Krigen i Syrien ansvar og etik

Den her blog er i korte træk et destillat af en diskussion, jeg havde med et par kammerater omkring krigen i Syrien. .

 Skal vi deltage eller ej?

Det første vi må gøre os klart er at der ikke er noget der bare ligner objektiv information omkring forholdene i Syrien. Alle de involverede parter har deres egne interesser i krigen, interesser som spænder fra økonomisk gevinst ved våbenhandel, sikkerhedspolitik, religiøse og etniske interesser osv. osv. alt information der kommer ud fra Syrien er farvet af de interesser. Derfor bliver det meget vanskeligt at diskutere krigen og vores eventuelle deltagelse.

 Man kan så spørger sig selv om det set i det lys overhoved er relevant for almindelige mennesker at diskutere krigs deltagelse i Syrien.

 Skal man så bare acceptere magthavernes og systemets krigs logik ?

Giver det mening at organisere krigsmodstand ?

Jeg tror ikke krigsmodstand i sig selv ændre noget overhoved! For det første er det nærmest umuligt at få ordentlig troværdig information om krigen og som konsekvens deraf er er befolkningen for splittet omkring spørgsmålet til at der kan opstå en massive krigsmodstand der kan udgøre en reel politisk magtfaktor. For det andet er magthavernes repressions midler så massive og effektive at enhver form for demonstration eller oprørs gnist ville blive slukket hurtigt, brutalt og effektivt. Magthaverne har lært af deres fejltagelser!

Tilbage er der så at tage moralsk afstand fra krigen. Og det kan man så gøre til man bliver blå i hovedet men samtidig betaler vi skat til et system der uden skrupler bruger af fælleskassen for at købe våben og sende folk i krig. Så den moralske afstandsstagen bliver ikke andet end tomme ord. Vores magthaver ved vi er ubehjælpsomt afhængige af systemet. Mange års kulturel hjernevask har gjort os så mentalt fattige og indskrænkede at vi ikke kan stille os uden for systemet. Så krigen den kommer! Og vi vil betale til den og vi vil som konsekvens deraf være moralsk ansvarlige, så længe vi er med til at holde et system kørende der gør krigen mulig.

Hvis vi skal have en reel chance for at holde vores magthaver i snor og vores samvittighed ren, så må vi opbygge en fysisk resiliens i befolkningen der gør den istand til at klare sig udenom systemet. Således at man kan vende systemet ryggen uden at skulle sulte og lide nød. En fri og uafhængig befolkning kan betakke sig for krigs deltagelse, en slavebundet befolkning der er afhængigt at det system der skaber krigen må lukke øjnene og drage i krig.