Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Analyse
21. februar 2014 - 15:57

Pligt og ret

Der er umådelig langt mellem arbejderbevægelsen oprindelige »pligt og ret«-ideologi og Thorning-regeringens og Mette Frederiksens brug af ordene.

I arbejderbevægelsens tidlige tid var temaet pligt-ret en vigtig del af projektet om et nyt samfund. På forsiden af Socialdemokratiets avis stod »Gør din pligt - kræv din ret«.

Men hvad mente de med det?

Det feudalt-konservative samfund byggede på opfattelsen af en af Gud indstiftet orden, hvor kongen var indsat af Gud, og samfundet bestod af gudens/kongens undersåtter, som netop var: underordnede.

Søn og datter og hustru var underordnet familiefaderen. Lærling, svend og karl/pige var underordnet mester hhv. købmand eller bonde. Håndværker og bonde var underordnet henholdsvis laug og herremand. Herremand og borger var underordnet kongen hhv. kongens lokale repræsentant amtmand og borgmester.

1800 tallets liberale borgerskab var tilhængere af lighed, ikke underordnelse - men nota bene: først og fremmest deres egen lighed! De ønskede ophævelse af adelsprivilegier - men de ønskede ikke valgret til arbejdere, og de ønskede ikke økonomisk lighed.

Arbejderbevægelsens sang, Internationale, fastslår om den da eksisterende orden: »tomme ord: den fattiges ret. Tomme ord: den riges pligt« (den tyske udgave) og i den danske udgave: »lighed fordrer pligt for ret«.

Socialdemokratiets 1880 program krævede en »fri og lige adgang« til skattebetalt folkeskole med læremidler og sund skolemad, sygedagpenge, vederlagsfri hospitalsbehandling og lægebehandling. De tidligt socialdemokratisk dominerede kommuner, som Nakskov og Esbjerg, indførte skoletandpleje og skolebespisning.

Tanken bagved var, at det som var alles ret ikke var noget, som den fattige skulle søge om. De rige kunne jo købe - de fattige kunne ikke købe, men måtte i påkommende fald søge fattigvæsenet om hjælp.

Og fattiglovgivningen bestemte indtil 1933, at modtagelse af offentlig hjælp normalt betød tab af valgret og ægteskabsret - fattighjælpsmodtageren blev andenrangs statsborger.

Arbejderbevægelsen - både den socialdemokratiske og senere de syndikalistiske og kommunistiske grene - havde et frihedsprojekt og et lighedsprojekt.

Frihed for den enkelte - ikke underordnelse under en arbejdsgiver. Frihed også for kvinden - ikke underordnelse under familiefaderen (det var de ikke enige om, men en del mente det!). Lighed: afskaffelse af om ikke al økonomisk ulighed, så i hvert fald af fattigdom.

Ret til ydelser under klart definerede betingelser var et ledemotiv i oprettelsen af først sygekasser, siden arbejdsløshedskasser i 1860'erne og fremefter. Ret var tænkt som ejendomsret.

Lidt sværere var det med de fattige gamle: man kunne jo ikke etablere pensionsrettigheder med tilbagevirkende kraft.

Derfor blev 1891-loven ».. om Alderdomsunderstøttelse til værdige Trængende uden for Fattigvæsenet« præget af kommunalt skøn om trang og værdighed.

Men den afskaffede værdighedstabet - også den fattige gamle forblev statsborger.

Kampen for ret fortsatte. I 1899 vedtog Rigsdagen lov om (arbejder-)Ulykkesforsikring.

1907-loven om Arbejdsløshedsforsikring gav forsikrede ledige ret til dagpenge ved arbejdsløshed og pligt til at tage passende anvist arbejde. Vægring imod at tage passende anvist arbejde fulgtes af tab af ret til dagenge.

I 1921 fulgte lov om Invalideforsikring, hvor afgørelsen om tilkendelse af Invaliderente blev henlagt til en Invalideforsikringsret.

Senere er loven blevet kritiseret for at være en »amputationsliste«: tab en højre arm, så mange procent invaliditet, tab af et øje så mange, tab af begge øjne 100 procent.

Klart er det, at den type regler ikke fanger helheden i personens situation. Men igen: bestræbelsen var at sikre den ramte overskuelighed, en klar ret.

