Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Boganmeldelse
10. april 2015 - 13:22

Orwell er fra Swaziland

26-årig swazis erindringer om en opvækst fra ekstem fattigdom til uddannet ingeniør giver et insider-blik på Afrikas mangfoldighed.

Er du træt af at læse bøger, rapporter eller artikler, om hvordan fattige afrikanere bør reagere på deres fattigdom, skrevet af midaldrende, middelklasse-professorer, -forfattere, -NGO-ansatte eller journalister (som mig)?

Er du træt af at få vist et generaliseret billede  af afrikanere (som bor i 50 forskellige lande og taler tusindevis af forskellige sprog), så vi ubevidst kommer til (fejlagtigt) at tro, at de er stilletiende, hjælpeløse ofre, som altid har brug for hjælp og vejledning? 

Så burde du læse Mkhonzeni Dlaminis nye bog, Phoenix Mysteries – memoirs of a born oppressed.

Bogen handler om at bryde de rammer, man er født ind i, selvom man er vokset op i absolut fattigdom i det enevældige monarki Swaziland, hvor over halvfjerds procent af befolkningen lever for under en dollar om dagen.

Ind under huden

Dlaminis bog giver en god beskrivelse af, hvordan det er at vokse op i en mudderhytte i en landsby i Swaziland, hvor pengene knap rækker til mad eller skolegang. Og den beskriver samtidigt den unikke kultur og politiske situation i Afrikas sidste enevældige monarki, Swaziland – »et land, hvor virkeligheden er som taget ud af en fiktiv roman«, som han kalder det.

For Mkhonzeni Dlaminis bog bliver ikke mindre interessant af, at der ikke findes meget litteratur fra Swaziland. Især ikke litteratur, der tør kritisere regeringen eller udfordre status quo. 

Der bliver lavet masser af statistikker og skrevet masser af rapporter og artikler om Swaziland. Men skal man for alvor forstå dette unikke land og dets mange fattige indbyggere, kræver det bøger som Mkhonzeni Dlaminis, der beskriver de følelsesmæssige og dagligdags aspekter af at være swazi.

Mudder og komøg

Mkhonzeni voksede op i en hytte lavet af grene, mudder og komøg i en fattig landsby uden for den lille by Nhlangano i det sydlige Swaziland.

Hans mor arbejdede som hushjælp, og faren var en arbejdsløs alkoholiker, der som så mange andre swazier havde arbejdet i nabolandet Sydafrikas miner.

Elektricitet og rindende vand var en luksus, som familien ikke havde råd til, og der var derfor ikke nogen vaskemaskiner og komfurer i Mkhonzenis barndomshjem.

Han måtte hjælpe sin mor med at hente bilharzioseholdigt vand i den nærmeste flod, lave mad over åben ild og vaske sit tøj i hånden.

Familien solgte hjemmegroet marihuana og grisekød fra et lille grisehold for at overleve, ligesom Mkhonzeni hver uge tog til byen for at købe pakker med kiks, som han solgte i landsbyen.

Det var især nødvendigt, når majshøsten slog fejl, eller når lokale banditter stjal honningen fra hans bikuber. 

Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse

At få sig en videregående uddannelse i Swaziland er op ad bakke, men til trods for at han voksede om under fattige vilkår, lykkes det alligevel Mkhonzeni at få en universitetsuddannelse.

Et af hans hovedargumenter i bogen er da også, at uddannelse er en måde at overskride såvel fysisk som intellektuel fattigdom. Uddannelse er derfor en forudsætning for såvel personlig som politisk forandring. 

I bogen beskriver Mkhonzeni de mange udfordringer, han blev stillet over for. Han måtte ofte gå i skole på tom mave og uden blyanter eller kladdehæfter til at skrive i. Tæv som straf var en del af hverdagen i skolen, der ikke havde rindende vand eller nok bøger til alle eleverne.

Ofte måtte han blive hjemme fra skole i månedsvis, fordi forældrene ikke havde råd til at betale skolen.

De fleste af Mkhonzenis klassekammerater måtte da også droppe skolen, fordi deres familier ikke havde råd.

Men Mkhonzeni holdt ved. Han knoklede med lektierne, læste avisartikler fra de aviser, som faren efterfølgende brugte som cigaretpapir, han lavede legetøjsbiler ud af ståltråd, dåser og træstykker, og han legede med og undersøgte kasseret elektronisk udstyr som en slags kreativ forberedelse til det ingeniørstudium, han senere skulle tage. 

Tåregas på universitetet

Ved hjælp af sine førsteklasses karakterer blev Mkhozeni optaget på det lokale universitet, University of Swaziland.

Han klarede sig økonomisk og havde råd til en studiebolig og mad med hjælp fra private bidragsydere samt ved at leve nøjsomt. Han drak ikke, tog ikke i byen, gik ikke i biografen, købte ikke en smartphone, havde ikke en kæreste og arbejdede hårdt for ikke at dumpe nogen eksaminer, hvilket for mange fattige studerende i Swaziland betyder, at de må opgive deres studier. 

Han undgik dog ikke den politivold, som er en del af livet for de studerende på University of Swaziland, der tør stille spørgsmålstegn ved status quo.

Politiet skød med tåregas og gummikugler, og piskede og tævede de studerende der, som Mkhonzeni, fredeligt søgte at aflevere en forespørgsel til landets undervisningsminister, hvori de klagede over lave stipendier og forsinkede eksaminer.

Troede Orwell var fra Swaziland

Det er forbudt at stille spørgsmålstegn ved kongens udlægning af Swazilands traditionalistiske kultur, der bygger på nepotisme og korruption og bruges til at undertrykke alle, men især kvinder, børn og fattige.

Man skal for eksempel huske at deltage i kongens kulturelle events, stemme til de udemokratiske valg eller bestikke en embedsmand, hvis man overhovedet skal have en chance for at få et stipendium, eller når mam er færdiguddannet et job i det offentlige, skriver Mkhonzeni:

»Alt er ejet af kongen, og hvis man skal leve et bare nogenlunde ubekymret liv, skal man respektere og ære ham. For alt jorden i landområderne kontrolleres af høvdingene på hans vegne«. 

Han sammenligner i bogen Swaziland med dets diktatoriske leder, manglende ytringsfrihed, ideologiske tvang og masseanholdelser af systemkritikere med bondegården i George Orwells satiriske roman Animal Farm:

»Jeg troede faktisk, at Orwell var fra Swaziland«, skriver han.

Forstå os, hjælp os

At skrive sine memoirer som 26-årig, som Mkhonzeni har gjort, virker måske noget forhastet.

Men Mkhonzeni siger selv, at han ville skrive om sit liv, mens hans erfaringer stadigvæk er relevante, og at det er kujonagtigt at skrive sine memoirer, når man er lykkeligt gift, har fast arbejde og ens økonomiske situation er stabil. 

Han fortæller også, at han både skrev bogen som en inspiration for hans fattige unge landsmænd og til læsere uden for Swaziland.

»Jeg ville fortælle verden om, hvordan almindelige swazier i landområderne lever. Jeg ville fortælle verden, hvordan vores regering misbruger os som en ond stedmoder. Og jeg ville opfordre jer til at hjælpe os med at lægge pres på vores regering, så alle får mulighed for et ordentligt liv”.

Efter at have læst Mkhonzenis bog er det i hvert fald tydeligt, at en uddannelsesmæssig og kulturel bevidsthed og revolution er forudsætningen for de politiske forandringer han efterspørger. 

Mkhonzeni Dlaminis: Phoenix Mysteries - Memoirs of a Born Oppressed, Kindle Edition, 2015

Peter Kenworthy er journalist og aktiv i solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce