Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Generationsetik
8. august 2014 - 14:31

Taknemmelighed

Jeg er forskellig fra mine forældre. De drømmer om tryghed. Jeg er mere ambitiøs: Jeg drømmer om intet.

Jeg befinder mig et sted højt oppe blandt hvide skyer. Midt imellem København og Barcelona. Jeg er på vej hjem til Barcelona. Svævende i den tynde luft rammes jeg af en sentimental tanke.

Jeg har næsten lige sagt farvel til mine forældre foran lufthavnen. De står stille og vinker, mens jeg bevæger mig ind i lufthavnen.

Jeg genkalder dette billede. Der er noget kærligt i dette billede. Noget taknemmeligt. Jeg er taknemmelig. De ved det jo godt. Mine handlinger siger mere end ord. Det gør de. Selvom jeg ingenting gør.

Måske er det derfor, at jeg fornemmer, nej, jeg tænker og føler en lummer tvivl: Er jeg sikker på, at de ved det? Har jeg sagt tak?

Straks efter tænkte jeg: Tak for hvad?

Det var her jeg rejste mig og fandt min computer frem fra min rygsæk, der lå i håndbagageboksen over mit hovedet.

Mine forældre er ældre end mig. Sådan er det gerne, men de er ældre på en måde, som tydeliggør, at der er større forskelle mellem visse generationer end andre. De er født i fyrrene. En del af det store babyboom.

Jeg er nok snarere placeret, i den matematiske ukendte generation, som kaldes X, men som også er i berøring med Y. Et sted midt imellem. Jeg for ung til Douglas Copland, og alt for gammel til Justin Bieber.

Sådan har jeg altid følt mig placeret, et sted mellem lidt for sent og lidt for tidligt.

Forskellen mellem mine forældre og mig er kompleks.

Teknologi, videnskabens stigende dominans og en øget internationalisering, udgør nok den største kløft, som på intet tidspunkt har været en uoverkommelig kløft. Snarere har der bare været en forskel mellem hver vores naturlighed, som har gjort vores forhold til et spørgsmål om imagination.

Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan det må have været at vokse op i deres tid. De har levet i en anderledes historie.

De kan nok bedre forstå min tid, men alligevel er der punkter, hvor de ikke helt forstår. Steder, hvor vi kun kan mødes i et fiktivt mellemrum.

Det kan drejer sig om de ’nye’ idealer for et godt liv. Dette normative pres ligger, som en hinde over det moderne liv; det kan dreje sig om børneopdragelse – især nutidens mere positive psykologi; det kan dreje sig om selve måden at leve ens liv på.

Måske det hele bare er et spørgsmål om drømme. Det tror jeg.

Jeg tror, at mine forældre var (og er) bedre til at vide, hvad de drømmer om. Hvad de drømte om.

Jeg drømmer, men jeg ved ikke om hvad. Eller det, jeg drømmer om, er liv. Det er på en måde, så forbandet konkret, som livet jo nu engang er, men også så diffust. Jeg drømmer om kræfter og energier.

Mine forældre drømte om at klare sig økonomisk, stabilitet, om at skabe rammerne for en god familie; de drømte om at indfri deres drømme, fx ved at åbne en restaurant eller cykelbutik. De drømte om ikke at fortryde.

Det kan jeg godt misunde dem. Jeg drømmer om mere. Jeg drømmer aldrig om flere penge eller noget i den stil. Jeg er ikke kapitalist, men jeg drømmer om mere liv, at mærke mere liv. Det har intet med penge at gøre.

Jeg jagter livet, mens jeg lever. Og jeg lever det, jeg jagter. Jeg kan ikke slappe af. Det tror jeg godt, mine forældre kunne. De kunne engang imellem sætte sig ned, og sige: Nu holder vi fri.

Jeg er fri, men jeg føler mig aldrig fri. Det er ikke idealernes pres, som tynger mig, fx mere prestige, status og den slags. Det er mere dette behov for lige at tjekke, om der måske ikke skulle være en bid liv ude på flytoilettet, som jeg så besøger, selvom jeg ikke skal tisse.

Alle sten skal helst løftes. Nuet skal vendes på vrangen. Tømmes. Jeg drømmer om ikke at gå glip af noget. Det er ikke det samme, som ikke at ville fortryde noget.

Det ’noget’, som jeg drømmer om, er ikke noget konkret. Det er her mine forældre bliver rådvilde. De forstår det ikke helt. Jeg er fx hamrende ligeglad med faldskærmsudspring, motorcykelkørekort, sex med flere, berømmelse, Facebook-”venner” eller andet gøgleri.

Jeg drømmer om liv. De små øjeblikke, hvor jeg mærker, at livet ikke bare passerer mig, men ramler fluks ind i mig. Mærker mig med noget.

Jeg vil se livet udspille sig på min krop. Jeg vil have rynker, der ikke minder mig om, at jeg ikke kun lever nu, men at jeg også har levet.

Det er erfaringer, jeg vil have. Ikke en lang række af oplevelser. Derimod erfaringer, som åbner op for nye erkendelser. Helst vil jeg have det glædelige, det er klart, men livet rummer jo det hele, som en kinesisk sovs. Glæde, lykke og flugten fra det triste.

Det er her aldersforskellen mellem mine forældre og mig bliver tydelig.

Deres eksistensbetingelser var anderledes. De var hårdere på en mere basal måde. Det drejede sig om overlevelse. Om sikkerhed. At få økonomien og tingene til at hænge sammen.

Min økonomi hænger ikke sammen. Det bekymrer mig ikke. Penge er ikke motiverende for mig.

Det er klart, at det er let at sige, da jeg lever i den del af verden, hvor jeg kan tillade mig ikke at bekymre mig.

Det betyder ikke, at jeg er på offentlige ydelse. Det har jeg aldrig været.

Jeg er forfatter. En ekstremt dårligt lønnet forfatter, som ikke desto mindre formår at vride mig igennem ved hjælp af lidt daglejeragtige ansættelser, som underviser.

Generationen før mig, kan tage vare på mig, hvis det skulle gå helt galt. Det tror jeg. Den slags var der ikke i samme omfang plads til i mine forældres generation.

Det, som gør mine drømme anderledes end mine forældres, er mine forældres evne til at bruge normative ord, såsom »skal« eller »burde«, som jeg slet ikke formår. Det er mig fremmed.

Sådanne ord implicerer jo altid et »kan«. Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder, fordi du kan.

Men skal jeg partout drømme om en karriere og en fast indkomst? Det kan jeg ikke.

Det er ikke, fordi jeg ikke er i stand til at investere i fremtiden. Jeg kan sagtens forstå konsekvenserne af de fleste af mine handlinger. Jeg gør ting i dag af hensyn til i morgen. Selvfølgelig.

Snarere hænger det sammen med, at det, som jeg vil investere i, er livet, bare livet, ikke titler, status og magt.

Jeg skriver eksempelvis, fordi skriften for mig er fuld af liv.

Jeg drømmer om intet. Det er befriende. Det er mine forældres generations fortjeneste. Det er dem, jeg takker, mens jeg tænker på, hvad mine egne børn og deres børn, vil takke mig og min generation for.

Måske er jeg nået dertil, hvor jeg har indset, at mine drømme om intet, rent faktisk er værd at give videre. Det er mit bidrag.

Jeg holder af disse drømme. De rummer en ansvarlighed. Men jeg kan kun række dem videre, ved at række det videre, som kan bære.

Og hvad er så lige det, som kan bære?

Livet kan bære. Intet andet end liv. Noget er bæredygtigt, fordi det er i stand til at bære livet videre.

Når jeg drømmer om intet, er det fordi, at jeg har indset, at alt er forbundet. Ingenting er i sig selv. At drømme om intet bestemt er, at værne om tilblivelsen af alt. Træerne, græsset, vande, luften, smilene, de mange grin og tårer.

Hvordan rækker jeg livet videre? Det gør jeg, tror jeg, ved at drømme videre om intet, mens jeg slår hårdt ned på alt det, som ødelægger det liv, som er værd at drømme om. Alt det som bremser en mulig tilblivelse.

Jeg kan kun sige ja til livet ved – desværre – at sige nej til alt for meget. Eksempelvis siger jeg nej til spritkørsel, jeg siger nej til kapitalismens kynisme, jeg siger nej til destruktiv vækst, jeg siger nej til stress og alkoholisme, jeg siger nej til egoisme og had. Ja, jeg siger nej til krige og vold. Jeg siger nej til manglende medfølelse.

Jeg kan kun værne om livet ved at producere liv. Det er svært, men jeg prøver. Det er svært, fordi jeg reelt hader egoisme. Og der er så meget af den.

Alligevel håber jeg. Det skylder jeg mine forældre: Håbet. Og er det ikke den bedste måde at sige tak på: At værne om det liv, som de har skænket mig, ved at værne om alt det livagtige i den verden, som jeg er født ind i?

Så, hvis jeg skal kunne fortsætte med at drømme om intet, er en øget taknemmelighed løsningen. Og, hvis jeg skal være helt ærlig, så er det måske lige netop der, hvor jeg ikke føler, at jeg deler alt for mange af min samtids holdninger. Taknemmelighed.

Den, der drømmer om en bedre version af sig selv, kunne begynde med at værne om naturen.

Alene er vi alle sammen impotente. Det hele hænger sammen. Egoisme og selvkærlighed er tidens fjende. Her udnyttes de muligheder, som generationerne før os, har stillet til rådighed.

Desværre er der megen egoisme. Den er så fjern fra mine forældres generation. Jeg er vokset op i den. Først blev den kaldt for individualisme, senere selvrealisering, men den eneste måde vi kan fortsætte livet på er, ved at afvikle os selv.

Menneskeheden må drømme større end om selvrealisering. Det er derfor jeg drømmer om intet, som en måde at værne om livet på. Kald det livsaktualisering. At besidde evnen til at tage vare på livet, det som er i færd med at blive. At være i stand til at række livet videre. Det er den smukkeste gestus.

Ingen mennesker er udødelige, kun deres gerninger. Det er der mange, der har glemt i deres patetiske selvkærlighed.

Intet godt er som bekendt gratis. Det kræver hårdt arbejde, at erfare livet for at kunne række det videre til næste generation. Bekræfte livet. Gentage det, der vitterligt er værd at gentage: Glæden ved at leve. Bliv gavmild på livets betingelser.

Jeg tror, det var summen af alle disse tanker, som gjorde mig sentimental i den tynde luft, men sentimentalitet alene er der ikke meget liv i. Det var derfor jeg skrev dette essay.

Finn Janning er forfatter og filosof. Han er lige nu aktuel med bogen Den gavmilde digter – et essay om Jørgen Leth, der med afsæt i Leths kunstpraksis præsenterer en gavmild etik.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce