Når konsensus-søgende socialdemokrater ser sig selv slået af populister, har de kun sig selv at takke.
Der var næppe nogen, der så sejren i horisonten, da Jeremy Corbyn annoncerede sit kandidatur til formandsvalget i det britiske Socialdemokrati, Labour. Med en opbakning på blot 10% blandt partiets parlamentsmedlemmer var han mildest talt ikke spået store chancer. Men medlemmerne gav ham 60% af stemmerne, mens de 3 øvrige kandidater måtte deles om de resterende 40%.
Etablerede medlemmer af Labour har beskrevet Corbyn som et ”populistisk monster”, mens Tony Blair har sagt, at valget af Corbyn kan lede til ”udslettelse” (af en anden type, end den han selv udsatte Irak for, forstås). Herhjemme har Socialdemokraten Henrik Sass Larsen beskrevet Corbyns sejr som ”en helt ufattelig tragedie.”
Kritikken af Corbyn er ikke nødvendigvis forkert. Han kan med nogen rimelighed beskrives som Putin- og Hamas-apologet. Samtidig er der en risiko for, at Corbyn sender sit parti ud i et kaos, der minder om 80ernes nedsmeltning for den britiske venstrefløj.
Men hvis Corbyn er et monster, er det Blair og hans efterfølgere, der har født ham. Man har sået frøene til Corbyns opstigning med tiltagende arrogance over for partiapparatet og manglende svar på den globale kapitalismes amokløb på velfærdsstaten.
På mange måder ligner opgøret i Labour den storm, som Socialistisk Folkeparti var inde i herhjemme. Anette Vilhelmsens sejr var også et anti-projekt, som ikke handlede om politik, men om at straffe den siddende ledelse. I USA er det Bernie Sanders, der fører an i en lignende kampagne, omend hans politiske projekt er noget mere fornuftigt end Corbyns (eller Vilhelmsens mangel på samme). Det er med andre ord en stor fejl at se Corbyns overraskende sejr som et isoleret fænomen. Der er tale om en generel tendens, som alle vestlige venstreorienterede, der vil magten, gør klogt i at tage bestik af.
Socialdemokraterne bør betragte begivenhederne med tilbageholdt angst. Manglen på politikudvikling kan føre til samme ulmen i deres bagland. Her føler man efterhånden at selv den årlige partikongres, angiveligt partiets højeste myndighed, blot er en reklamesøjle for ledelsens selvgratulerende tomgang. Langt værre er det, at manglen på landspolitisk lederskab kan få vælgerne til helt at opgive partiet. Frederiksen har ikke sagt meget, siden hun blev valgt, og i et af de mest historiske tidspunkter i nyere dansk historie – de syriske flygtninges indtog i landet – er hendes stilhed larmende. De 130 ord i hendes eneste officielle udmelding om emnet er totalt blottede for politisk indhold. Mens danskerne efterspørger lederskab drikker statsministeren vin, og oppositionslederen håber han drukner i den, uden at hun behøver løfte en finger. Dagpengeområdet har været det hotteste emne fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti i 5 år, men hvis du spørger mig, hvad Mette Frederiksen mener om det, kan jeg kun trække på skuldrene i vildrede.
Det er ingen hemmelighed, at venstrefløjen slås med at formulere troværdige, solidariske svar på globaliseringens udfordringer. Men de må findes. Udsigtsløse udnyttere af folkestemningen, som f.eks. Jeremy Corbyn, fødes i skyggen af de etableredes kræfters svigt. Vælgerne er fornuftige, og støtter generelt moderate og realpolitiske alternativer, hvis de er der. Det er først når lederskabet svigter og politikken bliver for smal, at folket tyer til yderpunkternes nihilisme.