Annonce

Adoptionskritik
14. november 2014 - 10:25

Snitten er vred

Snitten er en lille transnationalt adopteret dreng. Desværre får han fortalt de samme historier om adoption, som også blev serveret for adopterede i 1970’erne.

Man kan læse Hella Joofs nye børnebog Snitten & Kis – Frygt og bæven og en mand på strømpesokker som en vigtig bog om en lille sårbar dreng, Snitten, der bliver rasende af jalousi, sorg og angst, da han opdager, at hans mor, Kis, måske er ved at få en ny kæreste. Og som en bog om, hvordan Kis forsøger at give plads til Snitten og hans sorg og vrede og samtidig finde ud af at få sig et voksenliv.

Det er nemlig en rørende børnebog beregnet til højtlæsning med fine illustrationer af Cato Thau-Jensen. Den handler om meget alvorlige emner, og ens hjerte er helt med den lille Snitten, der både kan blive så vred og så ked – samtidig med at man godt kan se, hvor meget hans mor gør sig umage for at rumme og løse og elske.

Men der er to sten i skoen, der forhindrer mig i udelukkende at læse bogen sådan. Den ene handler om bogens formanende tone. Den anden handler om bogens behandling af transnational adoption.

Man må forstå!

Først tonen i bogen:

”Og det må du love mig at huske, næste gang de voksne er dumme og uretfærdige eller gør dig ked af det: Det er simpelthen, fordi de har glemt, hvordan det er at være barn. De gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre, og hvis du husker på det, så er det nemmere ikke at blive vred på dem.”

Det er for klistret, for tilrettevisende og for meget inde på læserens side af hegnet for min smag. Ligesom der er for meget ført hånd, når relationen mellem Snitten og Kis skal beskrives:

”Du må forstå, at Snitten elsker Kis. Ja, tænker du, det klart, han gør. Jeg elsker også mine forældre og mine søskende, men derfor må de da godt tale i telefon. […] Men du skal prøve at forstå, at Snitten bliver usikker, når Kis taler med andre end ham.”

Alting stritter på denne læser, når der bliver sagt ”du må forstå” … Det er naturligvis et venligt ment forslag, men jeg har et indre billede af en formanende pegefinger ved den slags formuleringer.

I Snitten & Kis – Frygt og bæven og en mand på strømpesokker er disse passager understøttet af fortælletonen generelt. Der bliver forklaret utroligt meget for læseren, for det er vigtigt, at man forstår omstændighederne rigtigt. Man må jo forstå! Man må forstå, hvad kroppen siger uden ord, hvad gammeldags ord betyder, og selvfølgelig hvordan vores hovedpersoner har det.

Tonen i bogen, både den formanende, den finurligt krøllede og den livlige, afspejler den måde, Hella Joof fortæller på andre steder, hvor hun optræder. Så jeg opfatter den overforklarende tone som et bevidst valg til bogen, som jeg bare ikke er enig i.

Samtidig kan jeg sagtens se, hvor velment det er. Der er komplicerede omstændigheder ved Snitten og Kis’ relation. Der er utroligt mange ting, man skal vide for at forstå situationen til fulde – og måske overser børnene det, hvis de ikke bliver forklaret. Må rationalet være.

De havde ikke råd til mad

En af de komplicerende omstændigheder ved situationen er, at Snitten er adopteret, og at bogen faktisk ikke kun indeholder en historie om en dreng, der er vred over og ked af, han skal dele sin mor med andre. Men at det handler om et transnationalt adopteret barns følelsesmæssige reaktioner på at være adopteret – og en adoptivmors forsøg på at håndtere situationen.

”Hvad i alverden er det, der har gjort ham så vred?” står der på historiens første side. Og hvis man har fulgt lidt med i adoptionsdebatten i de senere år, vil man vide, at Maja Lee Langvad har skrevet en hel, lang (voksen)bog om dette med Hun er vred – Et vidnesbyrd om transnational adoption (Gladiator, 2014). Langvad har om nogen givet stemme til noget af det, som Snitten føler.