I 1922 blev Alderdomsunderstøttelsen ombenævnt til Aldersrente, og det kommunale skøn over, hvor meget gamle Ane skulle have, blev afløst af en fast takst.

Der var en gennemgående idé: selvom livet og arbejdsmarkedet ikke havde været dig gunstig, skulle du dog kunne føle dig som et værdigt menneske, en borger med rettigheder - også økonomisk rettighed over for staten/kommunen.

Den borger, som har en ret, er mere værdig end en der er retsløs - én der er underkastet en andens bestemmelse.

I 1933 skrev socialdemokraten, socialminister K.K. Steincke i forordet til håndbogsudgaven af socialreformen:

»Det privatkapitalistiske Samfund kan ifølge sin Natur ikke indrømme Retten til Arbejde, og Retten til Eksistens indrømmer det kun på ydmygende Betingelser«.

1933 socialreformen: Arbejdsløshedsforsikringslov, Folkeforsikringslov, Forsorgslov, Ulykkesforsikringslov var for Steincke ikke nogen afskaffelse af det privatkapitalistiske samfund.

Men reformen udtrykte den opfattelse, at det kunne lade sig gøre gennem en stadig mere præcis beskrivelse af menneskers rettigheder at gøre betingelserne mindre ydmygende. Altså at arbejderbevægelsen kunne kæmpe sig frem til statsligt forbedrede livsbetingelser for arbejderne - som jo, fordi de normalt ikke har formue, er udsatte for fattigdom ved sygdom, invaliditet, alderdom.

At kunne kræve det, der er din ret af staten, er jo netop det modsatte af at skulle ydmyge dig for at få hjælp.

1960'ernes og 1970'ernes socialreform var ikke alene båret af idéen om ret. Men der var stærke elementer indeholdt.

Ved Invalidepensionsloven i 1964 var målet, at den, der gennem resten af livet skulle leve af invalidepension, skulle have et økonomisk niveau nogenlunde svarende til en faglært arbejders - altså at samfundet skulle kompensere dig for din tabte arbejdsevne.

I selve tankekonstruktionen ligger en rettighedstankegang: som menneske, som borger giver samfundet dig ret ikke blot til eksistens, men til et liv på et økonomisk anstændigt niveau.

Regnestykket var ikke enkelt - pensionen svarede ikke til en arbejdsmandsløn, men pension var skattefri og pensionister havde særlig boligstøtte og andre »pensionistgoder« - så stort set: Højeste Invalidepension gav et anstændigt forsørgelsesgrundlag.

Jamen hvad så med Mellemste og Laveste Invalidepension (MIP, LIP)? Loven forudsatte, at MIP og LIP kunne give dig en vis økonomisk tryghed - og så forventedes det, at den delvis invaliderede derudover kunne tjene penge var arbejde, uden reduktion i pensionen. Så facit antoges at være: en anstændig levestandard også for de delvis invaliderede. 

Antagelsen holdt ikke - arbejdsmarkedet stod kun i meget begrænset omfang åbent for deltidsbeskæftigede invalider. Men det vigtige i denne sammenhæng er jo idéen i systemet.

I Bistandsloven i 1976 var retstankegangen også fremtrædende: loven tilsagde enhver ret til råd og vejledning i livssituationer, hvor sygdom eller skilsmisse eller arbejdsløshed eller ulykke slår dig ud af kurs.

Og loven gav ret til økonomisk støtte til opretholdelse af din levestandard i de samme typer af midlertidige problemer. 

Reformen indeholdt såmænd også en ankereform: hvis du var uenig med kommunen om, hvilken hjælp du havde brug for, kunne kommunens afgørelse ankes til et amtsligt ankenævn og en statslig ankestyrelse - begrundelsen for det system var, at det skulle ligne retssystemet, med byret, landsret og Højesteret.

En underforstået idé bag 1960-70'er var den keynesianske teori om, at staten kunne sikre fuld beskæftigelse og dermed alles mulighed for job.

Det var jo på én måde den ret, som Steincke ikke mente, det privatkapitalistiske samfundssystem tillod.

Pligt? Den var ikke glemt: »Enhver mand og kvinde er over for det offentlige forpligtet til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år« (Bistandslovens § 6 stk. 1).

Hvis socialrådgiver eller sygedagpengemedarbejder eller A-kasse-kassereren mente, at det kneb mere med arbejdslysten end arbejdsevnen, var der hjemmel til at lukke kassen.

Men ret var vigtig: da ledigheden bed sig fast, vedtog Folketinget en ret for den ledige til jobtilbud, med løn og med lønmodtagerrettigheder.

Igennem 1980'erne gled retstankegangen i baggrunden: Ankemulighederne blev indskrænket. Ydelsesniveauet blev sænket og ydelsesvarighed forkortet. Det skete det bl.a. ved lov om stop for regulering af Dagpengemaksimum.

I 1990'erne sker det egentlige paradigmeskift:

Nyrup-regeringen afskaffer ved lov ret til jobtilbud og indfører ret-og-pligt til jobtræning - uden lønmodtagerrettigheder.

På førtidspensionsområdet sker det uden lovændring, men ved en af regeringen iværksat og af Den Sociale Ankestyrelse gennemført stramning af tildelings- og udmålingspraksis for førtidspension.

Stramningerne var statsfinansielt begrundet: dagpengeudgifter og førtidspensionsudgifter udgjorde store poster på statsbudgettet.

Men stramningen var også båret af en ny/gammel menneskeopfattelse: de arbejdsløse/syge skulle »motiveres« til at konkurrere om de jobs, der blev ledige - underforstået: sult eller frygt for sult er den bedste motivering.

Ny-liberale som Anders Fogh Rasmussen og Ny-labour politikere som Nyrup og Lykketoft har sunget én og samme melodi.

De 60-61 årige skulle »motiveres« til at arbejde i stedet for at kræve efterløn - og hvis de trods motiveringen kræver efterløn, bliver det på ringere vilkår, end hvis de venter til de bliver 62 år.

Ændringerne på førtidspensionsområdet har haft ganske store konsekvenser for mange mennesker i en klemt situation.

I hvert af årene 1985-1992 fik godt 28.000 mennesker tilkendt førtidspension. Antallet af ansøgere har været godt 20 procent større.

Fra 1993 faldt antallet af tilkendelser til under 20.000 pr. år. Størstedelen af ansøgerne er over 50 år og er fysisk nedslidte.

Sagsbehandlere over det ganske land har forklaret, at Den sociale Ankestyrelse har strammet kravene for tildeling af pension. Loven var ikke ændret.

Og klienter over det ganske land har oplevet - og til retshjælpsinstitutioner og til radioens Ret og Pligt og til Det Sociale Forbrugerråd sagt - at ’deres’ pensionsmedarbejder mere eller mindre vendte det døve øre til klientens oplevede helbredsgener.

I nogle kommuner er klienter desuden blevet sendt i talrige ’arbejdsprøvninger’ som gratis rengøringshjælp i institutioner eller butikshjælp i Netto, hver gang med resultatet »ikke god nok - men ikke dårlig nok til pension« - og med nok en oplevelse af umyndiggørelse, en oplevelse af at andre bestemmer over mig.

Så i 1999 slog Højesteret fast, at hvis pensionsansøgeren skulle have afslag på pension eller have en lav pension, så skulle kommunen konkret have sandsynliggjort, at hun/han havde erhvervsevne. Det var altså ikke nok, at kommunen bare udtalte at man »vurderer erhvervsevnetabet til at være mindre end af klienten hævdet«.

Det gav anledning til nogen panik i Ankestyrelsen og i mange kommuner.

Højesteretsdommen betød jo, at i den konkrete sag havde klienten lidt u-ret: hun havde krav på Mellemste Førtidspension - ikke på Forhøjet Almindelig Førtidspension.

Men dommen betød jo også, at alle de, der var blevet behandlet som den konkrete klient, var blevet gjort u-ret.

Århus Kommune valgte selv at revurdere de sager, hvor man evt. havde givet for lav pension. Ca. 250 sager blev revurderet, og af dem fik halvdelen forhøjet pensionen, en del med flere års tilbagevirkende kraft.

Det vil sige: I nogle år har en del pensionister lidt uret. I hele landet drejer det sig om omkring 2.800 mennesker, der har måttet tåle en uretmæssig lav levestandard efter års helbredsforringelser.

Den Sociale Ankestyrelses omvurdering medførte, at i 85 procent af de relevante sager havde den ydet for lav pension.

Nogle kommuner har sagt: Hvis folk vil have mere i pension, så må de jo henvende sig. Det er sandsynligt, at en del mennesker efter et langt (lavløns-)arbejdsliv og en længere sygdomsperiode og en lang pensionssagsbehandling og et afslag ikke har energi til selv at rejse sagen igen. Deres uret bliver ikke afhjulpet.

Og nogle kommuner har skræmt klienter ved at sige »så må vi jo omvurdere hele pensionssagen«, underforstået: så kan du blive helt fri for pension.

En lykkelig udgang? Tjah, måske.

Men omkring 2.800 mennesker har af en sagsbehandler har fået at vide, at »du er nu ikke så dårlig, som du selv mener«, fordi sagsbehandleren skulle begrunde et afslag eller laveste pension.

Det vil sige: de har oplevet, at ’deres’ sagsbehandler ikke tog dem og deres lidelse alvorligt. Hvor mange af dem får en undskyldning for den oplevelse?

På arbejdsløshedsforsikringsområdet skete den største beskæring af de lediges ret i 1994, med Nyrup-regeringens »arbejdsmarkedsreform«.

Dagpengeperioden blev halveret til fire år (senere, under Thorning-regeringen, halveret til to år). Og ret til jobtilbud – med normal løn og faglige rettigheder - blev afskaffet og erstattet af pligt til »jobtræning« uden genoptjeningsret og uden faglige rettigheder.

Man kan ikke behandle temaet pligt-ret i socialpolitikken uden at nævne »dyneløfter-problemet« som eksempel på individets retsløshed.

Fra 1903 og indtil 1973 var børnetilskud (oprindelig børnefradrag i den skattepligtige indkomst) en retspræget ydelse. Tilskuddet blev ydet til ugifte forsørgere.

Fra 1973 - under Krag-regeringen - blev tilskuddet ydet til »reelt enlige« forsørgere. Fra da af fik kommuner travlt med at skønne, om forsørgeren havde en kæreste, og om hun/han bidrog til husholdningen.

Siden (1991-1993) udbredte Folketinget teknikken til også at omfatte pensionister: lavere sats til »ikke reelt enlige«.

Fra TV og aviser er kendt, hvordan kommuner har spioneret mod pensionister med hver sin bopæl for at kontrollere, om hun overnatter hos ham eller omvendt.

På det område synes det som om, Socialdemokratiet har glemt visionen om den myndige og rethavende arbejder/borger - hun er blevet en kontrolleret undersåt.

Per 1. januar 2003 trådte en ny førtidspensionslov i kraft. Den gjorde det sværere at få førtidspension.

Politikerne lovede, at man til gengæld ville »sikre« de nedslidte og invaliderede fleksjob, til overenskomstmæssig løn og med indbyggede skånehensyn.

Det var jo dejligt - især hvis politikerne i loven havde indbygget, at de invaliderede fik lønnen, også selvom kommunen ikke (for tiden) kunne finde fleksjobbet.

Det gjorde politikerne ikke.

Den, som trods invalidering ikke fik pension men »visiteres« til fleksjob, fik ikke løn men Ledighedsydelse: 91 procent af Dagpengemaksimum eller 11.917 kr/md.

Dog: Det fik hun kun, hvis hun inden visitationen modtog sygedagpenge eller revalidering. Hvis hun havde været på kontanthjælp, så var det en »særlig ydelse« på op til 7.711 kr/måned.

Summa summarum: Efter 1.1.2003 oplevede et stort antal klienter at have mindre økonomisk ret.

Hvor mange? Ingen ved det. Dengang og i dag ved ingen i kommunerne, hvor mange der efter nedslidende arbejdsliv, sygdom med sygedagpenge, og mislykket revalidering samt pensionsafslag og evt. fleksjob-afslag er havnet i »det sorte hul«: ingen pension - ingen dagpenge - 0 kroner i kontanthjælp, fordi ægtefællen tjener ca. dagpengemaksimum - kun ægtefælleforsørgelse.

Jamen, gav 2003-pensionsordningen ikke en højere pensionsydelse til dem, der får pension? Jo såmænd - men førtidspensionsforliget afskaffede boligydelse til førtidspensionister og andre pensionistgoder såsom medicinkort.

Så en pensionist på Forhøjet Almindelig Førtidspension i 2002 vil, med buskorttilskud og medicinkorttilskud m.v., kunne have mere til rådighed end den pensionist, der får tilkendt pensionen efter 2003 reglerne (regnestykke fra Århus Kommune).

Lægger man oven i de forudsigelige forsørgelsesproblemer den i mange kommuner fremherskende mangel på ordentlig og over for klienten respektfuld sagsbehandling - vel dokumenteret i henvendelser til Ret og Pligt og til Det Sociale Forbrugerråds formand - så er det svært at se, at politikerne har klientens borgerret til et - også økonomisk - værdigt liv som højt prioriteret.

Erik Clausen har sagt: »Der var en halv snes år i 1970’erne, hvor man ikke så ned på de fattige - nu må man godt se ned på dem igen«.

Det foranstående blev skrevet i 2002.

Siden har vi haft en Fogh/Løkke-regering og en Thorning-regering. Begge har fortsat linjen med flere reformer under en fælles overskrift: færre offentlige udgifter.

Mennesker på overførselsindkomst får mindre ret, nemlig ret til lavere ydelser.

Det gælder efterlønsmodtagere. Det gælder førtidspensionister og det gælder fleksjobbere: sværere at få førtidspension – og lavere løn under fleksjob. Det gælder kontanthjælpsmodtagere.

Og man har indført pligt for samboende med hidtil kontanthjælpsmodtagende mennesker til at forsørge dem og deres barn/børn.

Oven i købet efter et kommunalt skøn om, hvorvidt samlivet et ægteskabslignende. En skønsmæssig regel, som ville have fået K.K. Steincke til at fnyse af foragt.

Til gengæld har Fogh/Løkke- og Thorning-regeringerne mindsket de riges pligt til betale skat. Det kaldes skattelettelser.

Internationale om igen: »Leeres Wort – des Armen Rechte. Leeres Wort – des Reichen Pflicht«

Beskæringen af de fattiges ret er blevet båret frem af en kampagne om, at de fattige »motiveres« til at søge arbejde, af at ydelsen er lav nok. Altså: de fattige er fattige, fordi de er dovne.

Beskæftigelsesminister Mette ’Hjort’ Frederiksen formulerer det sådan, at »de, der kan, skal«, og pligt til »nyttejob« på kontanthjælp og uden faglige rettigheder er en måde for de fattige at opnå den arbejdendes værdighed på.

Hun svarer ikke, når journalisten spørger, om de nyttejobbende så ikke skal have løn for deres »nyttige« arbejde. Kontanthjælp’reformen’ blev vedtaget af Socialdemokratiet, SF, Radikale og VKO, gennemført 1.1.2014.

Kun Enhedslisten var imod beskæringerne i ydelsesniveauet og »den gensidige forsørgerpligt« for samboende.

Socialpolitik-professoren Jørn Henrik Petersen har i Politiken, 15.02.2014, sammenfattet udviklingen i overskriften: »Vores samfund falder fra hinanden«.

Han konstaterer, at Socialdemokraterne (og SF og de Radikale, red.) har kastet Socialdemokratiets historiske værdier overbord. Underforstået: Socialdemokraterne havde værdien: sammenhæng. Højrepartierne har ikke.

Han forudser regeringernes aktive skabelse af et ringeagtet, stigmatiseret mindretal af arbejdsløse fattige, hvis eksistens regeringen – med Steinckes ord – kun tillader på ydmygende betingelser.

Jeg ser i regeringens politik ikke noget, der kan afkræfte hans forudsigelse. Og jeg ser ikke i Socialdemokraternes, Radikales og SF’s interne debatter noget, der tyder på et opgør med Klaus Hjort & Mette Frederiksens tvangs- og foragt-linje over for de arbejdsløse: mindre ret, mere pligt, og ydmygende kontrol.

Og ja – der er umådelig langt mellem den gamle arbejderbevægelses pligt og ret-ideologi og Thorning-regeringens, Mette Frederiksens brug af ordene.

Viggo Jonasen er cand.scient.pol. og lektor emeritus i socialpolitik. Tidligere byrådsmedlem i Aarhus (Venstresocialisterne, SF og Enhedslisten), nuværende formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce