Stalking-ofre føler sig retsløse og overset i den retspolitiske debat i Danmark. Høringssvar om stalking og familievold i Danmark til FN.
Forældrenetværket for stalkingramte blev stiftet af bl.a. sognepræst Sidsel Lyster i 2012 som en udløber af den tidligere forening Mødrerådet.
Forældrenetværket er en selvhjælpsgruppe for forældre, som bliver forfulgt af deres ekspartner. Foreningen Mødrerådet blev desværre opløst, fordi ingen turde stille op til bestyrelsen, da alle medlemmer blev forfulgt.
I den nuværende og de tidligere netværk/foreninger har i alt været ca. 800 medlemmer. Hovedparten af medlemmerne er kvinder.
Troldegruppen blev stiftet af gymnasielærer Henriette Eiby Christensen i 2009. Troldegruppen er en selvhjælpsgruppe for psykopatofre. Gruppen har over 1.000 medlemmer af begge køn. Gruppen er organiseret via Facebook.
Formålet med begge grupper er at yde gensidig støtte for stalking- og voldsudsatte. Alle medlemmer screenes før de lukkes ind i netværkene.
Størsteparten af medlemmerne får i forvejen hjælp i etablerede foreninger, såsom Mødrehjælpen, Offerrådgivningen, Landsforeningen af kvindekrisecentre (LOKK), Dansk Anti-Stalking Forening, BoPaM (alkoholikerbørn), SPOR (incestramte børn), Danner (krisecenter), Landsforeningen af voldsramte kvinder og Børns Vilkår.
29.000 danske kvinder og 8.000 danske mænd udsættes hvert år for partnervold.[i] Danske kvinder har EU-rekord på alle voldsparametre.[ii]
I de danske medier er en høj forekomst af misogyni (kvindehad), og voldsramte skilsmissemødre oplever sig, i lighed med muslimer, forfulgt af en negativ »folkestemning« i Danmark:
Faderen »får ikke en skid at skulle have sagt selvom moren er en billig skøge som knepper uden om«[iii] er en typisk debattrådskommentar. Andre lyder: »Chikane mod eksmænd kan betale sig.«[iv] (TV2) og »Typisk har moderen social-psykiatriske problemer, som hun mener skyldes faderen.« (Foreningen Far om skilsmissekonflikter) [v]
Stalking i årevis er et typisk efterspil, når en kvinde forlader en voldelig mand. Stalking karakteriseres som et gentagent og vedvarende mønster af adfærd og aktiviteter, som af offeret opleves som påtrængende, uønsket, forstyrrende og skræmmende.
I dag er det først muligt at åbne en straffesag imod en stalker, når vedkommende overtræder et polititilhold, og tilhold gives kun i alvorlige sager. [vi]
Beskrivelse af forældrenetværkets og troldegruppens erfaringer med stalkingudsattes vilkår i Danmark:
Omkring 100.000 danskere, heraf ca. 80 % kvinder og 20% mænd, har oplevet stalking i form af overvågning og/eller chikane. Ekspartnerstalking er ifølge SFI grovere og mere langvarig end anden stalking. [vii]
Overvågning kan foregå direkte gennem fysisk forfølgelse hvor gerningsmanden kører efter offeret eller holder til tæt ved offerets bopæl.
Overvågningen kan også foregå gennem forespørgsler i offerets netværk, herunder fælles venner eller fælles børn, eller på offerets arbejdsplads eller via forespørgsler til myndigheder og institutioner relateret til offeret og/eller fælles børn.
En del af overvågningen foregår også elektronisk, f.eks via GPS-udstyr eller via internettet eller via hacking.
Chikane kan tage mange forskellige former og spænde fra telefonopkald til grov fysisk vold eller mere subtile former som falsk rygtespredning og direkte eller indirekte trusler, som nogle gange er indforståede mellem offer og gerningsmand.
Chikane gennem en samværsordning om fælles børn forekommer blandt de stalkingramte, som har børn med stalkeren.
De udsatte med en intim eller bekendt relation til stalkeren oplever generelt mere frygt og flere og grovere stalkingtaktikker end dem, der stalkes af en ukendt person.
Dette kan skyldes at stalkeren har et større kendskab til offerets svagheder og adgang til offerets netværk, herunder kan der være fælles børn.
Da stalking sjældent stoppes af myndighederne, tvinges ofrene til at ændre adfærd: Holde sig inden døre, skifte arbejde eller flytte til en anden by eller, i grove tilfælde, udenlands.
Her er særlige udfordringer for ofre, som har fælles børn med stalkeren: en samværsresolution går forud for et polititilhold; forældreansvarslovens straf for samværschikane medfører, at fælles børn kan flyttes over til gerningsmanden, hvis offeret flytter længere væk eller at offeret pålægges alle transportomkostninger ved samvær.
Og ved flytning til udlandet eller flugt under jorden i Danmark har vi set flere gange, at offeret sættes i forvaring af fogedretten eller idømmes fængselsstraf for børnebortførelse.
Offerets livsindhold handler om at beskytte sig selv og evt. sine børn imod gerningsmanden. Mange ofre oplever fyring eller nedsatte karrieremuligheder, fordi stalkingen er tidskrævende og nedbryder psyken. Hvis stalkeren kontakter arbejdspladsen, kan stalkingen opleves generende af arbejdsgiver og kolleger.
En del af stalkingen er altså et økonomisk tab pga. manglende eller nedsat mulighed for selvforsørgelse. Mændenes vilkår er ikke undersøgt, men 2/3 af de kvinder, som har fælles børn med en stalker, angiver at de enten er på sygedagpenge, kontanthjælp eller førtidspension pga. stalkingen.
Især ofre for en fysisk stærkere stalker eller gruppestalking (f.eks. stalking by proxy, hvor stalkeren får hjælp fra allierede) oplever at leve i en tilstand, der minder om krig. Offeret udvikler forøget alarmberedskab og udvikler først angst og stresssymptomer og siden posttraumatisk stress.
Psykisk vold er en implicit del af den grove stalking pga. stalkingens uforudsigelige og frygtskabende karakter. Stalkingen er økonomisk vold pga. de økonomiske konsekvenser for offeret i form af flytninger, afbrydelse af offerets tilknytning til arbejdsmarkedet og i de tilfælde hvor der er fælles børn rammer stalkeren nogle gange sit offer hårdt, både psykisk og økonomisk gennem retssager, klagesager og underretninger om børnene. Al denne vold er lovlig.
I nogle tilfælde indebærer stalking fysisk eller materiel vold, og her kan straffeloven anvendes. Alligevel ser vi veldokumenterede volds- og hærværkssager, der afvises af politiet.
Indirekte går stalkingen ud over de stalkingramtes børn, som vokser op i materiel fattigdom og med en forælder, som bruger sine kræfter på overlevelse i stedet for at bruge kræfterne på arbejde, hjem og børn.
Hvis stalkeren er barnets ene forælder, vil børnene desuden skulle forholde sig til, at den forælder på den ene side har ret til samkvem med barnet, på den anden side skaber vedvarende frygt og opløsning i barnets familie. [viii]
Som udgangspunkt afviser myndighederne påstande om psykopatiske træk, druk og seksuelt misbrug af børn som »skilsmissekonflikter«. Statsforvaltningen behandler årligt 17.000 samværssager, hvor forældrene er uenige, men samværsstop sker i kun 800 skilsmissesager om året.[ix][x] Til sammenligning overværer 33.000 danske børn årligt iflg. Askovfonden vold i hjemmet.[xi]
Her skal nævnes, at et fællestræk ved ensidig familievold og grov vedvarende stalking, incest og megen anden vanrøgt af børn er narcissistiske personlighedstræk hos gerningsmanden.
Myndighederne sammenkæder desværre ikke stalking med manglende forældreevne. Vi får i netværkene mange henvendelser fra fortvivlede stalkingramte forældre, som skal udlevere børnene til samvær med en stalker selv om de er bange for drab på enten dem selv eller deres børn.
Samværsretten betragtes i Danmark som mere fundamental end ofrenes og børnenes sikkerhed og tryghed. [xii]
Tidsmæssigt er stalkingen et stort problem for offeret. Og nedslidningen af offeret er total.
Den stalkingramte rammes oftest af belastningsreaktion, posttraumatisk stress, angst og depression. Mange stalkingramte har selvmordstanker eller begår selvmordsforsøg. Da stalkingen ikke stoppes, fortsætter belastningerne af offeret, hvorfor psykologhjælp og psykiatrisk hjælp kun kan virke lindrende, men ikke helbredende. Psykologhjælp er dyr for offeret, selv med henvisning fra lægen.
Et særligt problem er de ofre, som har barn med stalkeren. Da stalkere oftest ikke er undersøgt på deres omsorgsevne, fremstår de raske i sager om børnenes bopæl og samvær. Hvis offeret søger hjælp i psykiatrien eller går til psykolog, og især hvis offeret diagnosticeres med posttraumatisk stress, kan gerningsmanden få børnene, da årsagen til offerets diagnoser ikke kortlægges af statsforvaltningen og retten.
Ofre for stalking beretter, når de søger hjælp, at deres advokater råder dem til ikke at søge lægehjælp eller at undlade at fremlægge pstd-diagnoser, fordi en diagnose kan føre til, at de mister børnene til stalkeren. For at beskytte børnene, må den omsorgsfulde forælder derfor søge hjælp uden for systemet, for egen regning.
Stalkingramte i Danmark er ofte berøvet deres mulighed for at arbejde og forsørge sig selv. Oven i købet kan den stalkingramte som regel ikke få dagpenge, fleksjob eller førtidspension, da stalkingramte ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet og ikke kan få udredt sin arbejdsevne, før offerets livssituation er stabil, dvs. før stalkeren har stoppet sin adfærd.
De fleste stalkingofre ender derfor på den laveste kontanthjælpssats, ofte i årevis, inden de visiteres til fleksjob eller pension.
De færreste ofre for stalking har overskud til at finde en ny partner eller at få flere børn. Nye forhold går i stykker, når stalkeren intensiverer stalkingen pga. jalousi eller udvider stalkingen til at omfatte den nye partner.
Både mænd og kvinder, som offentligt påpeger stalkingofres manglende retssikkerhed, oplever injuriesager, grov internetstalking (bl.a. nettrolde) og måske trusler eller hærværk.
Stalkingofre oplever, at stalkingen intensiveres og bliver mere farlig, hvis de står frem – og der er ingen beskyttelse fra politiet. Og stalkingofre, som har barn med stalkeren, risikerer at barnets bopæl flyttes over til den gerningsmand, som offeret ønsker at beskytte sig selv og børnene imod, pga. »samarbejdschikane«.
Ofrenes ytringsfrihed er altså yderst begrænset. Manglende strafferetlig dom som bevis for stalking kan, ligesom i incest- og voldssager i Danmark, medføre, at det ikke er gerningsmanden, der bliver dømt, men offeret, der får en injuriedom for at ytre sig om sin situation.
En række stalkingramte forældre er blevet varetægtsfængslet, fordi de ikke ønskede at udlevere deres børn til gerningsmanden. Stalkingen var ikke omfattet af straffeloven, og stalkeren var ikke psykiatrisk undersøgt, hvorfor samværenes farlighed ikke kunne bevises.
De stalkingramte indsatte er ofte kvinder. De beretter, at de er de eneste kvindelige indsatte i fængslerne, er isoleret næsten hele døgnet i små, lukkede fængselsceller med manglende ventilation, er på gårdture med hårde mandlige kriminelle og ikke har mulighed for at se eller drage omsorg for deres børn.
Fængslingen er på ubestemt til op til seks måneder, og myndighederne tilbyder ikke »blødere« ordninger såsom elektronisk fodlænke eller husarrest, selv om forældrene intet strafferetligt overgreb har begået og ikke er til fare for andre.
Lige nu kører en sag i Højesteret om en mor, som kan dokumentere dødstrusler mod sig selv og trusler om børnebortførelse mod barnet. Alligevel er hun fængslet for ikke at udlevere sit barn til samvær. [xv]
Netværkene har kendskab til stalkingramte kvinder, som er blevet nægtet polititilhold og siden er blevet dræbt af ekspartneren[xvi] og kendskab til forældre, som er blevet så desperate over ekspartnerens stalking, at de er flygtet ud af landet uden at opgive deres nye bopæl, og derfor frataget forældremyndigheden in absentia og siden pågrebet og dømt for børnebortførelse og har mistet børnene til stalkeren.
Pga. risiko for injuriesager fra ekspartnerne kan vi desværre ikke henvise til de konkrete sager her, da kun de kvindelige »børnebortførere« og ikke de voldelige eksmænd, er dømt.
Manglende skelnen i systemet mellem provokation og reaktion medfører, at gerningsmænds overgreb forsvares som frustration, mens ofrenes selvforsvar straffes. Det kan være svært at bevise selvforsvar, når volden kommer i »dryp« i form af årelang psykisk terror.
Et nyt eksempel på, at formildende omstændigheder ikke træder i kraft, når systemet svigter, er Saugsted-sagen, hvor en morfar fik landets hårdeste dom for drab uden hensyntagen til, at han var dybt traumatiseret og forsøgte at redde sin datter og sit barnebarn fra svigersønnens og advokatens voldsomme psykiske terror.
Et par stalkingsager omfatter politimænd, som forfølger en eller flere kvinder. Det er et særligt problem, at ordensmagten ikke rydder op i egne rækker. [xvii]
Stalking i skolegården og på arbejdspladsen eller fra en nabo kaldes som regel mobning eller nabokrig, men da mobningen/krigen ofte er vedvarende og består af et mønster af chikane med bl.a. falsk rygtespredning, falske anmeldelser, telefonopkald og hadesider på internettet, må denne form for mobning også siges at ligge inden for stalkingområdet.
Oftest tvinges offeret til at skifte skole/arbejdsplads eller fraflytte sin bolig, da gerningsmanden ikke har begået noget »ulovligt«.
Det er problematisk, at mobning, psykisk vold og chikane ikke er strafbart, og at lov om tilhold og opholdsforbud kun gælder, såfremt der er givet et polititilhold.
Ofte oplever vi, at den samme gerningsmand straffrit kan forfølge og nedbryde flere mennesker. Stalking er undergivet privat påtale, dvs. at offeret selv skal fremlægge alle beviser til politiet. Det lægger et stort pres på et ødelagt menneske. Politiet eller anklagemyndigheden afviser næsten alle stalkingsager.
De stalkere, som får tilhold, har som regel overtrådt andre paragraffer i straffeloven, f.eks. trusler eller fysisk vold.
Der er som hovedregel ikke fri proces i injuriesager. Det betyder, at stalking i form af injurier til offerets omgangskreds eller arbejdsplads eller ubegrundede retssager baseret på falske påstande, kun kan stoppes, hvis offeret har mange penge.
Vi ser, at stalkere ofte har bedre råd og tid til at sagsøge deres ofre end omvendt.
Statsforvaltningerne og domstolene bruger børnesagkyndige undersøgelser som grundlag for deres afgørelser, når der er mistanke om vold eller seksuelt misbrug. Vi oplever, at disse undersøgelser, som ofte er børnenes og de beskyttende forældres eneste mulighed for at føre bevis, er en falsk retssikkerhed, da undersøgelserne fra »selskab for børnesagkyndige« generelt er overfladiske og bygger på forældrenes ikke-realitetstestede forklaringer og et par korte forældre-barn-observationer.
Det er ikke muligt at få en faglig second opinion på undersøgelsen. De børnesagkyndige undersøgelser består af tre samtaler med hver forælder og 2x2 timers observation af forældre og børn. Går de 2x2 timers overvåget samvær godt, vurderes også ikke-overvåget samvær sikkert for barnet, og enhver mistanke om pædofili, vold, misbrug og psykopati afvises, uden at forælderen undersøges.
I lovgivningen er der mulighed for at undersøge forældrene, men psykiatriske vurderinger foretages i praksis ikke.
Kun bopælsforældre kan undersøges af børnenes kommuner. Der kan derfor ikke føres bevis for forholdene i samværsforælderens hjem, hvis barnet fortæller om vanrøgt eller incest.
En afhøring af børn i incestsager foregår i et fremmed lokale med en fremmed politibetjent, som barnet har mødt én gang før afhøringen. Barnet må ikke få en tryghedsperson med ind til afhøringen. Udtaler barnet sig ikke ved første afhøring, afvises sagen. Det kan ikke undre, at højst 1% af alle incestsager ifølge SFI fører til dom. [xviii]
Manglende strafferetligt bevis fører i praksis til, at samværene genoptages. Overvåget samvær sker ikke for at beskytte børnene, men som middel til at optrappe til uovervåget samvær. Sagerne (og samværene) kan køre videre i årevis, uden at børnene beskyttes. [xix]
Sidsel J. Lyster og Henriette Eiby Christensen er medlemmer af Forældrenetværket og Troldegruppen. Artiklen er et høringssvar sendt til FN.
[iv] https://www.youtube.com/watch?v=DM006YmWlgA Nyhedsklip på TV2
[vi] Dette og de følgende punkter belyses bl.a. ved. SFI’s rapport om stalking i Danmark: http://www.si-folkesundhed.dk/upload/stalking_i_danmark,_rapport.pdf og Syddansk Universitets rapport om forfølgelse af mødre, som har fælles barn med deres stalker: http://static.sdu.dk/mediafiles/A/C/E/%7BACE717E4-EBA2-4D7B-8E6B-10D09E9...
[vii] 1. Kilde: Justitsministeriet, se bl.a. http://www.b.dk/nationalt/tusindvis-af-danskere-forfoelges-af-en-stalker#!
[viii] Danner-stiftelsen om danske børns tvang til samvær med voldelige forældre: http://www.danner.dk/debat-tvunget-til-samvaer-med-voldelig-foraelder/
[x] Rapport om børnemishandling fra SFI, som viser myndighedernes manglende opmærksomhed på problemet og de manglende dokumentationsmuligheder for bekymrede forældre: http://www.sfi.dk/rapportoplysninger-4681.aspx?Action=1&NewsId=2838&PID=9267
[xiii] Se interview med professor Ask Elklit, SDU: Stalkere misbruger myndigheder til at forfølge ofre: http://www.etik.dk/forbrydelse-og-straf/stalkere-misbruger-myndigheder-t...
[xiv] At tvungne møder mellem offer og gerningsmand er ”overgreb nummer to” beskrives bla. side 13-14 i rapporten ”Genoprettende retfærdighed” fra Center for konfliktløsning. Heraf fremgår også, at statsforvaltningen ikke kalkulerer med et offer-gerningsmand-møde, men med to ligeværdige parter i samværssager. Desværre overses stalking i højkonfliktuelle samværssager. Kilde: http://konfliktloesning.dk/node/2452
[xix] Høringssvar fra Børns Vilkår, punkt 5, om skilsmissebørn i volds- og incestsager, hvor de danske myndigheder tvinger den beskyttende forælder til ikke at beskytte barnet: http://delebarn.dk/ISKUFFEN/Artikler/boernsvilkaarhoeringssvar.aspx
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96