I grækenland fortsætter vi vores dokumentationsarbejde med fokus på EU's nyopførte hotspots eller registreringscentre. Det første hotspot i grækenland er blevet etableret ved detentionscentret Moria på lesbos. Ud over hotspots vil vi undersøge den øgede registrering af flygtninge generelt. Lige nu klynger EU’s ledere sig til mantraet om registrering som løsningen på den såkaldte ”flygtningekrise”. Men hvordan opleves et hotspot indefra? Og hvad er de større perspektiver for de mange nye registreringstiltag?
Her følger en indtroduktion til registreringscentret Moria og lidt om hotspots.

Hvad er et hotspot?
’Hotspots’ er et nyudviklet EU-tiltag, der skal håndtere exceptionelle situationer i forhold til migrationsstrømme i EU. I disse hotspots vil systematisk registrering, fingeraftryk og screening af nytilkomne rejsende finde sted i samarbejde mellem Frontex (EU’s grænseagentur), Europol (det europæiske politisamarbejde), Eurojust (EU Judicial Cooperation Agency) og EASO (European Asylum Support Office) samt den medlemsstat, hotspottet er placeret i – pt. grækenland og italien.
Der er på nuværende tidspunkt ét hotspot i grækenland på øen lesbos. EU har planer om at åbne yderligere fire i grækenland. Desuden er der etableret fire hotspots i italien, og yderligere to er planlagt inden årets udgang.
Fakta om Moria – grækenlands første hotspot
D. 16. oktober 2015 indviedes grækenlands første hotspot til registrering af migranter. Det nye hotspot er placeret i Moria, et militært område, der indtil da fungerede som detentionscenter for migranter. Det tidligere militærområde har officielt kapacitet til at registrere 1.500 personer, men da mange flere ankommer hver dag, er Moria blevet et af lesbos' mest belastede lejrområder. Her venter folk på at blive registreret og få de dokumenter, uden hvilke det ikke er muligt at rejse fra lesbos.
Siden Frontex er begyndt at operere i Moria, er både registreringstid og køer udenfor lejren blevet længere. I starten måtte folk stå i kø i dagevis uden mulighed for ly mod regnen. Nu er et nummersystem taget i brug, så man ikke behøver stå i kø, men folk venter stadig uden for lejren i 6-7 dage. Derfor er en lejr etableret udenfor hegnene omkring Moria, hvor folk camperer i telte, under presenninger og under åben himmel.
Moria og Kara Tepe
På lesbos findes endnu et registreringscenter, Kara Tepe. Her bliver alle syriske familier, kvinder og børn registreret, mens Moria er forbeholdt enlige, syriske mænd samt alle andre nationaliteter. I Kara Tepe får syrere normalt udstedt et papir, der giver dem 6 måneders ophold i grækenland. Har man en anden nationalitet, får man som regel tildelt én måneds ophold i grækenland eller afslag.