Annonce

Familiesammenføring
23. september 2015 - 14:59

Udlændingestyrelsen overser tjeklister og basale fejl i sager om familiesammenføring

Udlændingestyrelsen er selv med til at trække sager om familiesammenføring i langdrag, når styrelsens ansatte ikke udfylder en vigtig tjekliste, mener juridisk rådgiver. Tjeklisten skal sikre, at ansøgninger om familiesammenføring umiddelbart er i orden og udfyldt korrekt, når den indleveres. Men som Modkraft kan fortælle, risikerer ansøgere først at blive oplyst om basale mangler i ansøgningen flere måneder efter. Imens venter desperate flygtninge fra Syrien på at blive genforenet med deres familier. 

I begyndelsen af november i 2014 afleverede Ali Ahmed Hussein en ansøgning om at blive familiesammenført med sin hustru Berivan Alabdullah. “Er ansøgningen underskrevet af ansøger,” står der blandt andet i tjeklisten, som den ansatte i Udlændingestyrelsen havde mulighed for at krydse af, da ansøgningen blev afleveret. Men det gjorde den ansatte bag skranken ikke.

Og som Modkraft kan fortælle, er det i flere sager om familiesammenføring medvirkende til, at syriske mænd får deres sager udskudt i månedsvis, selvom basale fejl i ansøgningerne kunne have været undgået, hvis Udlændingestyrelsen brugte tjeklisterne.

Men ud af akter fra 14 sager om familiesammenføring, som Modkraft har gennemgået, viser det sig, at tjeklisterne i ansøgningsskemaet kun udfyldt i en enkelt af sagerne.

Efter Ali Ahmed Hussein har ventet i tre og en halv måned på at få svar på sin ansøgning, modtager han brev fra Udlændingestyrelsen den 20. februar 2015. Her får Ali Ahmed Hussein at vide, at der mangler vigtige oplysninger i den ansøgning, som han har indsendt. Blandt andet mangler han at opgive, hvilken dansk ambassade eller hvilket konsulat, der skal udlevere afgørelsen om familiesammenføring.

Desuden har han to steder i ansøgningen ikke angivet, hvilken dato, han har skrevet under. 

Efter igen at have afleveret dokumenterne med dato for underskriften og oplysninger om, hvor afgørelsen skal sendes til, får Ali Ahmed Hussein den 4. maj 2015 endelig brev om, at hans familiesammenføringssag er under behandling. Den gode nyhed får han altså et halvt år efter, han afleverede ansøgningen.

Familie i Syrien

Hans ansøgning er dog stadigvæk under behandling. Selvom Ali Ahmed Hussein flere gange er mødt op personligt i Udlændingestyrelsen, og har sendt mails og ringet, fik han i august at vide, at han først kan forvente svar til oktober.

Imens Ali Ahmed Hussein venter på svar, befinder hans kone og børn sig i det krigshærgede Syrien.

Den slags lange behandlingstider er slet ikke enestående i de 14 sager, som Modkraft har fået aktindsigt i.

I billedet ovenover ses den tjekliste, der er beregnet til myndighederne. Den er fra en ansøgning om ægtefællesammenføring og er udfyldt af den medarbejder i Udlændingestyrelsen, der har modtaget ansøgningen.

Her er det desuden bemærket, at afgørelsen om familiesammenføring skal sendes til den danske ambassade i Libanon. Ud af de 14 sager er dette dog det eneste eksempel på, at ansøgeren er blevet bedt om at oplyse netop dette.

I fire andre sager har det betydet, at der er gået mellem 3-4 måneder, fra ansøgerne afleverede ansøgningen, indtil de er blevet bedt om at sende oplysninger om den danske ambassade eller konsulat.

Det har, ligesom i Ali Ahmed Husseins tilfælde, været en af årsagerne til, at sagen ikke kunne behandles.

Fejl kan betyde liv eller død

Asrin Mesbah har ageret frivillig, juridisk rådgiver for de syriske mænd, der er repræsenteret i de sager, som Modkraft har fået aktindsigt i. Hun er så frustreret over Udlændingestyrelsens behandling af sagerne, at hun tirsdag klagede til Ombudsmanden på vegne af 19 syriske mænd. De har alle ventet i måneder på svar i deres sager om familiesammenføring.

- Udlændingestyrelsen vildleder ansøgerne og medvirker selv til, at sagerne trækkes i langdrag, når den udleverer mangelfulde ansøgningsskemaer til folk, siger Asrin Mesbah med henvisning til, at ansøgeren ikke har mulighed for at vide, at der skal gives oplysninger om, hvilken dansk repræsentation i udlandet afgørelsen om familiesammenføring skal sendes til.

Ifølge Linda Lund Pedersen, der er ph.d-studerende ved London School of Economics and Political Science og har forsket i familiesammenføring, kan tjeklisten ikke siges at være juridisk bindende, da de kun er vejledende. Screeningen af selve ansøgningen foregår først senere af Udlændingestyrelsens medarbejdere, forklarer hun.

Men der er stadig tale om en fejlagtig sagsbehandling, når tjeklisterne ikke er fyldt ud, vurderer Ilyas Denis, der er juridisk rådgiver og har arbejdet med området i 15 år.

-  Fejlen kan i værste fald betyde liv eller død for ansøgernes børn, når sager bliver udskudt på grund af, at tjeklisterne ikke er fyldt ud. Mange fejl i ansøgningerne kunne allerede blive opdaget med det samme, forklarer han.

Ombudsmanden omtalte i en rapport om Udlændingestyrelsen fra 2006, at tjeklisterne blandt andet var blevet indført for at sikre »korrekt vejledning af brugerne«

»Umiddelbart forekommer skemaerne at være en god hjælp til brug for sagsbehandlingen,« lød vurderingen dengang.

Deadline overskredet: Venter stadig

Udlændingestyrelsen har selv såkaldte servicemål for, hvor lang tid det skal tage at behandle sager om familiesammenføring. Den lyder på tre måneder. For komplicerede sager lyder den på fem måneder.


En gruppe syriske mænd venter foran Udlændingestyrelsen for at få svar på deres sager om familiesammenføring. Ingen af de to mænd på billedet er Ali Ahmed Hussein. Foto: Mark Knudsen

I Ali Ahmed Husseins tilfælde har han fået at vide, at fristen på fem måneder ville blive overholdt. Dog først fra den dag i februar, hvor Udlændingestyrelsen havde alle de oplysninger, de manglede for at kunne behandle sagen. Beskeden fik han i begyndelsen af maj.

Vi camperer foran Udlændingestyrelsen

Ali Ahmed Hussein forventede derfor at få svar i slutningen af juli måned. Og da fristen var passeret rykker han flere gange for at høre, hvorfor han ikke har fået svar. I begyndelsen af august får han at vide, at sagen tager længere tid at behandle på grund af mange ansøgninger i Udlændingestyrelsen. Nu venter han på den nye frist i oktober.

Udlændingestyrelsen har flere gange forklaret, at medarbejderne er under stort pres på grund af ekstraordinært menge ansøgninger. Derfor er sagsbehandlingstiden på fem måneder for komplicerede sager, ifølge Udlændingestyrelsen, ikke blevet overholdt i 16 pct. af alle sagerne. Desuden har styrelsen tidligere på året valgt at ansætte 44 nye medarbejdere.

Imens har en gruppe syriske mænd camperet foran Udlændingestyrelsen siden 15. september. De håber, at det kan hjælpe dem med at få svar på deres sager om familiesammenføring. 

Læs Modkraft-artiklen om flygtningeprotesten ved Udlændingestyrelsen her.

Modkraft forsøgte at få en kommentar fra Udlændingestyrelsen, foreløbigt uden resultat.

Nedenfor kan du se, hvordan spørgsmålene i tjeklisterne ser ud i en standardansøgning for ægtefællesammenføring:

 

 

 



 


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce