Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
21. november 2015 - 7:15

Verdens småfiskere siger nej til COP’ens falske løsninger

Mens verdens ledere gør sig klar til at tage til klimatopmødet i Paris, er verdens småfiskere lørdag den 21. november på gaden imod de ’falske løsninger’. De kræver i stedet for klimaretfærdighed – det skal vi støtte!

Hvad skal der egentlig til for at løse de kolossale kriser, vi står over for i verden i dag: global ulighed, klimakrisen, sult og flugt?

Spørger man vores regering er det såre simpelt: mere privatisering, flere og større investeringer, mere frihandel.

Selv om markedsfundamentalisme burde være begravet med den ultra-nyliberale Margaret Thatcher, er det faktisk, hvad regeringen skriver i sin ’udviklingspolitiske strategi’ for næste år – og hvad der altså skal udmøntes med den netop vedtagne finanslov.

Med det in mente kan man frygte det værste, når Lille-Lars tager til Paris om et par uger for at repræsentere Danmark til klimaforhandlingerne.

For mens erhvervslivet klapper i hænderne, vil den tilgang næppe føre noget godt med sig for klima, miljø eller almindelige mennesker.

Problemet er, at Løkke desværre ikke er alene.

’Naturen skal sælges, hvis vi vil redde den’

Mange af de ’løsninger’, der foreslås i opløbet til Paris byder nemlig på mere af den slags. De udspringer fra et topmøde i Rio i 2012, det såkaldte Rio+20 møde, hvor ideen om, at vi skal »sælge naturen for at redde den« blev fremført.

Grundtanken er, at naturen kun kan beskyttes og påskønnes fuldt ud, hvis den tilskrives en økonomisk værdi.

Siden da har vi set en ny alliance bestående af de store miljøorganisationer og alskens finansfyrster, der ved at opfinde diverse nye investeringsmuligheder i naturen – eller ’Conservation Finance’ som det hedder i en rapport fra WWF og Credit Suisse – som ifølge eget udsagn er på vores side i kampen mod klimaforandringerne.

Et af disse nye initiativer kaldes ’Blue Carbon’. Denne form for projekter søger at ’beskytte’ vådområder (som mangrover, tidevandsmarsk og søgræs-enge) på grund af disses naturlige evne til at optage og holde på carbon.

Ideen er, at der investeres i, at sådanne vådområder ikke ødelægges, så CO2 fortsat kan indoptages og lagres.

På samme måde som man med det omdiskuterede REDD+ program har forsøgt at opbevare CO2 ved at investere i skovområder, ønsker man med ’blue carbon’-metoden at sætte en pris på og skabe et marked for den service, naturen kan yde ved at optage carbon for os.

Det kan måske umiddelbart lyde som en smart idé, men for det første skal man huske, at det jo ikke løser de strukturelle udfordringer, som klimaforandringerne bygger på. I stedet er det en måde at legitimere fortsatte CO2-udledninger, der primært kommer fra det Globale Nord, ved at naturbeskytte store vådområder, oftest i det Globale Syd.

For det andet kan denne ’naturbeskyttelse’ også betyde, at de befolkningsgrupper, der er afhængige af vådområderne – typisk småfiskere – skubbes væk fra deres livsgrundlag.

Og for det tredje, er det næppe på grund af en pludseligt tyngende moral, at verdens rigeste 1% er begyndt at beskæftige sig med naturen, men tværtimod, som det forklares i førnævnte rapport, at finansialiseringen af naturen selvsagt giver nye, særdeles lukrative, investeringsmuligheder.  

Områder, hvor småfiskere traditionelt har fisket og levet, er dermed blevet genstand for en ny form for investering: nemlig som ’off-setting’ til at lagre CO2.

Udover de sociale konsekvenser som blue carbon-metoden vil medføre for lokalsamfund, er spørgsmålet om tilgangen overhovedet virker.

Klima-aflad?

Off-setting mekanismer, som eksempelvis salg af CO2-kvoter og investering i skovområder, er ofte blevet kritiseret. 

Journalisten George Monbiot har sammenlignet denne praksis med den katolske kirkes tradition for aflad: ved at betale aflad og angre sine synder får man det bedre – men man ændrer ikke ved sine vaner.

F.eks. har den multinationale fødevaregigant Danone ifølge Blue Carbon Portal planlagt investeringer for over 170 millioner danske kroner i mangroveområder i det Globale Syd over de næste par år.

Samlet set forventes investeringen at give over 6 millioner ton carbon-kreditter per år, som Danone så enten kan sælge videre eller bruge til at balancere klima- og miljøregnskabet; men gør dette virkeligt op for Danones kontroversielle rolle i land- og vand grabbing rundt omkring i verden?

Som den internationale småfiskerbevægelse World Forum of Fisher Peoples forklarer i en udtalelse i anledning af dagens World Fisheries Day, skal blue carbon-projekter ses som led i en række af falske løsninger på klimaproblemet.

Kapitaliseringen af naturen, både som mål for stordriftsinvesteringer, eksporteventyr og middel til at balancere et ulige klimaregnskab gør intet for at få os ud af klimakrisen. Det bygger på en blind tro på, at flere markedsbaserede løsninger nok skal få os ud af vores morads.

I stedet bør vi lytte til verdens småfiskere, der fremsætter socialt og miljømæssigt bæredygtige alternativer til den kamikazekurs som vi og vores jordklode lige nu er på.

I solidaritet med dem og som del af den internationale bevægelse, der kræver grundlæggende systemforandringer, går vi i Afrika Kontakt på gaden d. 29. november i København som del af den systemkritiske blok.

Vi håber, at du vil komme med!

Astrid Alexandersen og Mads Barbesgaard er aktivister i Afrika Kontakt

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce