Vognmand nægter at mødes med skraldemænd op til overtagelse af renovationsopgaven på Østerbro og Nørrebro.
De københavnske skraldemænd har fredag den 24. april valgt at forsætte en arbejdsnedlæggelse på fjerde døgn.
Årsagen er, at firmaet City Renovation, der ejes af vognmandskoncernen HC Svendsen, kun vil sætte 52 personer til at forestå affaldshåndteringen på Østerbro og Nørrebro, når firmaet 1. maj overtager opgaven, mod nu 56 personer.
City Renovation skriver på sin hjemmeside at samtlige 56 skraldemænd, der overflyttes ved overdragelsen af arbejdet fortsat er ansat: Samtlige »56 medarbejdere, der skal virksomhedsoverdrages den 1. maj 2015 fra virksomheden M-Larsen til City Renovation A/S er blevet ansat i City Renovation A/S«, hedder det på selskabet hjemmeside.
Men strejken skyldes ikke blot »at nogle bliver flyttet til andet arbejde. Nej, fakta er at 1. maj 2015. bliver 56 mand flyttet over til en anden vognmand, og fakta er at kun 52 får arbejde derefter på Østerbro/Nørrebro«, skriver skraldemændene i en pressemeddelelse.
Skraldemændene i København strejkede første gang imod nedsættelsen af arbejdsstyrken tirsdag den 15. april - dengang lød truslen på en beskæring af bemandingen med otte personer. Det er siden reduceret til fire.
Ifølge skraldemændene nægter ledelsen af City Renovation at mødes med dem til nye forhandlinger.
Skraldemændene føler sig desuden ladt i stikken af Københavns kommune. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten har til blandt andet Modkraft udtalt, at alle betingelser i licitationen skal overholdes.
»Kommunen kunne løse konflikten ved blot at tage røret og ring til vognmanden og sige som Morten Kabell: Overhold kontrakten …«, skriver de.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96