Enhedslistens principprogram er i hovedtræk revolutionært. Men ledende medlemmer er begyndt at formulere en anden vej – en reformistisk strategi.
Strategi og program er sat på dagsordenen i Enhedslisten. Det er sundt for partiet at diskutere og udvikle programmet, selv om diskussionen er kommet lidt skævt i gang.
Strategidiskussionen er startet skævt, fordi det årsmødeforslag, der er lanceret som en strategitekst (»Enhedslistens mål 2012-2016«), stort set ikke formulerer en strategi for partiet, men snarere en partiopbygningsplan for de næste fem år.
Programdiskussionen er startet skævt – ikke på baggrund af en kritik af programmets indhold, men fordi ledende folketingskandidater havde svært ved at forsvare dele af det under valgkampen, og fordi de og andre anser sprog, tone og stil for »støvet« og »gammeldags«.
For at forvirre billedet yderligere har der indsneget sig enkelte strategiske formuleringer i årsmødeforslaget om Enhedslistens mål, formuleringer, der tager forskud på programdiskussionen, i og med at de står i modsætning til Enhedslistens principprogram.
I denne artikel vil jeg:
Enhedslistens principprogram
Den strategiske forståelse fylder en del i Enhedslistens principprogram. Selv om jeg her kun opsummerer de vigtigste pointer, er det ikke desto mindre et langt afsnit. Det er nødvendigt, alene fordi programmet er relativt ukendt blandt Enhedslistens medlemmer. Af samme grund anvender jeg primært citater.
1. Fundamentalt brud
Principprogrammet fastslår, at »et fundamentalt brud med kapitalismen« er nødvendigt, bl.a. fordi politiske beslutninger, som kan løse problemerne, »blokeres af, at de økonomiske magthavere øjeblikkeligt reagerer mod lande, der fører en politik, der er i strid med deres interesser.«
2. Klassesamfundet
Dernæst fastslår programmet, at vi lever i et klassesamfund:
»Under kapitalismen er det et lille mindretal af befolkningen, som har den afgørende ejendoms- og råderet over produktionsmidlerne og resultatet af produktionen. Konsekvensen er et samfund, hvor magten koncentreres hos storkapitalen i samarbejde med topbureaukrater, toppolitikere og lederne af de store interesseorganisationer.«
Den danske kapitalisme er en del af den globale kapitalisme:
»Som højtudviklet kapitalistisk land er Danmark en fuldt integreret del af det vestlige kapitalistiske system. Gennem medlemskabet af NATO og EU er Danmark i alt væsentligt - politisk, økonomisk og militært - underordnet den amerikansk og vesteuropæiske storkapitals interesser.«
3. Arbejderklassen og revolutionen
Programmet analyserer de modsætninger, der skaber grundlaget for det fundamentale brud med kapitalismen, den socialistiske revolution: »Under kapitalismen er modsætningen mellem arbejderklassen og borgerskabet den grundlæggende klassemodsætning.«
På den ene side konstaterer man, »…at den danske arbejderklasse objektivt set har gode forudsætninger for at blive den ledende kraft i en socialistisk revolution.«
På den anden side er arbejderklassen ikke parat til at gennemføre en revolution: »Det store flertal accepterer markedsøkonomien og klassesamarbejdet og er da også enige i den reformistiske eller den borgerlige ideologi.«
4. Klassekampen
Men selv om arbejderklassen ikke i dag ønsker at afskaffe kapitalismen, opstår der hele tiden klassekamp: »Gang på gang, når »nytænkende« (borgerlige) filosoffer har erklæret arbejderklassen for ikke-eksisterende og klassekampen for død, er netop den samme, fundamentale klassekamp mellem arbejdere og kapitalejere blusset op på ny få år efter.»
Og programmet forklarer, at klassekamp ikke kun er den direkte kamp mellem arbejdere og arbejdsgivere, men også kampen om f.eks. offentlige velfærdsordninger.
»De græsrodsorganisationer og bevægelser, der er aktive, og de kampe, der foregår her og nu, er spirerne til den samfundsforandring, vi ønsker,» står der i principprogrammet.
Undervejs mod den socialistiske revolution kan vi vinde delsejre og reformer:»Reformer får man gennemført ud fra en styrkeposition. Og en styrkeposition opnår man kun ved folkelig mobilisering, organisering og aktion, strejker, demonstrationer, ideologisk og kulturel kamp, civil ulydighed osv.»
»Derfor er målet for Enhedslistens politik at skabe en folkelig organisering og mobilisering for en rød og grøn politik. Enhedslistens repræsentation i Folketinget er et af midlerne til at skabe denne mobilisering.»
5. Revolutionens nødvendighed
Men kampe for reformer alene gør det ikke:
»Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække.
Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. Og det er en dyrekøbt historisk erfaring, at den samfundsklasse, der sidder på kapitalmagten, ikke godvilligt tillader sådanne brud. Heller ikke selv om et befolkningsflertal står bag ønsket om en samfundsforandring. Den herskende klasse vil bruge alle midler, fra økonomisk sabotage til voldelig undertrykkelse, for at forhindre en sådan udvikling.
Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution – i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.«
Undervejs i denne proces må arbejderklassen styrke sin egen organisering og tage kontrol med stadig større dele af samfundet:
»Arbejderklassen kan sætte samfundet i stå, men kan også direkte og umiddelbart overtage kontrollen med produktionsmidlerne og fortsætte produktionen som et led i et opgør med en enkelt kapitalist eller hele borgerskabet.«
»I takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, må der opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud.«
En alternativ strategi
Strategien i principprogrammet kan uddybes og nuanceres, og det er den faktisk også i teksten. Den kan sikkert forklares bedre, og den skal hele tiden udvikles under indtryk af udviklingen i samfundet og i klassekampen og ud fra de erfaringer, vi gør. Men jeg har svært ved at se, hvordan den kan opsummeres på denne her måde:
»Derfor er det nødvendigt med en socialistisk samfundsudvikling, der demokratiserer og kollektiviserer økonomien.«
Citatet, som stammer fra årsmødeforslaget »Enhedslistens mål 2012-2016», formulerer snarere en strategi, hvor vi gennem reformer lidt efter lidt udvikler samfundet i socialistisk retning.
Om det er det, forfatterne og hovedbestyrelsen har ment, er uklart. På den ene side omtales der også »et opgør med kapitalismen«. På den anden side optræder »den socialistiske udvikling«, som vi skal vinde flertal for, også i tekstens slutafsnit.
En socialistisk orienteret udvikling
Hvor årsmødeforslaget er problematisk, men uklart, har Pelle Dragsted til gengæld ikke været uklar i debatindlæg i dagbladet Information og i sin blog på Modkraft.
Pelle Dragsted er pressemedarbejder i Enhedslistens folketingsgruppe og omtales med mellemrum af journalister som »spindoktor« og »grå eminence»«. Her er der ingen tvivl om, at perspektivet om et samlet opgør, et revolutionært brud med kapitalismen, er erstattet af reformer, som lidt efter lidt vil erstatte kapitalismen med socialisme.
I et indlæg på Modkraft fra den 22.12.11 skriver Pelle:
»Men jeg tror, at de ideologiske og materielle forandringer krisen skaber, vil kunne sætte gang i en udvikling, hvor demokratiske beslutninger og regulering af økonomien vinder frem på bekostning af markedskræfternes frie spil, og dermed vender den nyliberalistiske offensiv, som har hærget i de sidste årtier. Og jeg tror, at en sådan socialistisk orienteret udvikling i sidste ende kan fortrænge kapitalismen som det dominerende økonomiske princip.»
Senere i samme indlæg skriver han:
»Med andre ord er opgaven at vinde opbakning til en socialistisk politik, hvor demokratiet skridt for skridt vinder frem på bekostning af markedskræfterne, og hvor almindelige menneskers indflydelse styrkes på bekostning af den økonomiske elites magt og privilegier. Det er efter min mening en sådan proces, som kan føre til, at vi en dag vil tale om kapitalismen i datid.«
Et sidste citat, der grundlæggende udtrykker det samme:
»Ligesom kapitalkræfterne kan udvide og øge deres kontrol og indflydelse, f.eks. når offentlig service privatiseres, mener jeg også, at den omvendte proces kan finde sted. Og det er denne proces, jeg tror kan føre os hinsides kapitalismen.«
Med indlægget har Pelle formuleret en klassisk reformistisk strategi for Enhedslisten. Med klassisk mener jeg den strategi, som Socialdemokratiet stod for i den første halvdel af det 20. århundrede: Skridt for skridt reformerer vi samfundet, indtil vi en dag har socialisme.
Det er ikke den reformisme, Socialdemokraterne og SF står for i dag, hvor de for længst af fjernet socialismen som mål.
Til gengæld er det en strategi, som Enhedslistens principprogram klart tager afstand fra med f.eks. denne formulering: »Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække.«
Den reformistiske blindgyde
Der er tre centrale grunde til, at Pelles klassiske reformisme er en blindgyde.
1. Kapitalismen tillader det ikke
For det første fungerer den kapitalistiske økonomi på en måde, så den ikke kan rumme de reformer til fordel for arbejderklassen, som Enhedslisten foreslår. Kapitalismen vil ikke langsomt blive skubbet tilbage, hvis arbejderklassen tilkæmper sig sociale, solidariske og bæredygtige fremskridt.
Tværtimod vil lavere arbejdsløshed, lavere arbejdstid, højere realløn, bedre velfærd, bæredygtig omstilling af produktionen med mere undergrave kapitalens profit.
Det vil skærpe den økonomiske krise frem mod en situation, hvor vi står over for valget mellem et totalt økonomisk sammenbrud eller en socialistisk samfundsomvæltning, hvor arbejderklassen kollektivt overtager økonomiens nøgleposter: finanscentrene, energi og transport og de store produktionsvirksomheder.
2. Kapitalistklassen tillader det ikke
For det andet eksisterer der i Danmark og globalt en kapitalistklasse/en overklasse/en herskende klasse, som besidder størstedelen af samfundets værdier, og som træffer de afgørende beslutninger for samfundets udvikling – den ene procent, Occupy-bevægelsen taler om.
Vi har ingen grund til at tro, at denne klasse stille og roligt vil se til, at de lidt efter lidt bliver frataget deres rigdom og deres magt.
Allerede i dag kan vi se, hvordan enhver nok så lille reform til arbejderklassens fordel bliver afvist med begrundelsen, at så lukker virksomhederne og flytter til andre lande.
Hvis kapitalistklassen for alvor bliver truet af vidtrækkende indgreb, vil den reagere voldsomt, og det vil stille arbejderklassen over for valget mellem at opgive krav og reformer eller at fratage kapitalistklassen dens magt, bl.a. ved at angribe den grundlovssikrede private ejendomsret til produktionsmidlerne.
3. Statsmagten tillader det ikke
For det tredje har vi en stat, der er opbygget med det formål at sikre, at kapitalismen fungerer og overlever. Der foregår meget andet i »det offentlige« i dag, men kernen i statsapparatet – militær, politi, efterretningsvæsen og de øverste lag i ministerierne – har stadig dette som hovedformål.
Måske er det ikke så tydelig i hverdagen, men man skal ikke grave ret langt ned i de seneste årtiers afsløringer af dansk atomvåbenpolitik, efterretningsvæsenernes aktiviteter, beslutningsgrundlagene for at gå i krig, skandalerne omkring indvandrer- og asylpolitik, før der tegner sig et billede af et lag af ledende embedsmænd i staten, der handler ud fra, hvad de vurderer, der er det bedste for det eksisterende samfund, dvs. kapitalismen.
Så betyder det mindre, at deres handlinger er i strid med de officielle demokratiske idealer, i strid med befolkningsflertallets ønsker eller i strid med flertallet i Folketinget.
Der er ingen grund til at tro, at statsapparatets kerne bliver mere demokratisk, hvis den bestående orden bliver anfægtet af vidtgående reformer.
Sammenhænge og konsekvenser
Pelles reformisme vil altså ikke føre os frem mod socialismen. Det er en strategi, der vil føre til nederlag for arbejderklassen og for Enhedslisten.
Men nu står vi ikke på tærsklen til en socialistisk revolution. Betyder det så noget, om man har naive illusioner om en gradvis reformering af samfundet, eller om man forventer, at et revolutionært opgør med kapitalismen bliver nødvendig?
Man kan argumentere for, at det vigtigste må være, at Pelle og de, der er enige med ham, er parate til at slås for reformer og ikke lader sig standse af, at reformerne møder modstand, hvad enten modstanden kommer fra systemet som sådan, fra de partier, der forsvarer kapitalismen, fra kapitalistklassen, eller fra statsmagten.
Blot Pelle og hans meningsfæller handler som ærlige reformister eller som konsekvente reformister, så skal de vel nok hen ad vejen opdage, at det ikke går så let, som de forestiller sig, og at der skal mere til. Sådan vil nogle tænke.
Denne tankegang er der noget rigtigt i, men alligevel så holder den ikke helt. Der er i hvert fald en overhængende risiko for, at den reformistiske »vision« slår tilbage og får konsekvenser for den politiske linje, man følger her og nu.
Et af problemerne giver sig selv:
…så kan og vil partiet selvfølgelig heller ikke forberede sig på det. Partiet vil ikke uddanne sine medlemmer og andre i det og diskutere, hvordan man kan udvikle kampe og bevægelser frem mod sådan et opgør. Et parti, der er domineret af nok så ærlige og konsekvente reformister, vil blive taget på sengen, når modsætningerne tilspidses, og de vundne reformer bliver slået tilbage.
Det problem står Enhedslisten på sin vis allerede med i dag, selv om principprogrammet udtrykker en klasseforståelse og en revolutionær forståelse. Det skyldes, at programmet ikke har været brugt. Det er ikke kendt blandt medlemmerne.
Noget kan tyde på, at det også kan skyldes, at der i ledelsen og blandt de andre ansatte end Pelle er nogle, der ikke er enige med principprogrammet.
Nedprioritering af det politiske alternativ
Hvis Enhedslistens officielle strategi bliver, at vi skridt for skridt skal vinde reformer, der på et tidspunkt fører os frem til socialismen, så vil der helt naturligt være fokus på den aktuelt mulige reform, den næste forbedring af et forslag fra de andre partier.
Det er den aktuelt mulige reform, der skal forbedre styrkeforholdene, så vi kan vinde den næste reform. Den aktuelt mulige reform er den, man kan blive enig med andre partier i Folketinget om, aktuelt med regeringspartierne.
Til gengæld bliver det mindre væsentligt at kritisere den samlede kurs, regeringspartierne står for, og det bliver ikke specielt vigtigt at præsentere den samlede alternativ vej ud af krisen, som Enhedslisten står for.
Også den glidning kan vi se tegn på i dag. Siden »den nye kommunikationsstrategi« slog igennem i Enhedslisten for et til to år siden, har den grundlæggende kritik af Socialdemokraternes og SF’s overordnede kurs, baseret på prokapitalistiske kriseløsninger, været stort set fraværende fra den tekst og tale, der er kommet fra Enhedslistens ledelse og folketingsgruppe.
Og Enhedslistens antikapitalistiske alternativ har heller ikke haft en høj prioritet i kommunikationen.
Det er positivt, at Per Clausen i et vigtigt oplæg i folketingsgruppen, understregede vigtigheden af netop præsentationen af et samlet politisk alternativ (se min artikel om Per Clausens oplæg i Socialistisk Information).
Men hvis den reformistiske vej til socialismen bliver partiets strategi, kan det blive svært at genintroducere og fastholde sådan en prioritering.
Snæver forståelse af styrkeforhold
Det hænger sammen med forståelsen af, hvordan man ændrer styrkeforholdene mellem arbejderklassen og kapitalen. Når der diskuteres styrkeforhold i Enhedslisten i øjeblikket, handler det stort set altid om den forbedring af styrkeforholdene til arbejderklassens fordel, som et bedre dagpengesystem, en højere beskæftigelse eller styrkede offentlig velfærd medfører.
Der er ingen tvivl om, at den slags delsejre og reformer styrker arbejderklassen.
Men det er et problem, når der ikke lægges lige så meget vægt på, at arbejderklassen kan forbedre styrkeforholdene gennem kamp, mobilisering og selvstændig organisering, og at en politisk venstredrejning, hvor flere og flere forstår nødvendigheden af et opgør med kapitalismen, stiller arbejderklassen stærkere.
Reformer kan altid undergraves i praksis eller afskaffes i Folketinget. Kun hvis arbejderklassen er aktiv og har opbygget stærke organisationer, f.eks. gennem en aktiviseret og demokratiseret fagbevægelse med et politisk bevidst lag af tillidsfolk, kan de opnåede resultatet forsvares og udvides.
Men hvis man arbejder ud fra visionen om gradvise reformer frem mod socialismen, er det nærliggende at fokusere på reformerne som det, der forbedrer styrkeforholdene.
Hvem hjælper hvem?
Hverken Pelle eller andre, der indtil videre har ytret sig i debatten eller har udtalt sig på Enhedslistens vegne, underkender nødvendigheden af at opbygge en mobilisering i samfundet for at opnå reformer, bl.a. ved at presse Socialdemokraterne og SF.
Men jeg fornemmer indimellem en forskel i den betydning, jeg tillægger det, og den betydning Pelle og andre tillægger det. Jeg er enig med principprogrammet, når det fastslår, at det er den folkelige mobilisering og organisering, der kan skabe forandring og i sidste ende afskaffe kapitalismen.
I udtalelser og debatindlæg fra Pelle og andre får jeg indimellem det indtryk, at det er Enhedslisten, der skaffer forbedringerne, men at vi kun kan gøre det, hvis vi får lidt support fra mobiliseringer uden for Folketinget og kommunalbestyrelserne.
Det hænger sammen med de meget store forventninger til, hvad vi kan opnå af forbedringer og forhandlingsresultater i det nuværende folketing – eller i det hele taget sammen med Socialdemokraterne og SF.
Det kan være – uigennemtænkt – kommunikationsstrategi, der fik folketingsgruppen til at hylde finanslovsforliget som et stort skridt fremad. Og det kan være – malplacerede – taktiske overvejelser, der gang på gang får folketingsmedlemmer til at udtale, at de forventer at opnå store indrømmelser til Enhedslisten ud af næste runde forhandlinger om et eller andet.
Men jeg kan ikke lade være med at frygte, at de faktisk mener det.
Per Clausens advarsel om, at der er stor sandsynlighed for, at Enhedslisten ikke kan stemme for den næste finanslov, falder på rette sted.
Man behøver ikke andet end at gennemgå de seneste måneders politiske udspil fra regeringen eller fra S og SF hver for sig for at se, at det er yderste begrænset, hvilke resultater Enhedslistens folketingsgruppe har opnået og kan opnå – hvis ikke der skabes et helt andet og stærkere pres udefra.
Hvis man derudover ser på den globale udvikling af kapitalismen, bliver det endnu tydeligere.
Danmark er endnu ikke ramt af orkanen, men de dårlige ratings fra kreditvurderingsbureauerne nærmer sig sydfra. Hvad enten vi ser på Grækenland og Portugal eller Frankrig og Storbritannien, så er det ikke reformer til fordel for arbejderklassen, der er på dagsordenen i de respektive parlamenter, men massive tilbagerulninger af de resultater, der er opnået de sidste 50 til 100 år.
I den situation er det meningsløst og uansvarligt at tale folketingsgruppens muligheder for at »skaffe« resultater til vælgerne op. Men det hænger godt sammen med en reformistisk strategi.
Konklusion
Som sagt behøver det i sig selv ikke at være en katastrofe, hvis en betydelig gruppe medlemmer i Enhedslistens, inklusiv i HB, blandt de ansatte og i folketingsgruppen, tror, at vi kan vinde socialismen ved at gennemføre reformer lidt efter lidt.
Men den reformistiske vision, som Pelle formulerer, kan næppe fastholdes over længere tid, uden at det får konsekvenser for den daglige politiske praksis.
I øjeblikket ser vi enkelte tegn og signaler til det. Det kan være fejltagelser, sjuskede vurderinger og dårlige prioriteringer. Men det bliver rigtig farligt, hvis den reformistiske strategi bliver konsekvent kombineret med:
Ud af busken!
Uanset hvor uenig jeg er med Pelles reformisme, er det befriende, at diskussionen nu kommer ud i det åbne. Det har været trælst, at de, der er uenige med Enhedslistens principprogram, har camoufleret utilfredsheden som en kritik af sprog, stil og tone.
Nu er ånden ude af flasken: Pelle har en alternativ strategi til principprogrammets. Så giver den store interesse for at diskutere programmet pludselig mere mening. Det bliver også forståeligt, hvorfor Pelle vil kassere det nuværende principprogram med et enkelt håndkantslag på næste årsmøde, uden at de tusinder af nye medlemmer overhovedet opfordres til at læse og diskutere det først – for i stedet at begynde helt forfra med at skrive et nyt program.
Nu mangler vi kun, at andre kommer ud af busken, ikke mindst dem, der repræsenterer Enhedslisten over for offentligheden. Er I enige med principprogrammets strategi? Er I enige med Pelles strategi? Eller har I et helt tredje synspunkt? Og hvilke konsekvenser får jeres bud på en strategi for Enhedslistens praksis i dag?
Sådan en diskussion kan Enhedslisten kun bliver stærkere af.
Michael Voss er informationskonsulent og medlem af Enhedslisten og Socialistisk Arbejderparti.
Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Socialistisk Information den 23. februar 2012.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96