Sex, skyld og snak

Så er CPH PIX på vingerne, og Københavns biografer er for en tid omdannet til et overflødighedshorn med andet og mere end mainstream og de allersikreste artfilm-kort. Nu er der en sjælden chance for at se film af en anden slags og fra lande, vi ellers ikke får at se herhjemme.

Det skal klart udnyttes – og det vil vi gøre her på Modkraft.

Selvom Frankrig trods alt fylder noget op i det danske biograflandskab til daglig, kan man selvfølgelig ikke lave en filmfestival uden franske film.

Derfor sparker vi Modkrafts løbende PIX-dækning i gang med fokus på et par film fra et af Europa og verdens store filmlande – Jacques Doillons »Love Battles« (»Mes séances de lutte«) og Lucas Belvaux’ »38 Witnesses« (»38 témoins«).

Fransk på godt og ondt

Det er umiddelbart to meget forskellige film. Hvor den ene er et billigt produceret kammerspil om slagsmål og sex som terapiform, er den anden et større anlagt drama om konsekvenserne af et brutalt kvindemord for et helt kvarter og om individuel og kollektiv skyld.

Forskellene er især tydelige i forhold, hvordan filmene ser ud. Den ene er fyldt af ekspressivt fysisk spil med store armbevægelser og en rå dogmeagtig stil. Den anden er afdæmpet og poetisk med knivskarpe billedkompositioner og en fortættet ro som et af de enorme containerskibe, der udgør en af filmens tilbagevendende motiver.

Samtidig har de to film »Love Battles« og »38 Witnesses« det tilfælles, at de begge – på godt og ondt – er meget franske film.

På hver sin måde er de æstetisk meget helstøbte, og folkene bag vil klart noget med deres film. På den anden side taler figurerne i dem begge – uafladeligt – på den (over)intellektualiserende og eksistentielt proklamerende måde, man næsten kun finder i franske film. Det kommer nemt til at virke fortænkt og kan godt blive lidt kedeligt i længden.

Tæt på at knalde, uden at det blev til noget

I den nærmest plotløse »Love Battles« skildres det svære forhold mellem filmens unavngivne hovedpersoner, en midaldrende mand (James Thiérrée) og en ung kvinde (Sara Forestier) med et problematisk forhold til sin netop afdøde far og sine ældre søskende.

Manden og kvinden har en fortid sammen, som dog aldrig er blevet forløst. Helt konkret har de været tæt på at knalde engang, uden at det dog blev til noget. De indleder nu et slags gensidigt terapiforløb, der mestendels består i voldsomme brydekampe og spiddende ordudvekslinger.

Efter et meget langt og verbalt forspil kulminerer det (endelig) med det helt store knald til slut i filmen. I den allersidste indstillingen ligger de så sammen på gulvet, nøgne og udmattede. Han med armene strakt ud til siden, og hun halvt ovenpå ham med hovedet på hans mave.

»Love Battles« er absolut ikke uden underholdningsværdi, selvom sexscenerne i slutningen godt kan virke lidt uerotiske efter al den snak. Ufrivilligt komisk bliver det endda, da figurerne på et tidspunkt aftaler at indstille deres talestrøm, hvorefter de straks fortsætter uden antydningen af pause.

Filmens styrke ligger snarere i den bevægelige håndholdte stil med få klip, der understøtter skuespillernes – trods alt – fine sammenspil og sikrer, at den ikke ender som et pornoagtigt glansbillede. Desuden er »Love Battles« et glimrende bevis på, hvor meget film man kan få med små og få midler.

Kitty Genovese i Le Havre

Dystre »38 Witnesses« er bygget over sagen om Kitty Genovese, der i 1964 blev myrdet i New York, mens et større antal vidner angiveligt undlod at gribe ind og bagefter påstod, at de ikke så eller hørte noget.

Handlingen er her henlagt til nutidens Le Havre, hvor en ung kvinde myrdes midt i et af havnebyens pænere kvarterer. Selvom filmens udgangspunkt altså er et mord, er det ikke en traditionel krimi, hvor kernen er efterforskningen af en forbrydelse, og morder bliver da heller ikke opklaret.

I stedet kan man se filmens som en tragedie om ansvar og skyld – i både juridisk og psykologisk forstand – og hvad et øjebliks fejhed kan gøre ved forholdet mellem mennesker.

Et af filmens mest seværdige sekvenser er skildringen af, hvordan maskerne falder en for en som ringe, der breder sig vandet, da et af vidnerne ikke længere kan bære at lyve og kryber til korset over for politiet.

»38 Witnesses« er frem for alt præget af en stærk loyalitet over for figurerne, der hverken fremstilles som onde eller afstumpede, ligesom det absolut klæder filmen, at man har undgået at forsøge at presse en happy end ned over fortællingen – uden respekt for hverken publikum eller handlingens præmis.

Næste gang vi rapporterer fra CPH PIX her på Modkraft, skal vi se på nogle af festivalens mellemøstlige film, hvor regionens modsætninger og konflikter tages under behandling, så hverken de nære, personlige eller de overordnede politiske perspektiver går tabt.

»Love Battles« (instr.: Jacques Doillon, Frankrig 2013, 103 min.). Vises ikke igen under CPH PIX.

»38 Witnesses« (instr.: Lucas Belvaux, Frankring 2012, 104 min.). Vises tirsdag d. 23. april kl. 21.30 i Grand.