Handels- og investeringsminister Pia Dyhr OIsen vil lukke for adgangen til Facebook, Google og YouTube. Det fremgår af en falsk pressemeddelelse udsendt søndag.
Handels- og investeringsminister Pia Dyhr Olsen (SF) vil nu slå endnu hårdere ned på ulovlig fildeling.
Danskerne skal derfor ikke længere have adgang til sider som Google, YouTube og Facebook. Det skriver ministeren i en pressemeddelelse, som blev udsendt natten til søndag den 4. marts.
– Det er vanvittigt, at der findes sider, der i så høj grad linker til eller indeholder ulovligt indhold. Vi har i Danmark allerede blokeret for Pirate Bay, så jeg kan kun se det rimelige i, at disse sider også bliver blokeret, udtaler Pia Dyhr Olsen.
Pressemeddelelsen, som blev udsendt til danske medier via nyhedstjenesten PressWire, er dog falsk.
PressWire har efterfølgende oplyst, at pressemeddelelsen er resultatet af et hackerangreb.
– Alt tyder på, at nogen på ulovlig vis har skaffet sig adgang til vores administrationsområde og derefter udsendt pressemeddelelsen via vores presseservice. Vi beklager meget, at dette kunne ske og har selvfølgelig prompte lukket for yderligere adgang, siger daglig leder Rene Hjetting i en ny pressemeddelelse.
Ingen har endnu taget ansvar for aktionen. Som fremtrædende fortaler for den internationale anti-pirataftale ACTA er Pia Dyhr Olsen dog blevet voldsomt upopulær blandt danske internetaktivister.
Ministeren har ikke ønsket at kommentere sagen over for medierne, men hendes presseansvarlige oplyser til BT, at hun er »irriteret« over hackernes metoder.
Læs artiklen »Hacker udgav sig for at være minister« hos BT.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96