Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
16. august 2013 - 15:47

Røven tages på Afrika!

Nyliberalisme kan kun ende i en økonomisk og social katastrofe i Afrika.

En milliard mennesker lever for under en dollar om dagen. Og i mange lande i Afrika og andre steder på jorden styres befolkningerne af meget lidt demokratiske regimer. For mange af jordens beboere, ikke mindst på det afrikanske kontinent, er verden brutalt og uretfærdig.

Men behøver det være sådan?

Holdningen hos nogle mennesker er, at de fattige selv er skyld i dette. Holdningen hos andre er, at vi ikke kan gøre noget ved det, selv om vi gerne ville.

Men vi, der lever i den rige del af verden, i en historisk enestående grad af luksus, skylder fattige mennesker at hjælpe, ikke mindst fordi vores rigdom og deres fattigdom hænger sammen – og fordi vi kan, hvis vi vil

For hvis de multinationale firmaer i vores del af verden eksempelvis betalte skat, som de burde, i stedet for ved fiksfakserier som transfer-mispricing at unddrage sig skattebetaling, ville u-landene tilsammen få flere penge ind, end de nu får i bistand tilsammen.

$124 milliarder bliver de snydt for ifølge den Britiske NGO Oxfam.

Hvis de 850 millioner rigeste mennesker i verden gav blot $200 om året, ville det give $171 milliarder, eller cirka det årlige beløb, som FN mener, der skal til, for at alle lande kunne opnå 2015-målene.

Hvis afrikanske regeringer lod være med at bruge så uforholdsmæssigt mange penge på våben, som de rige lande sælger til dem, og som er med til på en gang at holde gang i kontinentets mange konflikter og stække udviklingen, ville i hvert fald nogle af de $18 milliarder, som man bruger på væbnede konflikter, kunne bruges mere fornuftigt.

Og dette tal ville være mange gange højere, hvis vi regnede på hvad konflikterne kostede Afrika i tabt arbejdsfortjeneste med videre.

Og hvis de rige landes regeringer lod være med at købe råvarer og mineraler af korrupte diktatorer og styrer, og dermed være en væsentlig årsag og incitament til, at disse diktatorer og styrer kan blive ved med at undertrykke deres befolkninger, samt overtræde de menneskerettigheder, som vores regeringer siger de bekymrer sig så meget om, så ville der være mange flere demokratier i Afrika.

Alt dette kan vi kræve af vores politikere og firmaer, at de gør noget ved, i stedet for udelukkende at fokusere på indenrigspolitiske og egocentriske krav, når vi stemmer, handler, og demonstrerer.

Men selv om alt det vil gøre en forskel, er det symptombehandling, hvis vi ikke ændrer det grundlæggende uretfærdige, nyliberale, kapitalistiske system, som vi har skabt.

Det er et system, som er skabt for og som sikrer, at de rige vedbliver med at være rige, og de fattige holdes i fattigdom. For at det aldrig kommer til at dryppe på degnen må være tydeligt efter mange år med uantastet kapitalisme.

De seneste 30 års nyliberale »eventyr«, som Vesten med IMF og Verdensbanken i spidsen har tvunget ned over hovedet på Afrika, har beviseligt ikke virket .

Den nyliberale frihandelspolitik har ikke engang virket på dens egne præmisser, men ud over stigende ulighed og ustabilitet, både økonomisk og socialt, medført lavere vækst end i tresserne og halvfjerdserne.

I firserne og halvfemserne faldt levestandarden i Afrika syd for Sahara, mens væksten i firserne, halvfemserne og nullerne var sølle 0,2%.

Men måske skal man også se på motiver, når der fældes dom over nyliberalismen. For skulle man følge Milton Friedmans og Adam Smiths tese om, at alle handler ud fra egeninteresse, så giver det jo god mening, at dem der står til at profitere af indførelsen af nyliberale doktriner anbefaler netop denne.

At skylde skylden på kulturen, hvilket vi i NGO-verdenen er med til at tilskynde med vores kampagner med passive afrikanere med udstrakt hånd, er ligeså forkert.

Før det 20. århundrede ansås japanere og tyskere for at være for henholdsvis dovne og over-følelsesladede til at kunne udvikle sig økonomisk af briter og amerikanere, som dengang var i det økonomiske førersæde. Det stik modsatte af deres ry nu. Japanernes og tyskernes kulturelle udvikling skete sideløbende med deres økonomiske udvikling. Det var derfor mere et udfald af udviklingen end en årsag.

De fleste afrikanere og andre fattige mennesker er langt fra dovne. Man må tværtimod være mere arbejdsom, når man er fattig, end når man er rig, blot for at overleve.

Men har afrikanere og andre i de fattige lande så ikke ansvar for deres fattigdom overhovedet? Jo, men ansvaret ligger hovedsagligt hos landenes eliter.

For man kan ikke sige, at den fattige bonde, som ingen uddannelse har fået, som bor i en jordhytte i en diktaturstat, er skyld i, at Vesten, store multi-nationale firmaer og hans egen regering tager røven på ham!

Måske kunne man sige, at det er hans egen »skyld«, at han ikke har tid og kræfter, og eventuelt bevidsthed, til at gøre noget ved det efter dagens hårde slid.

Men de mange mennesker der organiserer sig for at kæmpe for at forbedre deres forhold og imod den nyliberalisme, der er en del af årsagen til forholdene, har ret til vores støtte - og meningsmålinger foretaget af Afrobarometer viser, at der er en dyb antipati overfor markedsliberalisme i Afrika.

Vi skal ikke kæmpe deres kampe for dem eller fortælle dem, hvordan de skal kæmpes. Men for at deres kamp for et værdigt liv skal lykkes – og det er stærke kræfter de er oppe imod – har de brug for vores hjælp. Kampen kan kun vindes, hvis den føres i såvel Afrika som i de lande, som fastholder undertrykkelsen og fattigdommen.

I sidste ende er deres kamp også i vores interesse, ikke blot moralsk, men også fordi det nyliberalistiske »eventyr« kun kan ende som en økonomisk og økologisk katastrofe.

Det liberale verdenssyn er i denne forstand det mest utopiske verdenssyn. der endnu er set, for det er ikke blot umoralsk, men også uholdbart.

Peter Kenworthy er informationsmedarbejder i solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce