte side om side med de humanitære organisationer. UNHCR, Røde Kors, Læger uden Grænser og adskillige andre organisationer er til stede i lejren. Politiet har også en fast tilstedeværelse, men det er kommunen, der har det overordnede ansvar for lejrens drift.

Der er kommet flere internationale og humanitære aktører til Kara Tepe i den seneste tid. Ud over de store NGO’er er her et lille hold af frivillige, der hovedsageligt varetager distribution af tøj og andre donationer.

I det hele taget har meget ændret sig i Kara Tepe gennem de seneste uger. Hvor der nu er barakker, var der før kun telte. Men den største forandring er registreringsproceduren.  

Busser transporterer folk til Kara Tepe fra øens nordside, hvortil langt de fleste ankommer med båd. Ved indgangen får folk udleveret et nummer. Derefter bliver de ført ind i registreringsområdet, hvor de står i kø uden for politiets telt. I bytte for at opgive navn, billede og fingeraftryk, får de udleveret de papirer, der giver dem lov til at rejse videre. Uden registrering, ingen rettigheder, som Jean-Claude Juncker for nylig formulerede EU’s nye linje. Proceduren tager som regel et par timer.

Efter registreringen bliver nogen i beboelsesområdet i et par dage. Andre tager direkte videre – i langt de fleste tilfælde med båd til Athen. Somme tider kører busser fra Kara Tepe til havnen i Mytilini, men de fleste tager med taxa. Her slutter én etape af rejsen.