Annonce
Tid til et dansk demokrati-tjek
Der er behov for at rette op på de skader, den tidligere regering har forvoldt mod demokratiet i Danmark.
På grundlovsdagen den 5. juni fejrer vi hvert år det danske demokrati. Og der er da også masser af ting at fejre her i det, der - stort set ligegyldigt hvilken målestok man anvender - er et af verdens mest velfungerende demokratier.
Men midt i festlighederne er det vigtigt at huske, at demokratiet konstant skal vedligeholdes og udvikles, hvis det ikke gradvist skal forringes.
Efter ti år med en regering, der ofte har vist en grundlæggende mangel på respekt for de demokratiske principper, er det på høje tid med en dybdegående undersøgelse af det danske demokratis tilstand.
En sådan undersøgelse må starte med at afdække, hvad borgerne i Danmark egentlig forstår ved begrebet demokrati.
At måle demokrati-kvalitet
Demokrati-begrebet bruges ofte i den offentlige debat som om, der er tale om noget, som alle ved, hvad er, og som noget, man enten har eller ikke har.
I virkeligheden kan demokrati naturligvis være mange forskellige ting, og man kan tale om mere eller mindre demokratiske tilstande.
Demokratiet er således ikke noget, man opnår én gang for alle, eller som automatisk bevæger sig fra mindre til mere demokrati, men noget, som er under konstant udvikling, og som hele tiden bør debatteres.
Efterhånden som flere og flere lande overgår fra forskellige former for autoritære regimer til mere eller mindre demokratiske styreformer er den internationale demokratiforskning begyndt at bevæge sig fra at undersøge demokratiserings-processer til at beskæftige sig med begrebet demokrati-kvalitet.
Der er i dag fra flere lande erfaringer med at udføre grundige undersøgelser af demokrati-kvalitet baseret på den specifikke demokratiopfattelse hos borgerne i de forskellige lande.
Baseret på den britiske demokratiundersøgelse UK Democratic Audit har den internationale organisation IDEA, som blandt andet tæller Danmark blandt medlemslandene, således udviklet en fleksibel ramme for måling af demokrati-kvalitet, som over 20 lande over hele verden indtil videre har benyttet sig af.
Demokratisk svigt i Danmark
Der er mange grunde til netop nu at foretage et grundigt eftersyn af det danske demokrati. Den tidligere regering udviste gang på gang en udtalt mangel på respekt for de mest grundlæggende demokratiske principper og spilleregler, og der er derfor behov for at rette op på de skader dette demokratiske svigt har forvoldt.
Den tidligere regerings foragt for de mest grundlæggende borgerrettigheder blev måske mest klart udtrykt efter regeringsskiftet af Venstres medlem af folketingets retsudvalg, Karsten Nonbo, da han udtalte, at borgere, der deltager i en lovlig demonstration, må være forberedt på at blive anholdt, selvom de ikke har begået noget kriminelt.
Loven om de præventive anholdelser kan ses som det mest tydelige eksempel på en generel forværring af borgernes retsstilling i løbet af de sidste ti år.
Andre eksempler er PET’s ”administrative udvisninger” og tuneserloven.
Et eksempel på den tidligere regerings manglende respekt for demokratiets institutioner var også, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2007 nægtede at følge ombudsmand Hans Gammeltoft Hansens henstilling til at stoppe den konsekvente boykot af den kritiske ekstrablads-journalist og Cavling-vinder Bo Elkjær.
En beslutning, der fik Hans Gammeltoft Hansen til at advare statsministeren mod at undergrave ombudsmandsinstitutionens autoritet.
På samme måde fik ombudsmandens kraftige kritik af Integrationsministeriets manglende oplysning om borgernes rettigheder i forbindelse med familiesammenføringer i 2008 ingen konsekvenser for daværende Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.
Den samme mangel på respekt for de demokratiske kontrol-institutioner kom til udtryk i regeringens svar på kritikken fra Rigsrevisionen i 2009 i sagen om overbetaling af privathospitaler, hvor Rigsrevisionen blev beskyldt for at ”politisere”.
Alle disse eksempler viser det danske demokratis sårbarhed overfor en parlamentariske situation med en de facto flertalsregering, hvor det parlamentariske grundlag i form af Dansk Folkeparti ikke udviste den mindste interesse i at udfylde sin rolle som demokratisk vagthund.
En oplagt styrkelse af det danske demokrati vil derfor være at give et mindretal i folketinget bedre muligheder for at kontrollere regeringen.
Helle Thorning-Schmidt forslog i sin grundlovstale for to år siden netop en sådan styrkelse ved at give mindst to femtedele af Folketingets medlemmer mulighed for at iværksætte uvildige undersøgelser.
Både S, R, SF og EL bakkede indtil få dage før valget op om forslaget. I dag står kun Enhedslisten fast på den tidligere politik.
Et ulige magtforhold
Forholdet mellem borger og stat, som det kommer til udtryk i mødet mellem klient og sagsbehandler, er et andet sted, hvor det er relevant at se på det danske demokratis kvalitet.
De fleste borgere møder oftest staten i form af ikke-valgte statslige ansatte i et ulige magtforhold.
Som modtager af overførselsindkomster risikerer man at miste helt basale borgerrettigheder.
Kontanthjælpsmodtagere må ganske vist gerne benytte deres ytringsfrihed til at skrive læserbreve, men en kronik med honorar, for ikke at tale om en hel bog, vil oplagt skabe problemer.
I kampen mod socialt bedrageri indfører kommunerne desuden mere og mere indgribende overvågning af borgere på overførselsindkomster, en overvågning, der typisk rammer de mindst ressourcestærke borgere hårdest.
Det er enormt vigtigt at disse eksempler bliver anerkendt som demokratiske problemer, og at vi tager en åben debat om, hvilken retning vi vil have vores samfund bevæger sig i og hvilke tiltag, der er nødvendige for at styrke demokratiet i fremtiden.
Dette er ikke ”the end of history”
Med finanskrisen er det efterhånden gået op for alle, inklusiv manden selv, at Francis Fukuyama tog grundigt fejl, da han efter murens fald proklamerede ”the end of history” med den vestlige kombination af frie markeder og liberale demokratier som det menneskelige samfunds endelige form.
Finanskrisens protestbevægelser, som Los Indignados og Occupy Wall Street, er om noget udtryk for utilfredshed med kvaliteten af de vestlige landes etablerede demokratier.
Bevægelserne har dog ikke været i stand til at udmønte denne utilfredshed i konkrete reformforslag.
Der er ellers masser af muligheder for at udvikle demokratiet, hvis man tør tage de grundlæggende demokratiske principper om deltagelse og lighed seriøst.
Internettet byder på mangfoldige muligheder for at indføre mere direkte demokratisk deltagelse i samspil med de eksisterende repræsentative beslutningsstrukturer.
Andre oplagte steder at sætte ind kunne være i forhold til reformer af overførselsindkomsterne på en måde, der ikke klientgør borgerne i samme grad som i dag, men i stedet styrker borgernes mulighed for deltagelse.
I den forbindelse er den evindelige debat om velfærdsstatens størrelse mindre interessant end en debat om, hvordan man skaber en mere demokratisk velfærdsstat.
Det kunne også være relevant at genoptage debatten om økonomisk demokrati eller tage spørgsmålet om centralisering versus decentralisering op i lyset af demokratiske principper.
En krise kan ofte være en mulighed for at skabe positive forandringer. Og det behøver ikke være økonomisk omkostningsfuldt at forbedre det danske demokrati, tværtimod kan et mere demokratisk politisk system nemt vise sig at føre til bedre løsninger på de udfordringer, vi står overfor.
Lad os komme væk fra den ensidige debat om økonomisk vækst og fokusere på de politiske rammer for vores tilværelse som borgere i Danmark.
Rasmus Jensen Schjødt er cand.scient.pol
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Kommentarer
Glem ikke, at Jesper Tullin fik en Cavling-pris for at afsløre ulovligheder i Beskæftigelsesministeriet under Claus Hjort.
Eller Jæger- og Jægerbogssagerne.
Eller statsløsesagen, som dog førte til Birthe Rønns fald. Alene fordi LA ville have mistet enhver politisk legitimitet, hvis de ikke var gået med til en undersøgelse - selvom de kviede sig i begyndelsen.
Og hvad var det egentlig Troels Lund havde gang i med Thornings skatteoplysninger?
Irakkrigen, fangeudleveringer, osv. osv. osv.
Spørgsmålet er, om vi kan nøjes med en undersøgelse af demokratikvalitet, eller om vi snarere har brug for et retsopgør?
Jeg mener at den afgørende demokratiforringelse, som i øvrigt blev gennemført med et stort flertal i folketinget, kom med kommunal- og amtsreformen.
Man kan tale nok så meget om magtfulde menneskers misbrug af samme, men når al magten centraliseres og beslutninger trækkes væk fra den nærdemokratiske proces, har systemet spillet fejl.
Ikke fordi beslutningerne nødvendigvis bliver bedre eller dårligere; men fordi at langt størsteparten af befolkningen aldrig får en anledning til at se en magthaver i øjnene og sige: "Det var fandme ikke i orden, det der."
Sådan en liste kan jo blive ved i det uendelige. Ikke bare med opremsning af de demokrati- og retsstats-undergravende love og tiltag, der er blevet indført af den "borgerlige" regering i de sidste 10 år, men også af den "socialdemokratiske" regering i 1990erne - og givetvis også med de demokrati- og retsstats-undergravende love og tiltag, som vil blive gennemført af den nuværende og kommende regeringer. Den slags er jo desværre uafhængigt af parti-farve.
Der kan altid gives mere magt til staten og enhver regering føler behovet for at få mere magt, og da de fleste partier har som mål at blive en del af en regering, har de sjældent en interesse i at begrænse statens magt. Det bør altså ikke overraske, at det kun er få partier, der tager retsstaten og borgernes sikkerhed overfor staten alvorligt.
Jeg troede for eksempel at Enhedslisten var et af de få partier (måske det eneste), der faktisk tog retssikkerhed og den slags alvorligt (seriøst: det troede jeg, og det var nok det jeg satte størst pris på hos Listen), men der var jeg nok lidt for naiv. Partiet har jo netop idag stemt for en lov, som bryder grundlæggende retssikkerhedsprincipper ved at give statens lov-håndhævere ret til at bryde ind i folks hjem (dog ikke huset, men haven, hvor folk også burde have ret til privatliv) uden retskendelse for at foretage retskendelse og kræve at folk skal vise identitetspapirer og udlevere private oplysninger.
Det er en lov som Advokatsamfundet beskrev med ordene: "Forslaget er usædvanligt vidtgående. End ikke politiet er som led i forfølgningen af strafbare forhold tillagt beføjelser til at forlange en sådan legitimation fra borgernes side. Dette er sjældent set i et demokratisk og åbent samfund som det danske."
Jeg må indrømme, at jeg er forbløffet og forarget over at Enhedslisten har stemt for denne spion-lov, som gør at man ikke længere kan føle sig tryg og privat i sin egen baghave. Jeg håber at der er noget jeg har misforstået.