Annonce

Borgerlige kilder
8. januar 2013 - 13:57

TV2 beskyldes for hetz mod arbejdsløse

Mattias Tesfaye (SF) og Pelle Dragsted (Ø) undrer sig over, at TV2 ikke oplyser, at arbejdsgivere, som kritiserer arbejdsløse for dovenskab, er politisk aktive på højrefløjen. Nyhedschef afviser kritikken.

TV 2 Nyhederne har tre aftener i træk bragt top-historier, hvor nogle tilsyneladende tilfældigt udvalgte arbejdsgivere har fortalt, hvordan de ikke kan besætte ledige stillinger, selvom der er ledighed i Danmark. 

Nu viser det sig, at de tre arbejdsgivere, som er hovedkilde til historierne, er aktive på den politiske højrefløj.

Der er tale om en formand for partiet Liberal Alliance i Billund, en tidligere formand hos De Konservative i Vejle og et stærkt liberalt og aktivt medlem af Venstre.

Den manglende varedeklaration møder kritik fra SF og Enhedslisten.

– Det tog mig fem minutter at google de tre herrer, og så kommer det tydeligt frem, at de er politisk aktive og derfor har en blå dagsorden. Jeg har ikke noget problem med, at man bruger cases, der er medlemmer af politiske partier, hvis man gør tydeligt opmærksom på det, men jeg mener, at TV2 røvrender seerne, hvis de ikke oplyser det i deres indslag, siger Mattias Tesfaye (SF) til avisen BT.

– Når TV2 tre aftener i træk har som hovedhistorie, at arbejdsgivere ikke kan tiltrække ledige, er det dybt problematisk, hvis man ikke oplyser om partimedlemskab i en så stærkt politisk sag. Der er kun to procent af den danske befolkning, der er medlem af et parti og endnu færre, der er meget aktive og har tillidsposter, men de tre arbejdsgivere er altså særdeles aktive, siger den tidligere næstformand i SF.

Læs artiklen »Tesfaye anklager TV2 for grov manipulation: I røvrender seerne« hos BT.

Læs også artiklen »Tesfaye angriber borgerligt kildevalg: TV 2 gør grin med seerne« hos Politiken.

Enhl: »En stærk politisk dagsorden«

Enhedslistens kommunikationschef Pelle Dragsted er enig i kritikken, og han frygter, at der kan være tale om en tendens.

»Man skal passe på med at være paranoid. Men det er lidt svært ikke at se et mønster i, at næsten samtlige af de kilder, som TV2 har anvendt i deres føljeton, er aktive i politiske partier på højrefløjen. Partier, som alle har en stærk politisk dagsorden i at forsvare dagpengereformen og så tvivl om, hvorvidt de mennesker, der lige nu mister dagpengeretten reelt har gjort, hvad de kunne for at få et arbejde,« skriver Pelle Dragsted på hjemmesiden K-Forum og fortsætter:

»Det er svært ikke at sidde tilbage med en usikkerhed om, hvorvidt der, ligesom i Vejlegårdssagen, bag TV2-nyhedernes indslag ligger en velforberedt og koordineret spin-indsats, orkestreret af liberale lobby-netværk eller direkte fra partikontorer på højrefløjen«.

Læs hele kommentaren »TV2-nyhederne har et case-problem« hos Kommunikations Forum.

Se de omtalte tv-indslag på TV2's hjemmeside:

»Ansatte søges: 10.000 job trods krise«.

»Massiv kritik af jobcentre«.

»Arbejdsgiver dropper offentlig arbejdsformidling«.

TV2's nyhedschef afviser kritikken.

– Det har ingen relevans (at kilderne er medlem af borgerlige partier, red.). De mennesker, vi taler med, taler på egne vegne. De fortæller om et problem, som er veldokumenteret af Arbejdsmarkedsstyrelsen, og det problem eksisterer ligegyldigt, hvilken politisk observans arbejdsgiverne har, siger nyhedschef på TV 2, Jacob Nybroe, til BT.

Læs artiklen »TV2 efter Tesfaye-kritik: Vi kendte godt til partimedlemskab« hos BT.

Læs artiklen »Tesfaye anklager TV 2 for manipulation« hos TV2.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce