Annonce

Udland
22. februar 2016 - 11:01

Pogromstemning i Sachsen

Tyske medier og efterforskningsenhed i politiet i delstaten Sachsen, Tyskland, taler om pogromstemning i delstaten Sachsen efter to fremmedfjendske episoder, der ser ud til at få lokal opbakning. 

Flere fremmedfjendtlige episoder i den tyske delstat Sachsen har påkaldt sig stærk opmærksomhed i den lange række af voldsomme markeringer af modstand mod flygtninge i Tyskland. Tyske medier og lederen af specialenhed i sachsiske politi omtaler stemningen i delstaten som pogromagtig.

Bus standset

I landsbyen Clausnitz stillede en gruppe borgere sig torsdag den 18. februar op og standsede en bus med femten skrækslagne personer, der ankom til byens flygtningehjem.

Den ophidsede mængde råbte og skreg »Vi er folket« og »Forsvind.« To ældre betjente, der var udkommanderet til at følge flygtningene ind på hjemmet, måtte tilkalde forstærkning. 

Da den ankom, blev bussens passagerer, herunder mange børn, håndfast slæbt ind på hjemmet gennem den hujende flok af til dels berusede mennesker.

 

Asylcencer sat i brand

I byen Bautzen er et påtænkt asylcenter blevet sat i brand natten til søndag den 21. februar.

Fremmødte nysgerrige brød ud i jubel, da flammerne slog op, lige som de forsøgte at hindre slukningsarbejdet.

Tilskuerne skal ligeledes have hilst branden velkommen med nedsættende bemærkninger og utilsløret glæde. Blandt de jublende tilskuere var også skolebørn, der omtalte flygtninge som »perkere.«

Lokalbefolkning forstår ikke opmærksomheden

Den tyske avis Spiegel.de har besøgt den lille by Clausnitz i et forsøg på afdække den åbenlyse fremmedfjendtlighed.

Her har mange indbyggere svært ved at forstå den store opmærksomhed sagen har fået, og hvorfor så mange journalister er troppet op.

Langt lettere har de ved at forstå, hvorfor demonstranterne har villet jage en skræk i livet på flygtningene.

Politi og myndigheder mener, at sagen er blæst ud af proportioner. Borgmesteren og lederen af flygtningehjemmet mener, at det hele er overdrevet.

Politiker leder flygtningehjem

Spiegel møder lederen af hjemmet, Thomas Hetze, nogle dage efter optrinnet, han smiler og står og ligner en leder af et vandrerhjem. Han er dog blevet pålagt tavshedspligt.

Normalt har han ellers ikke noget mod at udtale sig: Han er politiker og medlem af det fremmedfjendtlige parti Alternative für Deutschland (AfD) og har et par gange stillet op til borgmesterposten, første gang for det liberale FDP.

Spiegel er i besiddelse af et talemanuskript, hvori centerlederen advarer mod en utøjlet indmarch af 100.000’er økonomiske flygtninge. Bag denne indvandring er der, ifølge Hetze, en »amerikansk masterplan,« der går ud på at destabilisere Nordafrika og Mellemøsten. På den måde skal der opstå en »flygtningestrøm,« der skal svække Europa.

Thomas Hetze er bekymret, fordi »den øverste regering bevidst arbejder mod Tyskland og dets indbyggere.«

Konspirationsteori på gaden

På gaden hører Spiegels udsendte hele tiden variationer af Hetzes tale. »Amerikanerne,« »islamismen,« og »politikerne i Berlin« – unuancerede sammensværgelsesteorier, der skal forklare alt det, der forekommer forkert.

Og alle har kun hørt om brøleangrebene på bussen, ingen har selv været der. Der har helt sikkert ikke været nogen lokale tilstede, de fleste er vel tilrejsende, formodes det.

Borgmester Michael Funke var selv tilstede og så »kun ti, måske et par stykker mere« han kendte. Spiegel siger til bormesteren, at så var der altså racistiske borgere ved bussen.

Her har borgmesteren ikke længere tid. Han siger ud gennem dørsprækken, at han har gæster.

Delstatspræsident tager afstand

Delstatens ministerpræsident, Stanislaw Tillich (CDU) har efter nogen tavshed taget kraftigt afstand fra pøbeloptøjerne. Han siger, at det ikke er mennesker, der foretager sig den slags, det er forbrydere. Hvert fjerde højreekstreme overgreb mod flygtninge i Tyskland finder sted i delstaten Sachsen.

Den venstreorienterede opposition taler om, at politiet optræder som om, de er blinde på højre øje, fordi det forekom mere optagede af at slæbe børn ud af bussen end at stoppe truende demonstranter.

Lederen af det sachsiske politis Operatives Abwehrzentrum  - der er hovedkontoret for efterforskning af ekstremistisk motiverede forbrydelser - har talt om, at der hersker en pogromstemning i hele delstaten.

En repræsentant for politiforbundet vil ikke overfor Neues Deutschland udtale sig om de konkrete sager, men funderer over, om man mon har fejlbedømt trusselsbilledet – det er ikke første gang politiet er stillet op med for lidt mandskab, når flygtning og asylansøgere er under angreb.

Søndag den 21. februar mødte dusinvis af menneskem om eftermiddagen frem i Bautzen for at protestere mod racisme og fremmedfjendtlighed.

Antallet af overgreb er eksploderet

Ifølge det tyske forbundskriminalpoliti har der været følgende antal overgreb mod asylcentre de seneste år:

2011: 18
2012: 23
2013: 69
2014:199
2015: 1.005

Læs mere: »Busattacke in Clausnitz: Ein Dorf wundert sich« hos spiegel.de

Læs mere: »Bautzen in Sachsen: Brand in künftigem Asylbewerberheim - Schaulustige jubeln« hos spiegel.de

Læs mere: »Fremdenfeinde in Bautzen und Clausnitz: Tillich bezeichnet Pöbler als Verbrecher« hos spiegel.de

Læs mere: »Tage der Schande für Sachsen« hos sz-online.dk

Læs mere: »Bautzen: Polizei geht von vorsätzlicher Brandstiftung aus« hos Neues Deutschland

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce