Hader alle muslimer bøsser?

I den forgangne uge har ikke blot Rusland med deres diskriminerende lovgivning udvist had overfor homoseksuelle. Også i de hjemlige egne har danske politikere udtrykt sig hadefuldt og diskriminerende. Selvfølgelig har vi fået den sædvanlige sang fra Dansk Folkeparti, og det er jo ikke noget nyt, at de ikke bryder sig om homoseksuelle og i hvert fald ikke vil arbejde for nogen form for ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle. Men nyt er det, at også politikere, der ellers tilhører den traditionelt frisindede og tolerante venstrefløj har ytret mishag mod homoseksuelle.

To byrådsmedlemmer i Odense har i forbindelse med et forslag fra en ung socialdemokrat omkring inddragelse af oplysning om homoseksualitet i folkeskolens seksualundervisning skrevet på facebook, at homoseksualitet er unaturligt og ulækkert. Den ene er tidligere socialdemokrat, nu løsgænger og den anden er medlem af Enhedslisten, men tidligere medlem af SF. Fælles for dem begge er, at de har muslimsk baggrund, og at i hvert fald den ene af dem til Fyns Stiftstidende udtaler, at homoseksualitet ikke er foreneligt med Islam, og at muslimske børn derfor ikke skal modtage undervisning om homoseksualitet.

Debatten er hurtigt blevet polariseret i dem, der mener, at ”det er nok fordi de er muslimer – og sådan er muslimer jo” og dem, der slet ikke mener, at det er relevant, at de pågældende er muslimer eller ej. Under alle omstændigheder rejser debatten naturligt spørgsmålet: er danske muslimer mere homofobiske end den gennemsnitlige befolkning? Jeg er selv personligt blevet stillet spørgsmål omkring min holdning til homoseksuelle et utal af gange. Og jeg går ud fra, at det er fordi jeg er muslim, at man mener, det er relevant at ”krydsforhørere” mig. For den gængse fordom går på, at alle muslimer hader bøsser. Så gør de det?

Det korte svar: Nej, naturligvis gør vi ikke det. I Danmark findes der alle mulige forskellige muslimer. Nogle er dybt ortodokse, mens andre er sekulære og demokratiske. Nogle har levet i Danmark i mange generationer, mens nogle er kommet hertil indenfor de sidste årtier. Nogle er vokset op i lande og kulturer, hvor homoseksualitet er dybt tabuiseret - og nogle steder endda ulovligt – mens andre er vokset op i kulturer, hvor homoseksualitet blot regnes for en del af den variation og mangfoldighed, der nu engang er. ”Muslimer” som en gruppe er med andre ord ligeså forskellige som kristne, ateister eller alle mulige andre religiøse/kulturelle kategorier, man kan inddele menneskeheden efter. Man kan derfor ikke slutte, at blot fordi en person er muslim, har vedkommende også homofobiske holdninger.

Men der er nok ingen tvivl om, at lavede man en rundspørge blandt danske muslimer omkring deres holdning til homoseksualitet, så ville mange af svarene formodentlig ligne de svar, man ville få, hvis man lavede samme undersøgelse i det vestjyske bibelbælte. Fordi et flertal af de danske muslimer har deres oprindelse i kulturer i mellemøsten og afrika, hvor homoseksualitet anses for at være en synd, har mange af dem formodentlig også fået den slags holdninger ind med modermælken. Men jeg oplever også en klar tendens til, at danske muslimer, der er født og opvokset i Danmark, taget uddannelse og arbejde i Danmark og lever deres liv her på lige fod med alle mulige andre danskere, slet ikke har den samme grad (om nogen) af homofobi som er fremherskende i de kulturer, de oprindeligt stammer fra. Den kulturbestemte homofobi er altså en foranderlig størrelse, der ændrer sig i takt med, at muslimer bliver stadigt mere integrerede og inkluderede i dansk kultur og fællesskab.

Men der er stadig dem, der mener, at modstanden mod homoseksualitet og lige rettigheder til homo- , biseksuelle og transkønnede bunder i religionen Islam i sig selv, og derfor ikke sådan er til at ændre på. Det er det synspunkt, der kommer til udtryk, når nogle debattører kategorisk hævder, at ”alle muslimer hader bøsser”. Og det er også det synspunkt, der kommer til udtryk, når nogle muslimer hævder, at undertrykkelse og had mod homoseksuelle kan forsvares ud fra Islam. Det synspunkt mener jeg bunder i en fejlopfattelse af både hvad religion er for en størrelse, men også hvad Islam er for en religion.

Den første fejlopfattelse handler om, at religion er et statisk system, der ikke kan fortolkes eller udvikle sig. Det er åbentlyst forkert, da der jo findes flere tusinde forskellige retninger og tolkninger af alle de store religioner, også af Islam. Hver enkelt tolkning mener nok selv, at de er på rette spor, men selv indenfor hovedretningerne, er der hen over tid sket en udvikling, og religionen skal altid ses i sammenhæng med den tid, man lever i, og tolkningen af de religiøse skrifter ændrer sig da også over tid. Selv de allermest bogstavtro vil kunne se, at deres måde at praktisere religionen ikke er den samme, som for tusind år siden. Og så må man også medgive, at der altid findes divergerende tolkninger af religiøse tekster, uanset, hvor bogstavtro, man gerne vil være. Særligt i Islam, hvor jo ikke kun Koranen, men også Hadith (profetens sædvane) skal inddrages, når man skal finde den rigtige fortolkning af et givent emne. Man kan derfor ikke blot slå op i Koranen, hvis man vil vide, hvad den korrekte holdning til et givent emne er, man skal også læse, hvad en række filosoffer og lærde indenfor de forskellige retsskoler har ment over tid. Og så bliver holdningen pludselig knap så kategorisk!

Den anden fejlopfattelse ligger i forlængelse af den første. Mange tror fejlagtigt, at Islam er en ”lovreligion” fuld af forbud og påbud, som man kan bruge som rettesnor for hver eneste skridt, man skal tage i livet. Derfor tror nogle, at man kan slå et hvilket som helst emne op i Koranen, og her finde et entydigt svar på et hvilket som helst spørgsmål. Der er sikkert mange muslimer (og ikke-muslimer, der skal tolke Islam), der gerne finder en enkelt sura eller et enkelt skriftsted at forholde sig til som svar på et konkret spørgsmål omkring hvordan man som muslim skal forholde sig til homoseksualitet. Og man kan finde skriftsteder i Islam, der siger, at homoseksualitet er at regne for en synd. Og så kan man selvfølgelig vælge at hægte alt op på et enkelt skriftsted, for det gør verden så dejlig let og ligetil. Men man kan også finde rigtig mange skriftsteder, der giver nogle helt andre fortolkningsmuligheder for, hvad man som muslim skal mene om homoseksuelle. Der er utallige skriftsteder både i Koranen og Hadith, der siger, at vi mennesker ikke hverken kan eller skal dømme hinanden, og at det alene er Gud, der ved, hvad der er det rigtige for os. Vores fremmeste formål som mennesker er at skabe fred for os selv og for hinanden – ikke at skabe splid eller had.

Jeg har hørt flere muslimer bruge ”argumentet” om, at homoseksualitet er unaturligt eller en ”fejl”. Til det plejer jeg blot at svare, at Gud fejler ikke, men vi mennesker kan ikke altid se, hvad der er meningen bag hans skaberværk. Naturen er fuld af variation og mangfoldighed, og det gælder blandt menneskene, såvel som blandt alt andet levende. Selv om de fleste kløvere på marken har tre blade, så dømmer vi jo ikke firkløverne som unaturlige!