Annonce

Bolignød
15. august 2012 - 18:04

Sleep-in i protest mod kommunen

Studerende i Aarhus og København tager problemet med manglende studieboliger i egen hånd og arrangerer sofa-service - og fællesprotest mod kommunens nøl.

»Indtil politikerne beslutter at bygge, og bolighajerne pakker sydfrugterne, må vi hjælpe hinanden med at skaffe studieboliger. Derfor har vi startet vores egen sofaformidling«

Med disse ord lancerer Studenterrådet ved Københavns Universitet, Studenterrådet Metropol, DGS Storkøbenhavn og Danske Studerendes Fællesråd en ny Facebook-app., der skal formidle kontakten mellem husvilde studerende og sympatisører med overskud og en ekstra sofaplads.

Kommunalt svigt

Behovet er blevet ekstra presserende på grund af historisk højt optag på Københavns uddannelsesinstitutioner. Ifølge de studerende regnes der med, at der kommer omkring 30.000 flere unge til København i perioden 2010-2020.

»Men kommunen nøler. Der er ikke bygget offentlige kollegier siden 1995. Og bygningen af private kollegier er stagneret. Nu tager vi sagen i egen hånd!«, skriver de på initiativets hjemmeside, der også understreger, at der er tale om en nødløsning.

Læs mere om initiativet hos Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Sofaformidlingen skal ses som et akut alternativ til de nye studerende, der ikke har kræfter til at finde et sted at bo samtidig med studiestart.

– Alle der har prøvet at flytte til København for at starte på en uddannelse i august og september ved, at det kan være umuligt at finde et sted at bo, som man kan betale med en SU. Samtidig ved vi, at presset på kollegiernes ventelister er større end nogensinde, forklarer Bjarke Lindemann Jepsen, der er formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet. 

Se Facebook-app'en her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce