Den barmhjertige samaritaner

”Der er ingen minimumsgrænse for menneskelig opførsel fra den israelske side” fortæller Shaher Saed. Shaher er formand for den faglige landsorganisation PGFTU (Palestinian General Federation of Trade Unions). http://www.tufi.org.uk/histadrut_pgftu/about_the_pgftu.html

”Der arbejder ca. 65.000 palæstinenser i Israel. 30.000 legalt, og 35.000 ilegalt”. For at få arbejdstilladelse i Israel som palæstinenser, skal man have søgt 6 måneder i forvejen. Grunden er, ifølge israelerne, at man skal sikkerheds tjekke deres bagrund særdeles grundigt, fortæller Shaher. ”Det er en provokation fra israelernes side, og ikke andet” ifølge Shaher. Gruppen af 3F`er var kørt fra Ramallah, torsdag formiddag til Nablus, en rejse på ca. 1,5 time. Formålet med turen var et besøg hos PGFTU`s hovedkontor, 2 virksomhedsbesøg og afslutte med en opsamling i PGFTU`s hovedkontor i Nablus. PGFTU er en paraply organisation, hvor forskellige brancher hører under. Her møder vi repræsentanter fra byggesektoren, transportsektoren, fødevareindustrien, landbrugssektoren og kvindelige arbejdere. Her bliver der fortalt om meget stor arbejdsløshed, familier som er fysisk splittede mellem Gaza og Vestbredden, stor fattigdom.

Alt sammen, er følger af den israelske separations politik. Et eksempel er, at for en uge siden blev en palæstinensisk chauffør, far til 6 børn, skudt og dræbt ved et check-point, fordi han ifølge de israelske myndigheder, stod for tæt på et par israelske soldater (sikkerhedsafstand). Et andet eksempel er ifølge Repræsentanten fra byggesektoren, at de ingen adgang har til Gaza, for at se ødelæggelserne og besøge deres medlemmer.

En stor familie

Efter besøget hos PGFTU, tog vi ud til en yoghurt fabrik i Nablus. Her er 69 af 72 arbejdere fagligt organiseret under PGFTU. Arbejderne bliver instrueret i sikkerhed og arbejdsmiljø, fortæller direktøren, og fortsætter ”Her på fabrikken, er vi en stor familie”. Den tror jeg også, at flere danske arbejdere har hørt nogle gange i deres arbejdsliv. Vi mødte også et par arbejdere som havde klaget over mangel på ordentligt arbejdstøj, når de arbejdede i kølerummet, samt dårlig ventilation på fabrikken.

På fabrikken var der 1 Tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentanten var på valg en gang om året, og der var nogle af arbejderne som mente at det ikke foregik helt så demokratisk, som ledelsen og repræsentanten fra PGFTU fortalte. En fortalte mig at det var ledelsen i samråd med repræsentanten fra PGFTU som udpegede deres Tillidsrepræsentant. Lønnen på fabrikken var som udgangspunkt mindstelønnen på 1450 shekel (ca. 2300 kr.) men direktøren fortalte at hvis man tog arbejde i ens ferie og nogle søndage med, kunne man godt tjene et par hundrede ekstra om måneden. Der var dog flere arbejdere som fortalte vores delegation, at det kun gjaldt nogle få arbejdere. Med lønnen var der en sygeforsikring og en kontrakt, der betød at man fik fuld løn under sygdom, og at arbejderen selv skulle bryde reglerne i  kontrakten, hvis man skulle fyres. Hvad de regler indeholdt, var en fabrikshemmelighed.

Samaritanerne

På toppen af et bjerg, lidt uden for Nablus, bliver vi inviteret til middag af PGFTU. Her bor et religiøst mindretal (Samaritanerne), ca. 300 samaritaner bor i dette mini samfund. Der bor også ca. 300 samaritaner lidt uden for Tel Aviv, og man mener der er ca. 750 samaritaner i alt. I det lille samfund er der store problemer med indavl, og har taget konsekvensen deraf, ved at invitere 13 ukrainske kvinder hertil, for at bo her permanent! Samaritanerne forholder sig som udgangspunkt, neutrale i spørgsmålene om Israel/Palæstina, men her i lokalsamfundet støtter de, og har sympati for palæstinensernes kamp for frihed. Middagen oppe på en restaurant som er ejet af samaritanere, bliver hurtigt for mange af os, meget genkendeligt. http://da.wikipedia.org/wiki/Samaritaner

Jeg synes, at med tanke på yoghurt fabrikkens arbejdere som er organiseret indenfor PGFTU, virker det en smule lemfældigt, at man bespiser 12 repræsentanter fra 3F, på en måde som leder tankerne hen på de ”De gyldne dage i fagbevægelsen i Danmark”. Det er sikkert i en god mening, men med medlemmer som kæmper en daglig kamp for bedre løn og arbejdsforhold, er det over grænsen at servere 5 slags fisk, i et land uden fiskeindustri (Vestbredden). På den måde ligner det meget fagbureaukratiet i Danmark, ligesom arbejdsgivere, om de er bosiddende i Israel eller Palæstina, er et fedt!

Der kunne de godt lære lidt af en historie som ”Den barmhjertige samaritan”.