Annonce

17. september 2014 - 21:49

Bol Mig I Mit Numsehul

- Hej. Jeg hedder Dennis Agerblad. Sikke en lille tissemand du har. Skal jeg hjælpe dig med at gøre den større? Nu tæller jeg til 3 og så skal du bolle mig i mit numsehul. 1, 2, 3. Åh, Av, Pas dog på. Ikke så´n. Kan du ikke finde ud af at bolle?

Da jeg voksede op på Færøerne vidste jeg ikke hvad bøsse var for noget. I den baptistkirke jeg og min mor kom i, var der aldrig nogen der talte om LGBT (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender). Men jeg vidste at jeg ikke var som dem, men turde ikke sige noget, for den var nok helt gal med mig. 

En dag i 1985 sagde nyhedsoplæseren i tv-avisen at der var mange homoseksuelle mænd i USA som døde af AIDS. Imens han talte så man et billede af en dragqueen med en masse fjer på. Pyha så er jeg ikke homoseksuel, for jeg går jo ikke i dametøj. Men hold da op, det kom jeg til. 

Jeg gik med min mor til kristne møder hver søndag og begyndte også selv at gå til ungdoms møder om torsdagen. Og bad til Gud om at vise mig vejen. Min mor forklarede mig hvor jeg kunne gå til baptist møder i Danmark da jeg skulle starte på Krogerup Højskole i Humlebæk. På højskolen spurgte jeg Marlene Thisted om vi skulle komme sammen.
- Nej, for du er bøsse.
- Er jeg det?
- Ja og du skal møde to af mine søde bøssevenner Ulrik Roland Pedersen og Jan Rolsted. Og så glemte jeg alt om mit frieri til Marlene. Det andet lød meget mere spændende. 

- Ok, jeg vil gerne være bøsse. Men hvorfor skal man stikke sin tissemand ind i en anden mands… øh numse? Hvem har lavet de regler? Nå men hvis det er den eneste måde man bliver accepteret i bøsseklubben, så skal jeg nok. Jeg venter bare lidt ok. Men på den anden side, Marlene kunne jo allerede se det på mig. Og dengang jeg gik til syning med mødrene til alle drengene i min klasse i Vestmanna folkeskole på Færøerne, spurgte de jo også. “Er du bøsse?”
- Nej jeg kan bare godt lide at sy. 

Jo, jeg er mega bøsse og den værste af slagsen. Jeg er en af dem der bringer alle de andre til skamme. Det har de selv fortalt mig. De fine bøsser inde på bøssebaren Jailhouse. 
- Selv om vi også får den bag i så løber vi ikke rundt og skriger op om det og ter os i grimme kjoler.
- Hvorfor dog ikke. Er det kun heteroerne der må synge om pik og patter? Og kjolerne… dem kan jeg slet ikke undvære. Jeg er blevet afhængig.

Jeg har to klædeskabe. Det ene er til bøssen. Det andet er til trash draggen. 
- Jeg har altså ikke giftet mig med en trans, siger min mand når han syns jeg fylder for meget med kjoler, stiletter og parykker.
- Jo du har, svarer jeg bare. 

At komme i puberteten på Færøerne og på mystisk vis opdage at man var bøsse alligevel og sikkert den eneste i landet, gjorde at jeg følte mig lidt som en flygtning da jeg kom til København i 1990. Jeg mødte mange andre LGBT'er som fortalte mig at de var udstødt af familien i Jylland og Bornholm og derfor også var flyttet til København. De råbte ikke højt op om hvad de var og prøvede at blende ind. 

Men København var ikke dét paradis jeg havde håbet på. Jeg oplevede flere gange at heteroer følte ubehag når snakken kommer ind på et LGBT emnet. De vidste ikke hvad de skulle sige. Men jeg erfarede også at når det er svært at tale om et emne, kan humor være dét der åbner op og får snakken i gang.

Da jeg nogle år senere skulle skrive min første sang til mit første show i performancegruppen Dunst. Ville jeg præsentere mig selv og vise alle hvem jeg inderst inde var. Sangen kom til at hedde "Bol Mig I Mit Numsehul" og blev fremført med bundløs transparent kjole. Sangen blev modtaget med jubel og klapsalver af 200 homo og hetero gæster til Dunst festen "Gay Night Cabaret" i Hal-D år 2002. Siden det show har jeg via humor forsøgt at nedbryde tabuer via mine shows og videoer. 

Video’en “Bol Mig I Mit Numsehul” blev indspillet 8 år senere i min baggård på Oehlenschlægersgade et par dage før jeg flyttede derfra. Video’en har fået over 200 meget blandede kommentarer. "Hæng dig selv" er nok den værste kommentar jeg har fået. Men mange skriver også til mig privat og roser mig. Mens andre spørger hvorfor jeg synger sådan noget. Jeg svarer altid, men satte til sidst en forklarende tekst ind på flere af mine film om at filmene er ment for sjov. Men i virkeligheden er det pure alvor.

Annonce