Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
12. august 2015 - 15:28

Venstrefløjen har brug for feminisme

Hvis venstrefløjen skal kunne samle i en bred antikapitalistisk alliance, må den også kunne inkludere et kønspespektiv på undertrykkelse.

Fra tid til anden støder man på en artikel af en sød, velmenende, ofte mager og mild beta-han, der forklarer, hvorfor mænd har brug for feminisme. Og de er åh så søde. Bliv feminist, så du kan græde, være medfølende, så du kan gå op i at lave mad og se »My Little Pony« uden at blive pinligt berørt.

Hvis ikke det giver dig lyst til, at kaste op i munden, vil jeg stille spørgsmålstegn ved dig og dine forældres integritet.

Måske er det for strengt. Artiklerne opfordrer trods alt til en basal form for selv-refleksion, som altid er ønskværdig, og deres krav om at »tjekke dine privilegier« kan være nyttig.

Ud over opfordringerne til at føle og lade føle, kan behovet for at undersøge og påtage sig en del af ansvaret for kønnenes mikropolitik kun være positivt.

Ikke nok med det, men som bell hooks har påpeget, er feminismens succes afhængig af at overbevise mændene. Hvis det kun er kvinder, der kan blive overbevist af feministiske analyser, vil den få svært ved at klare sig politisk og kan ignoreres uden nogen videre konsekvens.

Problemet er, at det politiske let kan gå tabt i de individualiserede analyser, hvor mandens ønske om at være en ’allieret’ eller (Jesus fucking Christ) en ’mandlig feminist’ bekræftes gennem individuel adfærd og forklares ud fra personlig samvittighed og lidelser.

Derudover efterlader det selvfølgelig også begrebet »feminisme« behageligt tåget. Hugo Schwyzer er et oplagt eksempel.[1]

Jeg foreslår, at vi drejer hele spørgsmålet om en anden akse og spørger, om venstrefløjen kan nå nogen steder uden feminisme? Og hvordan skal mandlige aktivister forholde sig til svaret?

På nuværende tidspunkt er det tydeligt at vi er midt i feminismens fjerde bølge.[2] I de engelsksprogede lande drives den af et specielt segment – 18-29-årige digitalt indfødte kvinder.

Den har sine egne specifikke problemstillinger. Nogle af dem er arvegods fra den tredje bølge: medierepræsentation, mikropolitiske perspektiver på #everydaysexism og det delikate politiske spørgsmål om de (klasse-, race-, nationalitets-, seksualitets-) forskelle, der eksisterer mellem kvinder.

Disse overvejelser opsummeres af begrebet »intersektionalitet,« der er omdrejningspunkt for nutidens feministiske debatter, samt sorte feminister og kvinder fra det globale syds forsøg på at ikke at blive skubbet ud af disse diskussioner.

Spørgsmålet om, hvad man skal stille op med det, er ikke bare et taktisk spørgsmål fremprovokeret af situationen. Den kendsgerning, at der er det globale kvindeoprør, er enormt vigtigt, men det garanterer langt fra feminismens fremtidige relevans.

Faktum er, at kvinder og kvinders kroppe har været centrale i de dominerende politiske narrativer over de sidste ti år eller mere, og bliver uforholdsmæssigt hårdt ramt af nedskæringspolitikken.

I »krigen mod terror« blev kvinder brugt som det, Zillah Eisenstein har kaldt, »seksuelle lokkeduer” - indkaldt til krigsfortællinger, der skulle dække over den fundamentalt maskulinistiske, imperialistiske offensiv under den unge Bush, såvel som for at give et vagt progressivt-lydende alibi for racistisk og islamofobisk undertrykkelse.

Den kidnappede »feminisme« var altid tynd. Hverken Malalai Joya eller Malala Youzafszai kunne let assimileres i det imperialistiske narrativ, og i selve de imperialistiske lande befandt kvindegrupper sig generelt i antikrigslejren.

Ikke desto mindre bør den kønskonservative drivkraft i disse krigsfabler udstilles. Argumentet var dengang som nu, at kvinder i »Vesten« har »klaret det.« De har nået civilisationens tinder via stemmeret og nogle få kvinders evne til at klatre til tops indenfor erhvervslivet og politik. Alt andet er ned ad bakke.

Det eneste man kan gøre i denne kontekst er at forsvare det, der allerede er opnået (primært imod muslimer) og støtte op om Pentagon og udenrigsministeriet som kvindefrigørelsens hellige forsvarere.

Den globale krise har sidenhen forandret disse budskabers sammenhæng og relevans.

Da krisen ramte, var det kvinder, der blev ramt først og hårdest. Da nedskæringerne blev udformet var det tydeligt at effekten – da en central del af dem er angreb på sociale indtægter, der dækker det usynlige reproduktive arbejde, der stadig udføres uforholdsmæssig høj grad af kvinder – ville ramme kvinder allerhårdest.

I stigende grad falder statsledere som David Cameron tilbage på ideen om, at »familien« (læs: kvinders usynlige arbejde) kan erstatte velfærdsstaten.

Det er ikke en simpel opfordring til at gå tilbage til »den mandlige forsørger:« Ideen er, at kvinder fortsætter på arbejdsmarkedet, mere ivrigt end før på grund af truslen om armod på bistand.

Grundlæggende skal kvinder arbejde mere for mindre, derved kan nogen af krisens omkostninger omfordeles ifølge en moralsk økonomi, hvor kvinder bedømmes som mest skyldige og mindst fortjenstfulde.

I denne sammenhæng, får sammensmeltningen af islamofobi og nationalisme en helt ny rolle, der tillader, at kvinders underkastelse kan repræsenteres som et patologisk fremmed dogme, snarere end en strukturelt indlejret del af den udviklede, neoliberale kapitalisme.

Det er bare for at nævne nogle få af de mange måder, kønspolitik har været essentiel for de former for politiske dominans, undertrykkelse, imperialisme og udnyttelse, vi har stiftet bekendtskab med i løbet af de sidste ti år.

Det er en gestus for at vise det faktum, at politik ikke kan ske uden at konfrontere kvindeundertrykkelse; for at insinuere de materielle forhold den fjerde bølge er opstået af.

Har venstrefløjen så klaret frisag i den sammenhæng?

»Mandarkister« eller »brocialister« - betyder det noget hvad vi kalder dem? Faktum er, at der er noget særligt mærkeligt ved mænd på venstrefløjen, om det er George Galloway eller »Kammerat Delta«[3]  eller de mange, der forsvarer eller følger dem, eller (som i Deltas tilfælde) de institutionelle former der forsvarer dem, som forråder deres officielle ideal om lighed med sexistisk opførsel.

Eksemplerne er bare de mest tydelige toppe af det chauvinistiske isbjerg. Fra Occupys horisontale netværk til de mere traditionelt, hierarkiske organisationer på den yderste venstrefløj, dukker der flere og flere sager op om sexistisk misbrug, hvor indgroede antagelser og institutionelt pres beskytter de skyldige.

For at være helt entydig: Det er ikke mere problematisk end sexisme i det bredere samfund. Det er højst sandsynligt mindre hyppigt end på højrefløjen. Venstrefløjen eksisterer bare ikke i komplet isolation fra det undertrykkende samfund, den forsøger at arbejde indenfor. Den er en del af verden og er modtagelig overfor dens pres.

Sexisme er ikke et særligt kendetegn ved venstrefløjen, men det er et problem for venstrefløjen, i forhold til dens normative mål og dens forhåbninger om at vokse og samle en alliance af kræfter, der kan udfordre kapitalismen.

Faktum er, at debatten på dele af venstrefløjen under nylige kontroverser om sexisme, i bedste fald har været ekstremt konservativ.

I sin mest seriøse form involverer det påstande om, at feminisme og intersektionalitet bare er identitetspolitik og distraktioner i forhold til det virkelige spørgsmål om klasse.

Det ignorerer fuldkommen, at feminister såsom Silvia Federici, Selma James og Avtar Brah (for nylig også Abbie Bakan og Brenna Bhandar) har påvist, at vores forståelse af klasse, arbejde og merværdi totalt transformeres, når vi tager højde for køn (race og så videre).

Det er langt fra irrelevant i en æra domineret af nedskæringspolitik og angreb på overførselsindkomster. De, der taler om klasse uden at tage højde for disse ting, er ikke ude på at forsvare klassepolitik, men at bevare klasse som en slags identitetspolitik for et særligt segment af hvide mænd.

Det er en grundlæggende minoritetstilgang; hvide mænd udgør ikke flertallet af mennesker på planeten, på trods af hvad fjernsynet viser. De har måske generelt mere magt og indflydelse end andre, men de kan ikke alene samle en bevægelse, der kan udfordre kapitalismen.

Det er ikke en gang nødvendigvis de mest militante dele af arbejderklassen. Gramscis pointe om, at bygge hegemoniske alliancer er rigtig. Ingen autentisk alliance er mulig, hvor undertrykte grupper forventes at tie stille og undertrykke deres interesser og krav – faktisk er det præcis dette problem, den fjerde bølge af feminister har konfronteret via intersektionalismens sprog.

Venstrefløjen har brug for feminisme, fordi den har akut brug for opdatere sine epistemologiske antagelser, for at kunne analysere sin egen situation, og fordi den er.

Men for at klare den udfordring, er venstrefløjen nødt til at bekæmpe sine mest reaktionære dele, dem, der i værste fald repræsenterer en frastødende form for voldtægtskultur, eller som i bedste fald er venstrefløjens anti-feminisme/backlash culture.

Enten det – eller også kan man sætte sig og græde over »My Little Pony«. Det er op til dig.

Richard Seymour er politisk aktivist og forfatteren bag bloggen Lenin’s Tomb. Han har skrevet flere bøger heriblandt The Liberal Defense of Murder, The Meaning of David Cameron, American Insurgents, Unhitched og Against Austerity, der for nylig er oversat til dansk af Forlaget Solidaritet som Deres krise – Vores løsninger.

Artiklen er oversat af Mikkel Flohr, der er Ph.D.-studerende ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet. Artiklen er oprindelig fra netmagasinet www.strikemag.org


[1] Hugo Schwyzer er en selv-erklæret »mandlig feminist,« der er blevet kritiseret for at repræsentere en meget snæver og privilegeret dagsorden. Han har været involveret i flere kontroversielle sager, der har involveret sex med hans studerende, stofmisbrug og mordforsøg.

[2] Feminismens historie inddeles ofte i bølger: Den første bølge handlede primært om kvinderrettigheder særligt kvinders stemmeret. Den anden bølge startede i tresserne og fokuserede på kvinders seksualitet, arbejde og prævention, samt familiestrukturen. Den tredje bølge startede omkring halvfemserne og er karakteriseret ved et øget fokus på queer og ikke-hvide kvinders situation.

[3] George Galloway er en britisk venstrefløjspolitiker og tidligere Big Brother-deltager, der har bagatelliseret voldtægtsanklager mod Wikileaks-stifteren Julian Assange. Kammerat Delta er dæknavnet for et medlem af centralkomiteen i britiske Socialist Workers Party, der blev anklaget for at have voldtaget flere kvindelige partimedlemmer. Partitoppen besluttede at ordne sagen internt via en undersøgelseskomite bestående af Kammerat Deltas nære venner og kolleger, der konkluderede, at han var uskyldig og undlod at involvere politiet. Sagen endte med at splitte partiet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce