Rwanda – en ufortalt historie?

Den 1. oktober 2014 sendte den britiske tv-station BBC en dokumentarfilm Rwanda’s Untold Story.  Dokumentaren er en kontroversiel fremstilling af omstændighederne omkring folkedrabet i 1994 og har udløst omfattende debatter.

I Rwanda demonstrerer folkedrabsorganisationer, og BBC er blevet bandlyst.

Flere prominente advokater, forskere, journalister og embedsfolk har kritiseret dokumentaren i meget hårde vendinger og krævet, at BBC undskylder at have sendt den.

Og det britiske parlament har besluttet at undersøge, om dokumentaren er udtryk for folkedrabsbenægtelse.

Men er dokumentaren det, eller er den et tiltrængt indlæg i en ellers unuanceret debat?

Rwanda i dag: udvikling, diktatur og mord

Dokumentaren griber fat i to ting: for det første sandheden om krigen og folkedrabet, for det andet de efterfølgende overgreb begået af Den Rwandiske Patriotiske Front, der vandt krigen og i dag sidder på magten i Rwanda.

Kontroversen centrerer sig dog primært om hændelserne under folkedrabet. Der er overvejende enighed om, at RPF-regimet i dag er forbryderisk og diktatorisk.

Regimet fører en gennemgående kampagne mod »folkedrabsmentalitet«, som involverer et forbud mod referencer til etnicitet og ønsker ikke debat om hændelserne i 1994.

Nogle ser landets censur som nødvendig. Folkedrabet har splittet landet, og en ny, samlet national identitet kan derfor ses som en nødvendighed.

Andre peger på Rwandas succes. Rwanda har udviklet sig fra et fattigt land, hvis økonomi var overvejende baseret på et ustabilt monokulturelt landbrug, til et land med stor vækst baseret på en pluralistisk økonomi og udvikling indenfor IT og teknologi.

Rwanda har efter folkedrabet tredoblet sit bruttonationalprodukt. Andre indikatorer som sundhed, korruption og adgang til skoletjenester viser ifølge IMF og Verdensbanken og positiv fremgang.

De fleste mener dog, at regimet samtidigt er problematisk og forbuddet mod etniciteter fungerer som et dække over diskrimanation mod hutuer.

 Fængslinger af politiske modstandere – såsom Victoire Ingabire – trusler og snigmord har ført til en omfattende udrensning af kritiske røster.

Flere højtstående RPF-medlemmer, der har kritiseret regimet, har måtte gå i eksil eller er blevet dræbt. F.eks. Patrick Keregaya der i år blev fundet kvalt i Sydafrika – øjensynligt af regimets efterretningsfolk.

Endvidere er en lang række udenlandske dommere, forskere og journalister blevet udvist af Rwanda for udtalelser om folkedrabet og regimet.

Dertil kommer Rwandas involvering i det østlige Kongo (tidligere Zaire). Det vurderes, at regimet i hævnangreb har dræbt mellem 300-400.000 hutu-flygtninge i flygtningelejre og har været drivkraft bag første og anden Kongo-krig i henholdsvist 1996-98 og 1998-2003.

Krigene estimeres at have kostet op mod fem millioner mennesker livet og fundamentalt destabiliseret regionen.

I 2012 blev disse aktiviteter kortlagt i en FN rapport, som førte til et omfattende donorstop.

Den officielle og den uofficielle historie

Dokumentaren fremstiller overgrebene efter ’94 som en forlængelse af RPFs politik før og under folkedrabet.

Den officielle historie om folkedrabet, fremstilles det i dokumentaren, er at 1:10 mennesker i Rwanda blev dræbt fra den 6. april 1994 til slutjuli/startaugust – cirka 100 dage.

Den overvejende majoritet af de dræbte tilhørte den etniske minoritetsgruppe, tutsi, mens gerningspersonerne tilhørte den etniske majoritetsgruppe, hutu.

Baggrunden for folkedrabet var en spændingsfyldt og konfliktpræget historie mellem de to etniske grupper.

Tutsierne havde undertrykt hutuerne indtil Rwandas uafhængighed i 1959, hvor hutuerne fik magten.

Det førte til, at mange tutsier flygtede – primært til Uganda. Her etableredes RPF, som i 1990 invaderede Rwanda.

I slutningen af 1993 begyndte en fredsaftale med den rwandiske hutu-regering – ledet af præsiden Juvénal Habyarimana – og RPF. Den fredsaftale blev voldeligt afbrudt den 6. april 1994, da Habyarimanas fly blev skudt ned.

Nedskydningen udløste folkedrabet, og hutu-ekstremister er derfor blevet anset som ansvarlige for nedskydningen.

Selve folkedrabet, mener dokumentaren, er bedst kendt gennem Hollywood-filmen, Hotel Rwanda. I filmen fortælles en historie om, hvordan en hotelmanager forsøger at redde så mange tutsier som muligt, mens FN soldater passivt ser på.

Gruen ender først, da RPF vinder krigen.

Vores opfattelse af virkeligheden om folkedrabet hviler derfor på fire præmisser:

• Flest tutsier blev dræbt under folkedrabet,
• Hutu-ekstremister var ansvarlige for drabene,
• Hutu-ekstremister nedskød Habyarimanas fly,
• RPF stoppede folkedrabet.

Men det er ifølge dokumentaren ikke hele sandheden: RFP udløste selv folkedrabet for at vinde magten.

Morbid matematik: antal ofre

I dokumentaren interviewes de to amerikanske forskere Allan Stam og Christian Davenport.

På et feltstudie i Rwanda konkluderede de, at massakrerne stoppede i de forskellige områder før, RPF indtog dem. RPF stoppede derfor ikke overgrebene.

De konkluderer videre, at begge sider i krigen begik overgreb.

Men deres sidste konklusion er den mest overraskende: 80% af de dræbte i folkedrabet var hutuer.

De vurderer det samlede antal af dræbte til ca. 1 million mennesker.

Via officielle befolkningsstatistikker vurderer de tutsi-befolkningen før folkedrabet til ca. 500.000, og at 300.000 overlevede.

Der var derfor slet ikke tutsier nok i Rwanda til, at de kunne være majoriteten af de dræbte.

Den belgiske professor Marijke Verpoorten har kritiseret Stam og Davenports forskning som upræcis og fejlagtig.

Deres tal for antal tutsier i Rwanda før folkedrabet er dårligt udregnet og baseret på upålidelige statistikker. Hun estimerer antallet til 811.941 og tilføjer, at der er uenighed om, hvor mange der overlevede.

Antallet af dræbte estimerer hun til mellem 500-600.000 tutsier og 200-300.000 hutuer.

Der er ikke mange, som sætter det totale antal af dræbte til mere end 800.000, bl.a. BBC selv i en infoboks på bbc.com.

BBC’s indledende estimat, 1:10, holdt op imod Verdensbankens statistik for populationen i Rwanda i ’93/’94 (ca. 6.2 millioner) giver et tredje tabstal på 620.000.

Der er derfor langt fra enighed om folkedrabets morbide regnestykke.

Hvem startede folkedrabet?

I dokumentaren udtaler Rwanda-specialisten, Philip Reyntjens, at beviser peger på, at RPF skød Habyarimanas fly ned og derfor startede folkedrabet.

I dokumentaren bakkes denne påstand op af de to RPF-afhoppere Kayumba Nyamwasa og Theogene Rudasingwa.

De var begge vidne til møder i RPF, hvor planen blev diskuteret. FBI-agenten Jim Lyons ballistiske undersøgelse viste, at missilet var kommet fra en RPF-base, og det samme viste Jean-Louis Bruguière i 2004.

Yderligere kan tilføjes Michael Hourigans rapport for 1997, som ligeledes viste, at RPF skød flyet ned.

På den anden side af debatten står folk som journalisten Linda Melvern og kommandanten for FN-styrkerne i Rwanda i 1994, Romeo Dallaire.

Udover egne oplevelser og undersøgelser hæfter de sig ved Marc Trévidics undersøgelse fra 2012, som konkluderede, at missilet kun kunne være affyret fra den rwandiske hærs base (Forces armées rwandaises, FAR).

En undersøgelse udarbejdet af U.S.’s Bureau of Intelligence and Research og udgivet den 7 april 1994 konkluderede, at det var hutu-ekstremister, der skød flyet ned.

Den franske Rwanda-ekspert, Gerardt Prunier, mener ligeledes, at flyet blev skudt ned af hutu-ekstremister. Ingen af dem er dog med i dokumentaren.

I dokumentaren fremgår det, at RPF skød flyet ned for at spolerer fredsforhandlingerne. Forhandlingerne ville indebære en magtfordeling, som ifølge Reyntjens ville have begrænset RPFs magt i landet. RPF havde derfor brug for at fortsætte krigen.

Som Nyamwasa siger i et af interviewene, vidste RFP, at nedskydningen af Habyarimanas fly ville være som at tænde ild til en tør steppe. Folkedrabet var derfor et nødvendigt middel til at nå målet om at genetablere tutsi-overherredømme i Rwanda.

Det udeladte i den ufortalte historie

Dem, der mener, at hutu-ekstremister skød flyet ned, påpeger, at Habyarimana blev betragtet som moderat.

Han havde forbedret tutsiernes vilkår, som var blevet forringet ved uafhængigheden. Krigen mod RPF og de forværrede spændinger mellem de to grupper skaffede derfor Habyarimana mange fjender blandt hutu-extremister.

Hans villighed til at forhandle med RPF samt udnævnelse af den moderate Agathe Uwilingiyimana som premierminister førte til, at ekstremisterne skaffede sig af med ham og iværksatte den endelige løsning på tutsi-problemet.

Blot timer efter nedskydningen af Habyarimanas fly var der sat vejrspærringer op i Kigali, hovedstaden i Rwanda, hvor bevæbnede militsfolk stoppede folk og tjekkede deres papirer.

