Annonce

Udland
12. september 2013 - 17:28

Polske fagforeninger aktionerer imod regeringsdikterede forringelser

De tre største polske fagforbund bag fires dages protestaktioner mod forringelser i pensions- og arbejdsmarkedsvilkår og for mere demokrati.

Den polske fagbevægelse er i midten af september 2013 gået på gaden i protest mod en række nedskæringer og a-sociale arbejdsmarkreformer.

Torsdag den 11. september indledte fagforeningerne FZZ, OPZZ og Solidaritet fire dages landsdækkende aktioner.

I Warszawa blev der rejst en teltlejr foran parlamentet, og der blev demonstreret ved det polske arbejdsministerium. De tre forbund »opsagde« i starten af september ethvert samarbejde med regeringen og krævede at arbejdsministeren trådte tilbage.

– Folk er frustrerede og bitterheden stikker meget dybt. I dag råber folket til regeringen: Kom til fornuft, siger formanden for OPZZ, Jan Guz, til radiostationen TOK.

Læs artiklen »Polsk fagbevægelse smækker med døren« hos EU-fagligt Netværk

Imod »junk-kontrakter«

Fagforeningerne protester mod en reform, som tillader midlertidige såkaldte ”junk-kontrakter”, som begrænser de ansattes rettigheder, og mod en undergravning af den lovsikrede 8-timers arbejdsdag.

Protesterne er også rettet mod en forhøjet pensionsalder, den er  sat op til 67 år for både mænd og kvinder. Blandt kravene er også en forhøjet mindsteløn.

Fagforeningerne foreslår også en udvidelse af demokratiet. Hvis 500.000 skriver under på et krav om folkeafstemning om et politisk spørgsmål, så skal det være obligatorisk for regeringen at gennemføre den.

Regering: Fagbevægelsen vil bringe os til fald

Regeringslederen Donald Tusk afviste torsdag den 11. september demonstranternes krav. Han henviste til, at fagbevægelsen krav burde rejses i en såkaldt Trepartskommission, som er det organ, som ifølge forfatningen skal sikre forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen.

Men netop den kommission har fagbevægelsen forladt, fordi den anses som en ren formalitet.

– Protesterne er politiske og har til formål at bringe regeringen til fald, sagde Tusk om demonstrationerne.

Europæisk støtte

Den polske fagbevægelses aktioner bliver bakket op af den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS.

Den polskfødte vicegeneralsekretær for EFS, Józef Niemiec, deltager i en demonstration lørdag den 14. september, hvor protesterne kulminerer, og der forventes mere end 100.000 på gaden.

– Vi støtter de polske fagforeningers aktion. Vi er chokerede over, at de er tvunget til at kæmpe for arbejdernes rettigheder på samme måde som kollegerne i de lande, som er hårdest ramt af krisen, siger han.

– Vi er dybt bekymret over ændringerne i beskyttelsen af arbejdstiden, det er i strid med EU’s lovgivning i arbejdstidsdirektivet. Der sker også en uacceptable stigning i antallet af usikre jobs, siger Józef Niemiec.

Artiklen bringes også på EU-fagligt Netværks hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce