Annonce

12. januar 2014 - 20:12

Pia Kjærsgaards selvbiografi: Pligtlæsning på venstrefløjen?

I min tid på venstrefløjen har jeg oplevet mange uenigheder. Men én ting var vi altid enige om. Vi kunne ikke lide Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis fremgang i meningsmålingerne var bekymrende/ærgerlig. I sommeren 2012 sagde DF’s ubestridte leder og partiformand stop. I dag indtager hun en mere tilbagetrukken rolle som partiets værdiordfører. Hun mener at andre partier også får sådanne ordførere med tiden. Nu har hun udgivet en selvbiografi. Er de 336 sider værd at kaste sig over? Det mener jeg af flere grunde de er. Og det er ikke blot fordi DF’s tidligere partileder ubestrideligt har spillet en afgørende og fremtrædende rolle i den danske debat.

Jeg vist nok et gammelt SFU klistermærke, der beskrev Pia Kjærsgaard som ”den eneste hjemmehjælper Danmark godt kan undvære.” Andre har fremført lignende budskaber. Kjærsgaard, kan vi læse i selvbiografien, opfattede den slags som spot, men brugte det politisk. Symptomatisk brugte hun det politisk og trykte store plakater med hende som ”Danmarks Hjemmehjælper.”  

Hun skammede sig ikke over ikke at være som de andre. Hun var stolt af det. Kjærsgaard mente den baggrund gav hende lidt ballast, og hun mener i øvrigt det er nedladende at folk, der aldrig har arbejdet om natten eller skiftet en ble på den måde er fordømmende (s. 225). Mit personlige bud ville være at sådanne udvekslinger sendte flere vælgere i armene på Kjærsgaard og DF. Den slags giver biografiens lidt ujævne fremstilling et interessant indblik i.

Bogen starter med at beskrive Kjærsgaards opvækst og barndom. Der er ikke meget politisk her. Det er mest en præsentation af personen der senere blev partileder. Det indeholder dog enkelte forsøg på at beskrive situationer og oplevelser, der formede Kjærsgaards værdier. Eksempelvis udtrykker hun forarges af de (danskere) i hendes kvarter, der lå andre til last ved ikke at arbejde og modtage offentlige tilskud (s.49).

Kapitel 3, der handler om tiden i Fremskridtspartiet er både relevant og underholdende. Her diskes der op med interessante anekdoter om Glistrup, om partikulturen og om hvordan Kjærsgaard blev politisk ordfører uden folketingsgruppens samtykke blot ved at sige det til BT. Også her fornemmer man at det har formet Kjærsgaards syn på partiets opbygning og rolle. Da det hele gik så galt at et nyt parti måtte dannes, ville Kjærsgaard have et uden al det larm, ævl og kævl Fremskridtspartiet også var. Således kimen til DF’s topstyring og magtfulde partiformand.

Det er også det er interessant at læse om, hvad Pia tænker om en lang række politiske emner, også bredere end det vi almindeligvis hører hende tale om: Hun er fx imod dobbeltmandater i KV og FT, kritisk over for at stille folk frit i såkaldte etiske spørgsmål og taler kritisk om både embedsmænds magt og eliternes magt i politik. Det frustrerende ved at bogen er en biografi (frem for en debatbog) er så at alt det her kommer dumpende når Pia lige synes det passer i talestrømmen. Det gør det lidt rodet at finde eller følge. Mest irriterende er dog de besynderlige udfald mod enkeltpersoner. Villy Søvndal får et par ordentlige ture og det fremstår tit bittert. Det kommer også dumpende hen ad vejen. Men det skabte da megen opmærksomhed om bogen.

De fleste læsere af denne blog vil nok vil lede efter er selvrefleksion hos Kjærsgaard. Det er interessant så lidt der egentligt er af det i biografien. Eller sigende om man vil. Når det drejer sig om nogle af de store beslutninger, Krigen mod Irak eller halveringen af dagpengene, er der ikke mange begrundelser at komme efter. Det har den fordel at bogen ikke er et forsvarsskrift og den ulempe at bogen ikke bidrager med meget nyt om Kjærsgaards egne tanker i den henseende. Sådanne bleslutninger beskrives blot som værende svære men alligevel nødvendige (s. 168 og 196-198 ). Det er der ingen der bliver klogere af.

Der hvor der alligevel er nyt at hente er i synet på partiets fremtid. Det der trak overskrifterne at Kjærsgaard på sigt ser mulighed for at gå i regering med Socialdemokraterne. Hvor meget der er reelt og hvor meget der er en undskyldning for at tale grimt om den nuværende socialdemokratiske ledelses politik, er svært at sige. Nogen tog i hvert fald invitationen til sig.

Interessant er det, at Kjærsgaard ser DF og hende selv som et talerør for de almindelige danskere. Som givende en stemme til de forsmåede, der ikke følte sig hørt. ”Vi skal være folkets parti, og der skal fortsat være plads til den helt jævne mand og de mennesker, som ingen andre bryder sig om.” Det sidste er nok så interessant. Det er DF mod de andre. Folket mod eliten. I samme åndedrag er Kjærsgaard også åben over for, at hendes parti ikke er til for folk, der ”tager et smut til london og shopper. Dem, der har høje uddannelser, høje lønninger og dyre biler. Dem, der bor langt væk fra problemerne…” (s. 305). Hvis ikke andre partier tager danskernes udfordringer og bekymringer alvorligt kan man være sikker på at Pia Kjærsgaard står klar med åbne arme og klare budskaber.     

Jeg synes bogen er værd at læse, men man skal selvsagt gøre sig klart hvad det er for en biografi man har i hånden. Jeg opfatter bogen som Pia's egen historie og selvsagt også eget selvbillede. Det betyder givetvis meget for hende at fortælle om sin barndom, sine følelser og sine tanker om sit politiske liv. Det er ikke en biografi der lægger luft til tidligere handlinger - ikke en undskyldning til dem der måtte mene at have krav på sådan en. Det er Pia der ser tilbage på et kapitel i sit politiske liv og tager hul på det næste. Hvis man måtte have det ønske at hun kommer til at have mindre succes i de næste 10 år end de foregående kan biografien være et godt sted at starte. Selvfølgelig går der billedbladet i den frat tid til anden, men der er som fremhævet en del interessant at hente.

 

 

 

 

 

 

Annonce