Dødslister havde cirkuleret med navnene på politiske modstandere – primært moderate hutuer, som var de første, der blev dræbt i massakrene.

En af disse var Agathe Uwilingiyimana. Hendes hus var bevogtet af ti belgiske FN-soldater og cirka samme antal ghanesiske. De var udstyret med lette våben og et mandat, der forbød dem at skyde, medmindre de blev skudt på.

De blev derfor hurtigt afvæbnet. Ghaneserne blev sluppet fri, mens de belgiske soldater blev taget til en FAR-base. Her blev de tortureret, dræbt og lemlæstet.

Året før var 18 amerikanske FN-soldater blevet dræbt i Somalia. Drabet havde medført, at amerikanerne straks havde trukket sig fra missionen.

Drabet på de ti belgiske FN-soldater havde samme effekt, og FN styrken mistede rygraden af sit kontingent og international opbakning.

I BBC dokumentaren bliver drabet fremstillet som resultatet af udisciplinerede soldater.

Kritikere mener dog, at det var et led i planen om at bane vejen for folkedrabet.

Hvem stoppede folkedrabet?


I starten af dokumentaren ses FN’s generalsekretær Ban Ki Moon udtale: »Vi kunne have gjort mere. Vi burde have gjort mere.«

Han udtrykker FN’s og verdenssamfundets skyldfølelse. De, der reddede dagen i 1994, var RFP.

Dog ikke ifølge Stam og Davenport. Også andre mener, at RPF bevidst ofrede tutsierne for at vinde krigen.

At vinde krigen stoppede folkedrabet, men deres intention var primært at vinde magten.

Dertil kommer påstande om, at RPF-soldater havde infiltreret den hutu-ekstremistiske regering og begik overgreb, at de fleste massakrer blev begået i RPF-kontrolleret territorium, samt at RPF var skabt af USA og England for at etablere en angelsaksisk indflydelsessfære i Centralafrika.

Uganda er en tidligere britisk koloni, mens Rwanda er en tidligere belgisk koloni og derfor fransksindet.

RPF-regimet har gjort engelsk obligatorisk i skolen.

Der hersker ikke megen tvivl om, at RPF var støttet af specielt USA. Ledende RPF’ere blev i start-90’erne trænet i USA.

Det var med denne træning, at de i 1992 med en oprindelig ikke-succesful invasion pressede FAR til forhandlingsbordet.

Som med nedskydningen af flyet er fortællingen om RPF som en angelsaksisk marionet blot en side af sagen.

Hutu-ekstremisterne var nemlig langt ind i folkedrabet støttet både militært og økonomisk af Frankrig.

I juni 1994 indledte Frankrig den kontroversielle Operation Torquoise. Formålet med operationen var at etablere en safe-zone for civile.

Resultatet blev dog ifølge kritikerne, at mange bevæbnede militsfolk og FAR-soldater kunne flygtede ind i Østzaire. Massakrene fortsatte i zonen, og vidner taler både om fransk deltagelse i massakrerne og i kampene mod RPF.

Kort sagt skabte Operation Torquoise – set med RPF-øjne – en ny front. Var dette problem ikke blevet adresseret, kunne krigen være blevet tabt og folkedrabet gennemført.

Et fortsat mysterie

BBC’s dokumentar og reaktionerne har vist, at sandheden om folkedrabet ikke er afklaret.

Hvorvidt den tjener til at sløre sandheden, eller om den åbner op for en saglig debat er svært at afgøre.

Kritikerne af dokumentaren beskyldes for at være medskyldige i drab, og dem, der støtter dokumentarens budskab, beskyldes for revisionisme.

Dokumentaren har blotlagt en politiseret og følsom historie, hvis sandhed lægger bag en tåge af interesser, penge, magt og dårlig samvittighed.

Den rejser spørgsmål om en instrumental historieskrivning, og om hvorvidt vi tør konfronteres med uhørte sandheder.

Samtidig synes den at være udtryk for en fælles forestilling om godt og ondt. Vi har brug for helte og skurke, et behov som skaber en sort/hvid historieskrivning: enten var RPF onde fra starten, eller også kan deres forbrydelser efter 1994 bortforklares.

Det er et problem med at stå i en amoralsk samtid og komme med en moralsk dom over en amoralsk fortid.

Folkedrabet og dets efterspil er en indflydelsesrig tragedie i morderne afrikansk og global historie.

Som BBC korrespondenten Marc Doyle har sagt, er nedskydningen af Habyarimanas fly et af det 20. århundredes største mysterier. For sandheden om, hvad der skete i ’94 er ligeledes sandheden om det internationale samfund, dets mulighed og vilje til at handle, når tingene går galt.

Og om den politiske konstellation i Centralafrika, som er støttet af Vesten, er baseret på en løgn.

Loke Bisbjerg Nielsen er i gang med en masteruddannelse i African Studies på Københavns Universitet.