Den følelsesmæssige reaktion på at være blevet flyttet mod sin vilje, tvunget ud i svære omstændigheder, komme overens med brudte relationer og det svære i at opbygge nye – og samtidig arbejde på at blive et helt menneske. Det er behandlingen af dette emne, som er den anden lille sten i skoen, der forstyrrer min velvillige læsning.

I de senere år er der blevet blotlagt utroligt mange flere aspekter af transnational adoption end nogen sinde før. Og med dette i baghovedet føles det gammeldags, at Joof beskriver Snittens forhistorie, nøjagtigt lige så endimensionelt som adopterede børn fik den fortalt i 1970’erne:

Din mor og far var fattige og havde ikke råd til mad, og derfor blev du sendt på børnehjem og sidenhen adopteret hertil. Dine adoptivforældre kom og reddede dig … Eller lette varianter over denne historie.

”Og pludselig forstod han, hvorfor han var så ked af det. Det var jo, fordi hans egen rigtige mor og far havde afleveret ham på børnehjemmet, fordi de var fattige og ikke havde råd til mad til ham. Og så græd han så meget, at han næsten ikke kunne tale, og Kis blev rigtig bange og vuggede ham ind til sig i over to timer, indtil Snitten faldt til ro.”

Der er meget omsorg til stede, og der er ikke noget decideret forkert ved at forklare børn tingene på denne måde. Utroligt mange adopterede børn har fået forklaringer som denne.

Men voksne adopterede påpeger netop i disse år, hvordan entydigheden i denne forklaringsmodel på længere sigt kan skabe mere uro i hjertet end ro. Hvordan følelsen af at være en puslespilsbrik i en økonomisk struktur (de var fattige og havde et barn for meget, og vi manglede et barn, vupti) kan være ubehagelig, foruroligende – og måske vredefremkaldende. Uden at der i øvrigt foreligger enkle løsninger på problemet.

Måske kræver jeg for meget af en børnebog? Det er muligvis, fordi Hella Joofs bog udkommer netop nu. Den bliver automatisk indskrevet i en broget og aktuel adoptionsdebat i Danmark, hvor tilknytningsproblematikker, dobbelte statsborgerskaber, adoptionsbureauernes rolle, børnehøstere, afgiverlandets behandling af enlige mødre m.v. er i vælten.  

Der står på forsiden, at bogen er til børn og deres forældre. Men dens måde at fortælle historien om adoption på henvender sig efter min mening mest til de adoptanter, der gerne vil kunne fortælle en enstrenget historie om adoption til barnet. Og mindre til de adopterede børn, der kunne have brug for andre fortællinger om deres fortid.

Billeddannende og tæt på

Joof kan selvfølgelig ikke gøre for, at adoptionsproblematikkerne står i kø i offentlighedens lys netop nu, hvorved hendes behandling af emnet fremstår forenklet. Joof skal trods alt roses for at skrive om, at alt ikke er fryd og gammen, selv om hun gør det på en let rodet facon, og for på fine måder at forklare, hvad der sker inde i en lille dreng. Også de svære ting.

For bogen er bedst, når den fortæller, hvad der sker med Snitten og Kis. Når der står, at ”Snitten er ved at kaste op af raseri. Han får varmt vand i munden, og det prikker i fingerspidserne af bar skræk”, er jeg ikke et sekund i tvivl om, hvordan han har det. Jeg har billeder på nethinden og følelser for drengen. Ligesom vi godt ved, hvordan Kis har det, når ”der kommer vand ud af øjnene på Kis, og lidt snot ud af det ene næsebor.” Billeddannende og helt tæt på.

Jeg håber, bogen giver forældre anledning til at tale med børn om, at adoption ikke er en enkel lille eksport-import-manøvre – og tale om, at Snitten nok ikke uden videre holder op med at være vred, selv om at han forhåbentlig bliver gode venner med den strømpesokbeklædte Ole Madsen, Kis’ måske-kæreste.

Hella Joof. Snitten & Kis. Frygt og bæven og en mand på strømpesokker. Lindhardt & Ringhof/Carlsen, 2014.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce