Organisering gør en forskel

WAC-MAAN er en israelsk uafhængig fagforening for palæstinensere og israelske arbejdere i Israel. ”Når en arbejdskollega dør i en arbejdsulykke, viser man sin respekt til den afdødes familie som kollega, men fortsætter med at arbejde på samme måde som dagen før” fortæller Assaf Adiv som er formand for WAC-MAAN. Vores faglige gruppe fra 3F tog til Israel, for at mødes med den israelske fagforening WAC-MAAN til en konference om sikkerhed og arbejdsmiljø i byen Kufr Qara. Konferencen er kommet i stand, udelukkende på frivillig arbejdskraft i lokalområdet. Forsamlingshuset hvor konferencen blev holdt var også stillet til rådighed uden omkostninger, samt mad og personale. Der deltog ca. 150 arbejdere fra forskellige brancher, og der blev udvekslet erfaringer om ulykker og vilkår i de forskellige brancher. ”Denne konference handler om arbejdsmiljø, men for os som organisation handler det også om organisering” siger Assaf. ”Kvinden som sidder ude i indskrivningen er skolelærerinde og har som sådan ikke noget med vores organisation at gøre, men hun kommer fra lokalområdet og kender flere som enten er døde eller kommet til skade på en arbejdsplads. Derfor har hun valgt at hjælpe til her, for at få arbejderne meldt ind i fagforeningen, så deres arbejds og sikkerheds forhold bliver forbedret”. I byggeriet havde man 62 dødsfald sidste år, forårsaget af arbejdsulykker, i sammenligning havde man 40 dræbte i trafikken, siger Assaf.

Baggrund

WAC-MAAN startede i slutningen af 90`erne som et alternativ for 2 mio. Arbejdere som ikke havde nogen fagforenings beskyttelse. De repræsenterer ca. 2000 israelske og palæstinensiske arbejdere på forskellige arbejdspladser i Israel og i bosættelserne på Vestbredden. Deres typiske medlemmer kommer fra forskellige brancher som, kunstlærer i de private gymnasier, industriarbejdere, lastbilchauffører, arabiske kvinder i landbrugssektoren og palæstinensiske arbejdere i bosættelserne (Typisk byggeriet og værksteder). WAC-MAAN er som uafhængig fagforening, ikke del i et samarbejde med den zionistiske landsorganisation Histadrut. WAC-MAAN kæmper for at være en demokratisk arbejder bevægelse  med social retfærdighed, ligestilling mellem arabere og jøder, og et stop for besættelsen af palæstinensisk land. De kæmper mod neoliberal økonomisk politik, som har betydet at størstedelen af arbejdere i dag er ramt af nedskæringer, social dumping og at organiserede arbejdere er gået fra 90 % til 25 % på 30 år.

Social dumping

På konferencen taler vi med den palæstinensiske kvinde Wataf som organiserer palæstinensiske kvinder i bosættelserne på Vestbredden. Wataf har arbejdet som koordinator for WAC i snart 8 år, og hendes primære opgave er at få kvinder i arbejde og organiseret. Wataf fortæller om israelske mellemmænd, der skaffer arbejdskraft til de israelske arbejdsgivere i bosættelserne. De kommer typisk fra Thailand og bliver groft udnyttet af arbejdsgiverne. De får som regel mindstelønnen (4300 shekel) men har en arbejdsuge der hedder 60- 70 timer uden kompensation, og bor tit hos deres arbejdsgivere under kummerlige forhold. Samtidig trækker arbejdsgiveren huslejen i lønnen, så deres reelle løn er langt under mindstelønnen. Disse forhold er der ingen israelske og palæstinensiske kvindelige arbejdere som kan konkurrere med, så derfor bliver de holdt uden for arbejdsmarkedet. Det er et stort socialt problem for de israelske/palæstinensiske kvinder, de har ikke råd til at deres børn får en uddannelse, dårlig mad og ingen socialisering med andre kvinder. Assaf fortæller at det er en politisk beslutning fra israelsk side, siden de ikke vil gøre noget ved problemet med migrant arbejderne. ”De er i lommen på kapitalen, og har en interesse i at holde sig gode venner med arbejdsgiverne”, og han fortsætter ”Vi prøver at råbe politikkerne op, med kampagner om at det er en fordel at beholde en permanent arbejdsstyrke, samt kampagner mod racisme, og at arbejde for en social retfærdig politik til fordel for kvinderne”. Men politikkerne og arbejdsgiverne kører modkampagner om at kvindelige israelere og palæstinensere er dovne, gider ikke at arbejde, fortæller Wataf. Den retorik har vi også hørt fra danske politikker og arbejdsgivere, når det gælder udnyttelse af arbejdere. Der er 26 000 migrantarbejdere i landbrugssektoren i israel og bosættelserne på Vestbredden, og det stiger støt, uden at politikkerne gør noget ved det.

Sabotage

I et forsøg på at organisere palæstinensiske værkstedsarbejdere i bosættelsen Mishor Adumin på Vestbredden, fabrikerede arbejdsgiveren sammen med israelsk politi en anklage mod en af arbejderne (Hatem Abu Ziadeu), som var i gang med at organisere sine kollegaer på værkstedet. Anklagen gik ud på at Hatem havde saboteret de israelske militærkøretøjer som værkstedet arbejdede med, ved at bruge krigen i Gaza som undskyldning. Det har man ikke kunne bevise, men alligevel taget hans arbejdstilladelse og kan ikke rejse ind i bosættelsen igen og passe sit job. Værkstedsarbejderne og WAC kæmper for at få Hatem tilbage på arbejdet i bosættelsen. ”Det handler om at arbejderne ikke skal kunne organisere sig, og få de basale rettigheder som de har krav på”, fortæller Assaf Adiv. http://www.labourstartcampaigns.net/show_campaign.cgi?c=2410

Man kan konkludere at social dumping er globalt, og at skurken er den verdensomspændende udbytning af arbejderklassen i kapitalens navn. Og politikernes retorik er den samme, om du er i Danmark eller Israel/Palæstina!