Annonce

MEK
18. april 2012 - 12:51

US-elitesoldater trænede iranske terrorister

Selvom den iranske oppositionsgruppe MEK står på USA's terrorliste, er organisationen blevet trænet af amerikanske elitesoldater. Mens sagen kan blive pinlig for Obama-regeringen, erklærer toppolitikere og højtstående embedsmænd deres sympati for MEK.

Under Bush-regeringen trænede amerikanske elitesoldater iranske terrorister på det amerikanske energiministeriums faciliteter i ørkenstaten Nevada. Det skete, selvom den iranske gruppe Mujahideen-e-Khalq (MEK) siden 1997 har optrådt på det amerikanske udenrigsministeriums terrorliste.

- Ja, vi trænede dem her, fortællerr en tidligere højtstående efterretningsofficer den amerikanske journalist Seymour Hersh om træningen af MEK.

Efterretningsofficeren fortsatte:

- Vi trænede dem igennem længere tid i ørkenen og bjergene, og opbyggede deres kapacitet inden for kommunikation.

I artiklen, der er offentliggjort på det amerikanske magasin The New Yorkers hjemmeside, skriver Hersh om, hvordan Bush-administrationen i årene mellem 2003 og 2008 så stort på amerikansk lov og lod elitesoldater træne iranerne i våbenbrug, smågruppe-taktik og i kodet kommunikation.

Læs Our Men in Iran? (The New Yorker)

Prominente terror-støtter

MEK, der har ført væbnet kamp mod det iranske præstestyre siden den islamiske revolution i 1979, nyder i øjeblikket stor opbakning blandt amerikanske politikere fra både det demokratiske og det republikanske parti.

Også fra en lang række højtstående embedsmænd støtter gruppen.   

Den iranske organisation nyder støtte fra blandt andre den forhenværende justitsminister Michael Mukasey, forhenværende Vermont-guvernør og præsidentkandidat Howard Dean samt forhenværende New York-borgmester Rudolph Guliani.

Desuden har to direktører for CIA og en chef for det amerikanske forbundspoliti FBI erklæret deres sympati for MEK, og stillet sig uforstående over organisationens plads på terrorlisten.

Se Training Terrorists in Nevada: Seymour Hersh on U.S. Aid to Iranian Group Tied to Scientist Killings (Democracy Now)

Snigmord på Israels vegne

MEK er især blevet interessant for amerikanske politikere, der mener, at det iranske præstestyre er i færd med at anskaffe sig atomvåben, der kan true Israel.

MEK er sat i forbindelse med en række snigmord på iranske atomforskere. Mange iagttagere peger på den israelske efterretningstjeneste som den sandsynlige ekspertise bag drabene, og på MEK som den organisation, der konkret kan have gennemført nogle af dem på Israels vegne.

Obama-regeringen i penibel situation

Afsløringen af den ulovlige støtte til MEK giver ny ammunition til dem, der anser Obama-regeringen for at være følgagtig overfor ulovligheder begået under Bush-regeringen.

Det gælder den ansete forfatningsjurist og blogger på Salon.com Glen Greenwald, der voldsomt har kritiseret den amnesti, som Obama har givet præsident Bush, hans ministre og højtstående embedsmænd.

I et blogindlæg peger han på, at det ikke er nyt for den amerikanske regering at støtte terrorister i udlandet.

Men det aktuelle eksempel er alligevel en skærpelse af den hidtidige praksis:

»Når USA vil støtte, træne, bevæbne eller på anden måde stille sig ved siden af en terrorgruppe eller stater, der sponserer terror (og det er ofte sket), plejer landet at udvise den takt, det er, først at fjerne vedkommende fra den officielle terrorliste,« skriver han, og henviser til contraerne i Nicaragua, dødspatruljerne i El Salvador, Saddam Husseins Irak og Ghadaffis Libyen.

Han peger desuden på, at støtte til organisationer på terrorlisten i udgangspunktet har en straframme på fjorten år. Fører støtten til tab af menneskeliv, kan det give livsvarigt fængsel.  

Læs Report: U.S. trained terror group (Salon.com)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce