I torsdags gik Morten Kabell, der er spidskandidat for Enhedslisten til borgerrepræsentationen i København, i kødet på Socialistisk Folkeparti. Han påstod, at vi har opgivet vores idealer, og at vi ikke længere fører venstreorienteret politik i København. Angiveligt skulle vi være et parti, der ”blot vil være med”.
Først og fremmest må jeg sige, at jeg blev overrasket over angrebet. SF og Enhedslisten er i valgforbund i København og har et relativt godt samarbejde. Man skulle derfor tro, at Enhedslistens spidskandidat havde bedre ting at give sig til i valgkampen end at forsøge at skabe et billede af, at SF ikke længere er et venstreorienteret parti.
Det var dog desværre ikke tilfældet. Oprindeligt havde jeg ikke planer om at bruge mit krudt i denne valgkamp på at diskutere med Enhedslisten, men jeg føler, at de mange usande påstande fortjener et modsvar. Der nemlig ingen tvivl om, at SF (stadig) er et venstreorienteret parti, der kæmper for at forandre samfundet. Og ønsker man et rødere København, bør man stemme på Socialistisk Folkeparti – ikke Enhedslisten.
Når Morten Kabell påstår, at SF ikke fører venstreorienteret politik, er det det rene sludder. SF har nemlig været med til at sørge for, at den politik, der bliver ført i København, er en af de mest venstreorienterede i hele landet.
Bare de sidste fire år, har SF stået i spidsen for ambitiøse byggeprojekter, skabt 15.000 nye arbejdspladser, skaffet 146 fuldtidslærepladser gennem sociale klausuler, afskaffet minuttyraniet i hjemmeplejen, bygget ungdomsboliger, sikret grøn omstilling, bedre busser, mindre trængsel, bedre arbejdsforhold, mindre bureaukrati, bekæmpelse af ulighed, flere kulturtilbud, Danmarks første fixerum, sund mad i alle københavnske folkeskoler, to voksne i de små klasser, en CO2-reduktion på 24% procent og 346 kilometer nye cykelstier. Og det er bare et udpluk!
Imens SF har skabt resultater, har Enhedslisten kun nosset sig sammen til at være med i to ud af fire budgetforlig - til trods for, at man ikke finder en rødere kommune end København. Enhedslistens angst for at få beskidte negle er en skam, for havde de turdet samarbejde mere med SF om at trække København til venstre, kunne vi have skabt en endnu rødere og grønnere by.
Heldigvis har der i denne periode været S-SF-flertal i København, og konsekvenserne af Enhedslistens manglende vilje til at forandre byen har derfor ikke haft så store konsekvenser, som det kunne have haft, da S og SF stadig har været uafhængige af højrefløjen. Situationen efter næste valg kan dog blive anderledes, for som det ser ud nu, står S og SF ikke til at få flertal efter valget, og et Enhedslisten, der ikke er samarbejdsvilligt, vil derfor tvinge partierne til at lave budgetaftaler med de borgerlige. En situation, som dele af socialdemokratiet sikkert vil have det fint med, men for os, der vil trække København så meget til venstre som muligt, er det en katastrofe.
I SF har vi ikke givet køb på idealerne - tvært imod! Vi må og skal skabe et rødere og grønnere København. Men alle socialister må have en interesse i, at deres stemme bliver brugt så aktivt som muligt. Derfor vil vi ikke ligesom Enhedslisten stå ude på sidelinjen og se til, mens andre bestemmer politikken i vores by.
Ønsker du også et rødere og grønnere København? Så vil jeg anbefale dig at stemme på Socialistisk Folkeparti d. 19. november.