Den tyske bevægelse mod islam aflyser mandagsdemonstration i Dresden efter at flere ledende medlemmer har meldt sig ud. I København har antiracister fået tilladelse til at demonstrere ved Den Lille Havfrue i stedet for Pegidas danske støtter.
Den omdiskuterede bevægelse Pegida – ’Patriotiske Europæere imod Islamisering af Aftenlandet’ – har aflyst en demonstration planlagt til at finde sted mandag den 2. februar i den tyske by Dresden.
Det sker efter et krisemøde tirsdag, hvor mindst fire af bevægelsens 12 personer store ledelse har trukket sig, som en reaktion på uenigheder udløst af Pediga-stifteren Lutz Bachmann exit i forrige uge.
Det skriver flere tyske medier.
Læs artiklen »Pegida spokeswoman quits group: report« hos The Local.
Læs artiklen »Total splittelse: Tyske Pegida-afhoppere danner ny gruppe« hos Ekstra Bladet.
Pegida opstod i Dresden i oktober sidste år og de har siden gennemført demonstrationer hver mandag rettet imod blandt andet muslimer, venstrefløjen, indvandrere, den tyske regering og medierne generelt.
Det foreløbige klimaks fandt sted i begyndelsen af januar, hvor 25.000 deltog i Pegidas demonstration i Dresden mens der ligeledes blev afholdt mindre marcher i andre tyske byer og flere nabolande.
Bevægelsen har fået stor mediebevågenhed og er af den yderste højrefløj blevet udråbt som et »folkeligt oprør« mod islam i Europa.
Siden midten af januar er det dog gået ned af bakke og som Modkraft tidligere har beskrevet, så er antallet af moddemonstrationer de seneste to uger vokset, mens Pegida i både Tyskland og andre steder har haft stadig sværere ved at mobilisere.
I Danmark samlede Pegida sidste mandag blot 12 personer i Aarhus og omkring 50 deltagere til en demonstration i København, mens deres modstandere kunne mønstre flere hundrede mennesker.
Læs artiklen »Pegida taber pusten, antiracister fylder gaderne« hos Modkraft.
Læs artiklen »Inside Dresden's 25,000-strong Pegida march« hos The Local.
Trods krisen i Tyskland er der mandag annonceret to Pegida-demonstrationer i henholdsvis Aarhus og København, ligesom den højreekstreme gruppe SIAD har indkaldt til deres egen demonstration imod islam i Silkeborg.
Alle tre steder vil der traditionen tro være moddemonstrationer.
Mens det som tidligere er Aarhus– og København for Mangfoldighed, der indkalder i de store byer, så har man i Silkeborg til anledningen dannet gruppen »Silkeborg mod Fremmedhad«.
Sidstnævnte er inspireret af en demonstration imod SIAD i Esbjerg for to uger siden, som paraplyorganisationen »Esbjerg mod Fremmedhad« arrangerede.
Som i Esbjerg er det lykkedes for antiracisterne i Silkeborg at få stor opbakning til deres demonstration – udover fagbevægelsen og venstrefløjen, så anbefaler Liberal Alliances Ungdom, Dansk Socialdemokratisk Ungdom og Radikale Venstres Ungdom arrangementet.
Læs mere om begivenheden »Silkeborg mod Fremmedhad« på facebook her.
Læs mere om begivenheden »Aarhus for Mangfoldighed« på facebook her.
I København har mangfoldighedstilhængerne denne gang som noget nyt fået tilladelse til at gå hele vejen fra Sankt Hans torv på Nørrebro forbi Statens Museum for Kunst til Den Lille Havfrue på Langelinje.
Den sidste del af demonstrationsruten har de to foregående mandage ellers været forbeholdt Pegida-gruppen, som i stedet samles på Axel torv og tager en gåtur rundt om Skt. Jørgens Sø.
– Som de skarpsindige sikkert hurtigt vil opdage, har vi fået forvist Pegida fra deres foretrukne rute, idet snarrådige kammerater bookede ruten god tid i forvejen, skriver København for Mangfoldighed på deres facebook-side.
Til demonstrationen imod Pegida i København vil der være taler af Tanwir Ahmad fra The Network, Katrine Aagaard, faglig sekretær, Pædagogstuderendes landssammenslutning, en repræsentant for Børnebørn for Asyl og reggaeton-musik og rap fra Mamba MC’s.
Læs mere om begivenheden »København for Mangfoldighed« på facebook her.
Hør Mamba MC her.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96