Er det virkelig kun op til det maliske folk at fordrive de islamistiske bander, spørger Örn Ólafsson, medlem af SAP.
I det sidste nummer af Socialistisk Information er der to indlæg, som kommer ind på konflikten i Mali, hvor den franske regering sammen med afrikanske stater har sendt tropper for at forjage islamister, der havde besat den nordlige del af Mali.
Begge indlæg omtaler denne invasion og den danske regerings støtte til denne som ren kolonialisme, som kun har det mål at tiltvinge vestlige firmaer adgang til råstoffer i Saharas ørken.
Socialistisk Arbejderparti (SAP)'s forretningsudvalg betvivler også stærkt den maliske regerings legitimitet:
"For fagbevægelsen, fredsbevægelsen og venstrefløjen er det på tide at koble krigsmodstanden sammen med kampen imod krisepolitik, nedskæringer og racisme. Vi skal på ingen måde støtte islamiske fundamentalister, tværtimod. Men fundamentalister bekæmpes ikke ved at alliere sig med de militære kupmagere, der har regeringsmagten i Mali. I stedet må vi bekæmpe vores egen deltagelse i et imperialistisk krigseventyr og strække hånden ud til tilsvarende kræfter i Mali, der også kæmper imod militarisme, nationalisme og religiøs fanatisme."
Vedtaget af SAPs forretningsudvalg den 25.januar 2013.
Læs "Send soldaterne hjem: Hænderne væk fra Mali" i Socialistisk Information.
Og SAP's algeriske søsterparti siger:
"Det maliske folk, såvel i nord som i syd, har brug for udvikling, anstændighed og fremgang, og ikke for bomber og underkastelse. Det er op til det maliske folk at fordrive nogle få islamistiske bander, som forsøger at gennemtvinge deres love. Det er op til det maliske folk frit at bestemme sin fremtid."
Denne udtalelse blev vedtaget af Forretningsudvalget i det algeriske Socialistisk Arbejderparti (Fjerde Internationale) den 17. januar 2013.
Dette sidste indlæg er, om muligt, endnu mere verdensfjernt end det første.
Islamisterne har i et helt år behersket det nordlige Mali og søgt mod syd. Ville ikke det maliske folk allerede have fordrevet dem, hvis det var så nemt? Hvor er de modstandskræfter, SAP's FU omtaler?
Men det skete ikke. I stedet har islamisterne ødelagt store enestående håndskriftsamlinger og historiske bygninger, der vidnede om afrikansk kultur i højmiddelalderen, hvilket alle slags racister aldrig har kunnet acceptere.
Musik blev også forbudt i dette land, som var førende i afrikansk musik.
Læs "Freemuse hædrer malisk musikfestival".
Behøves nogen at blive mindet om, at islamister går ind for diktatur, imod kvinders ligestilling med mænd, for ikke at tale om homoseksuelles rettigheder? Og at de går imod forsamlingsfrihed, udtryksfrihed og lignende. Alt det bliver forbudt.
Kvinder bliver forbudt uddannelse og arbejde udenfor hjemmet, anderledes tænkende, deriblandt socialister, bliver offentlig henrettet for at være vantro.
Hvordan kan erklærede socialister gå ind for fredning af disse fascister, så de kan styrkes og udbrede deres magt? Det kan vel kun forklares ved “tredjeverdensisme”, den naïve tro, at hvis nogen i den tredje verden siger, han er imod USAs imperialisme, så er han vores kammerat.
Af denne grund har socialister støttet fascisterne i Iran, i Afghanistan (talebanerne) og så videre.
Men denne overfladiske politik har intet med marxisme at gøre, den er klart antirevolutionær.
Örn Ólafsson er 72 år, litteraturforsker fra Island og tidligere lektor i islandsk ved Københavns Universitet, universitetet i Oslo og universitetet i Lyon, Frankrig. Medlem af SAP og af Enhedslisten.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96